Af Marianne Olsen, Redaktør af Tidsskriftet SOS Racisme
Måske kan det blive virkelighed, det jeg drømmer om at vågne op til den 2. november: Alle stemmerne er talt op, og det viser sig at Danmark har fået et nyt Folketing, et modigt Folketing, hvor vælgerne i de foregående uger har givet sig tid til at tænke over landets styrker og svagheder. Lige nu, i skrivende stund, bliver drømmen næret af håbet om at man tør vedkende sig ondets rod: Der er noget råddent i Danmarks situation. Den er i dagens Danmark lige så nutidig som i Shakespeares Hamlet: Det er forkert at tro at minkskandalen er årsag til den virkelige misère: I al for lang tid har danske magthavere ladet hånt om Menneskerettighederne og skjult den råddenskab, som har ramt alt for mange mennesker her i landet. De ansvarlige har indtil valget skjult deres ligegyldighed for Menneskerettighederne med selvpromoveringers dårligt dækkende plaster.
Det er en kendsgerning, at der hvor menneskerettighederne bliver trådt under fode, kan den mentale koldbrand brede sig. Det afsløredes efter Anden verdenskrig i ligbunkerne, der var det sidste tilbage i koncentrationslejrene. Det viste sig i ligbunkerne efter Pol Pot-styret og i ligbunkerne i Rwanda efter Folkemordet der, for nu blot at nævne tre eksempler. Læseren kan givetvis finde mange flere eksempler. Det korte af disse mange, lange uhyggelige realiteter er, at mennesket uden de vedtagne rettigheder bliver en kastebold i magthavernes spil. Spillet kan være mere eller mindre grumt, men den enkelte som det går ud over er underkastet lidelser, der fremkalder uendelige spiraler af hævn.
Det er her vælgerbefolkningen nu kan gribe ind: Socialdemokratiet er den 2. november – i min drøm – blevet nødt til at acceptere ethvert menneskes lige værdighed. Partiet må afstå fra sin forløjede opfattelse af at udlændinge udgør en særlig negativitet i samfundet og indrømme, at den socialdemokratiske propaganda kun tjener til at smede sig en syndebuk, så vælgerens opmærksomhed kommer på afveje. Den metode, at finde syndebukke i stedet for at angribe egen svaghed er netop det plaster, der nu er revet af råddenskaben i den danske situation, og det er den retvisende erkendelse vælgeren retter sig imod for at finde de gode løsninger.
I min drøm er Folketingsmedlemmerne den 2. november parate til at tage handleplan mod antisemitisme og for antiracisme så alvorligt, at der bliver undervist i skolerne på alle klassetrin: Nye generationer skal lære hvilke dræbende konsekvenser det får at bilde sig ind nogle mennesker er mere værd end andre, at livet kun er for de raske og rige i samfundet, og at kun særligt heldige folk skal have lov til at afgøre hvordan samfundet skal være for at blomstre.
Folketingsmedlemmerne vil den 2. november og i fremtiden derefter lægge bånd på sig selv og undgå generaliseringer. De har indset at ungdommen har flere kræfter og hormoner end gamle, og at den uro, der kan følge af det faktum, ikke har noget med hverken indvandring, hudfarve eller religion at gøre. Allerede ved at tale retsindigt og nøgternt om de problemstillinger kan der findes gode veje til bedre trivsel, og ved fornuftige love bliver det også muligt at tage hånd om det, der i de sidste år har syntes umuligt.
Folketingsmedlemmerne, lovgiverne, vil også den 2. november være parate til at se i øjnene at nye medborgere har beriget det danske samfund. Det er nemlig en god ide, når der skal gives love at gå ud fra de mange trygge og vellykkede eksempler som rollemodel. Her har vi fået et grundlag i det faktum at beskæftigelsesfremgangen er mærkbar og uafhængig af konturerne. Jeg henviser her til Hans Lassens grundige artikel i SOS Racismes efterårsnummer. Forfatteren kalder sit konsulentfirma for Sisyfos, men han bliver heldigvis også ved ligesom mytens Sisyfos, og nu har vælgerne altså haft lejlighed til at gribe denne erkendelses sten og hjælpe med til at få den på lovgivningens bjergtinde, dens rette plads.
