Kaare Djuraas, KHG Grafik: “Hamudi, pas på mor”. “Beboerne bliver ofte adskilt fra deres familier, da det hænder, at kun én af dem bliver udvist. De forlader det liv, de har bygget i Danmark. For nogle børn i familien betyder det, at de må forlade deres trygge barndom og påtage sig voksenansvar”.
Kaare Djuraas: “Interview”. “Officielle interviews hos Udlændingestyrelsen omkring identitet og asylmotiv kan vare mellem 3-10 timer. Det kan være vanskeligt for en nyankommen og eventuelt traumatiseret og forvirret person at gengive sin historie fuldstændig uden uoverensstemmelser”.
Blog 1.f – indeholder eksempler på, hvilken funktion komiteerne kan have ved at påpege overtrædelser af Børnekonventionen, Kvindekonventionen. Istanbulkonventionen og Konventionen om civile og politiske rettigheder.
Nederst i bloggen ses udvalgte artikler fra de fire konventioner i samme rækkefølge
Du kan se de øvrige 16 blogs i serien her: Otte grunde til at lukke Ellebæk og udrejsecentrene
Udvalgte konventioner under FN eller Europarådet
Udover i Den europæiske Menneskerettighedskonvention EMRK beskrives menneskerettighederne mere detaljeret i konventionerne herunder, som Danmark indimellem overtræder for flygtninge og andre udviste udlændinge. Nedenfor er der links til EMRK med Tillægsprotokoller, og de seks nævnte konventioner. EMRK og Istanbulkonventionen hører under Europarådet, mens de andre fem hører under FN. EMRK har direkte været en del af dansk lovgivning siden 1992.
Konventioner, og forkortelsen for den komité, der overvåger Danmarks implementering af den
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EMRK, se blog 1 og blog 1.a, EMD (domstol)
Konventionen mod Tortur, CAT, se blog 1.a og 1 e
Flygtningekonventionen, UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation (ikke en komité), se blog 1.a
Børnekonventionen, CRC, se denne blog 1.f
Kvindekonventionen, CEDAW, se denne blog 1.f
Istanbulkonventionen, Europarådets konvention mod vold mod kvinder og vold i hjemmet, GREVIO 1.f
Konventionen om Civile og Politiske rettigheder, CCPR, FN’s Menneskerettighedskomité, blog 1.e og 1.f
FN’s komiteer og konventioner i denne blog hører under FN’s Menneskerettighedsråd, OHCHR (Office for the High Commissioner for Human Rights). For at overvåge konventionernes implementering og overholdelse i medlemslandene, besøger en ekspertkomité fra nogle af komiteerne hver medlemsstat cirka hvert 5. år, indsamler forinden materialer om bestemte spørgsmål og udeståender og drøfter landets overholdelse af konventionen – i ånd og bogstav, med regeringen, NGO’er og evt. berørte borgere, alt efter konventionens område. Senere offentliggøres en rapport med komiteens vurderinger og anbefalinger til forbedringer. I forløbet kan den enkelte stat blive mødt med frister for svar vedr. forbedringer, ændringer, for at den vil kunne overholde konventionen, – hvis komiteen mener, den har brudt den, – eller at andre i landet har brudt den.
I Danmark er der formel klageadgang fra borgere til de fleste komiteer, herunder CAT, CRC, CEDAW, GREVIO og CCPR. GREVIO hører under Europarådet. Der kunne tidligere søges om advokathjælp, men det kan der ikke mere til klager til komiteerne, og kun delvist til klager til EMD.
Databaser om sager og afgørelser om menneskerettigheder til EMD og til komiteer
Man kan finde danske klagesager i forskellige databaser. Klager over menneskerettighedskrænkelser i Danmark til komiteerne er blevet hyppigere, skønt staten ikke mere tilbyder tilskud til advokathjælp mere. Resumeer af klager – og af Menneskerettighedsdomstolens domme – over Danmark – og afgørelsen – eller afvisningen af at behandle sagen – kan ses i Afgørelsesdatabasen på menneskeret.dk. På Universal Rights på hjemmesiden for Advokat Niels-Erik Hansen er der også afviste sager – ligeledes på de enkelte komiteers sider. Afgjorte enkeltsager til komiteer som har ført til kritik eller ingen kritik af Flygtningenævnet kan findes i dets nyhedsarkiv og til dels i dets Beretning for hvert år.
Klagebehandling ved menneskerettighedsdomstolen
Et Faktaark om afgørelser ved EMD kan ses her, og enkeltsager kan også findes her i databasen HUDOC. De allerfleste klager vil dog – efter en undersøgelse – blive afvist og ikke reelt behandlet. I 2022 blev 104 klager indsendt fra Danmark til EMD, 100 sager blev afvist som “inadmissible”, og i 4 sager blev der dømt, heraf gik én dom delvist imod Danmark. Ved EMD afgøres de fleste sager i et kammer med 7 dommere, men kan i nogle tilfælde blive appelleret til en slags “højesteret”: Grand Chambre, med 17 dommere. Sagerne kan være mange år undervejs, og hjemlige retsmidler i Danmark skal først være udtømt.
I nogle tilfælde kan klageren få et statsligt tilskud til en retssag ved en klage til EMD. Hvis klageren får medhold, vil staten skulle betale sagsomkostninger og nogle gange en mindre godtgørelse til klageren. Og desuden rette op på praksis eller på lovgivningen, hvis den findes skyldig i et brud på menneskerettighederne, så menneskerettighedsovertrædelsen ikke gentager sig. Desuden skal Danmark bringe lovgivningen i overensstemmelse med konventionen og gennemgå sager, der har været udsat for samme menneskerettighedsbrud, – som jo i Danmark er reelle lovbrud, da EMRK er en del af dansk lov, og betale sagsomkostninger – eller en del af dem – og evt. en godtgørelse til dem, Danmark har forbrudt sig mod. Danmarks gennemførelse heraf overvåges af Europarådets ministerkomité.
Klager til en FN-komité
En FN-Komité er sammensat af top-eksperter inden for menneskerettighederne på bestemte områder. Men en FN-komité kan ikke pålægge Danmark det, som EMD kan. Den kan kun udtale, at dansk lov, retspraksis eller administrativ praksis ikke overholder menneskerettighederne og kritisere det, og den kan bede om eller anbefale Danmark at rette op på det. En komité er ikke en domstol, men den kan tilbyde vejledning og samarbejde om, hvordan et land kan rette op, fx under en “Urgent action procedure”, hvor den i dialog mellem regeringen og udvalgte medlemmer af komiteen kan vejlede eller sparre med regeringen om hvordan man bedst vil kunne løse det bestemte menneskerettighedsproblem.
Danmark har i sin tid ratificeret de vigtigste menneskerettighedskonventioner, fordi vi har indset betydningen af grundlæggende menneskerettigheder, om beskyttelse af det enkelte individs interesser overfor statens. – for alle mennesker – og for udvalgte dele af befolkningen såsom børn, kvinder, personer med handicap, oprindelige folk. Vi har i det seneste tiår hørt politikere tale menneskerettighederne ned, og meget handler om, hvilket