Med Hans Lassens erkendelse vil Folketingsmedlemmerne også sørge for at vi får et ægte demokrati, det vil sige en styreform, hvor man har de manglende ti procent af den arbejdende befolkning med til at tage ansvar: Vi kan vel næppe kalde os et demokrati, når ti procent er uden stemmeret til Folketinget, og det er højst sandsynligt en medvirkende grund til råddenskaben i Danmarks situation: For Folketingets medlemmers flertal har hidtil ikke taget hensyn til mennesker uden stemmeret.
I min drøm om den 2. november har vi også fået et Folketing, der fralægger sig enhver form for dovenskab: Ja, men jeg kan da ikke være bekendt at have drømt at medlemmerne indtil nu har været dovne? Måske, men så er det jeg spørger min læser om hvorfor de indtil valget har villet lege ny kolonialister og sætte mennesker, der kommer til Danmark som flygtninge på et fly til Rwanda, et land som har nok at gøre med at komme på fode igen efter folkedrabet i halvfemserne, og som lever i et benhårdt diktatur? Sådan en flyvetur er hundedyr og ødelægger klimaet; men det værste er at den flygtende mangler den omsorg som Menneskerettighederne tilsiger ham/hende, og som vi selv kunne ønske os, den dag det bliver os, der må flygte.
Vi har også prøvet det: Danske statsborgere har måttet flygte og er blevet taget vel imod. Det må vi aldrig glemme, og vi må vælge mænd og kvinder til Folketinget, der er parate til at behandle andre som de – og vi – selv vil behandles. Før den 2. november har det været reglen at flertallet af medlemmer lovgav modsat af hvordan de selv ønsker at blive behandlet, når det bliver deres tur. Denne skribent blev selv familiesammenført i Sverige under anden verdenskrig. Sådan en venlig modtagelse må aldrig glemmes. Den skylder vi her i landet at tilbagebetale, og det vil vi naturligvis gøre efter den 2. november. Det bliver en virksom medicin mod dansk racistisk råddenskab.
Var det ikke også dovenskab at fratage de kvinder, der havde sluttet sig til Islamisk Stat deres danske statsborgerskab administrativt og dermed for det første friholde dem fra at komme for retten og for det andet at lade deres barn/børn gå til i de syriske lejre? Kurderne, der har hjulpet os med at bekæmpe IS, kan ikke blive ved med at holde øje med IS-krigerne og deres børn.
Udenrigsminister Kofod sagde den 16. februar 2020 på p1 i udsendelsen Slotsholmen: ”Der findes ingen tilgivelse for de forældre, som tog børn med til islamisk stats dødsrige eller som har fået børn dernede”. Det må siges at være en uforsonlig replik af den hovmodige slags, der bør stå for fald. Det er politik uden ret – det er ikke en minister i en retsstat værdig.
Den 2. november vil denne skribent tænke på Kurdisk Forums høring på Christiansborg den 7. oktober. Her blev kurdernes udsathed påvist af Amineh Kakabaveh, medlem af den svenske Riksdag indtil valget den 11. september 2022 og Siyar Ali, Skandinaviens repræsentant for demokratisk selvstyre i Rojava i Nordøstsyrien: De forklarede at de på grund af Erdogans menneskehandel er udsat for fare i det svenske samfund, hvor de ellers har fundet gæstfrihed og beskyttelse: Erdogan tager sig betalt for at Sverige kan have håb om at blive lukket ind i NATO. Prisen er kurdernes ret til et leve trygt som flygtninge i Sverige.
Den 2. november tager de danske lovgivere og den danske regering imod kurdiske flygtninge fra Sverige og Finland, ligesom vi selv fandt tryghed i Sverige under Anden verdenskrig.
I min drøm om den 2. november 2022 hører forældre og deres børn sammen. En mor, der har et spædbarn, bliver ved med at være sammen med den lille. Familien er samfundets kærne. Det er også en Menneskeret, man vil respektere efter næste valg. Det er en rettighed man i øjeblikket forbryder sig imod ved at sende folk på udrejsecentre. Man kan på ingen måde hævde at respektere retten til samværet mor-barn ved at give tilladelse til besøg en eller to gange om måneden. Som det er nu, ser vi fx en mor der er blevet psykotisk og begynder at tale med væggene.
Anne Nielsen fra SOS Racisme, som har besøgt Kærshovedgård fortæller i en artikel i organisationens tidsskrift at ”Forholdene på Kærshovedgård er usle og trøstesløse: lange gange med værelser, tomme vægge, fælles wc’er og bad – uden sæbe, håndsprit, papirhåndklæder eller toiletpapir – man skal selv have alt med! Trods Covid 19-pandemien er sæbe og håndsprit nu igen fjernet de fleste steder. Under nedlukningerne var alle fællesaktiviteter lukket.”
Den 2. november har det nye Folketing og den nye regering indset at de havde uret i at behandle de afghanske flygtninge, som det først var bestemt. De var nødt til at flygte ligesom de danske de havde bistået, og selvfølgelig indser de nye myndigheder at vi skal have love, der beskytter vores hjælpere, så de også bliver fortrolige med os her i landet og mærker dansk taknemmelighed. Det er allerede en skandale at mere en 400 af de tusind mennesker, som vi har modtaget, er rejst videre.
Den 2.november får også vores syriske flygtninge beskyttelse i Danmark som en selvfølge. Putins bomber falder både i Syrien og i Ukraine, og det skal ikke være Danmarks skyld at flygtninge skal blive ofre for hans vilkårlige terror.
Den 2. november bliver der bødet på den brutale lov om statsborgerskab af i dag: det bliver muligt at leve her i landet med sin udenlandske ægtefælle. Fremmedangsten, der er afsløret som en farlig sygdomsfremkaldende årsag til råddenskaben her i landet, vil blive afløst af en nøgtern og realistisk åbenhed. Respekten for retten til familieliv bliver en selvfølge.
Hver dag inden den 2. november har der været eksempler på gode borgere, der diskrimineres og dømmes til ”midlertidshelvedet”: Adnan Sabic, blot for blot at nævne ét eksempel, gik på Handelsskolen i Silkeborg, men fik ikke permanent opholdstilladelse, da han blev 18. Han er født og opvokset i Danmark. Han har ren straffeattest. Han spillede på Silkeborg IF’s elitehold. Han arbejdede som pædagogmedhjælper i en ungdomsklub sin fritid. Dino Copelj, dansk-bosnisk digter, fortæller: ”han er et ærligt, venligt, hårdt arbejdende menneske uden et gram ondskab i sig og en vellidt person i lokalsamfundet. Han er ”dømt” til midlertidshelvedet, fordi han skiftede fra Teknisk skole til Handelsskolen.”
Den slags vil ikke finde sted efter den 2. november. Endnu bedre og mere opløftende: Ethvert medlem af Folketinget har også ren straffeattest. Det er absolut nødvendigt for at vælgerne kan få respekt for lovgiverne og de love de giver. Løgne som i denne Folketingsperiode har holdt os for nar, og forbrydelser der bliver gentaget, finder ikke sted efter den 2. november.
Sådan er min drøm – indrømmet en ønskedrøm. Men i et ægte demokrati kan drøm blive til virkelighed.
Hvis det sker, er der noget at glæde sig til for hele befolkningen. Danmark bliver igen et dejligt land.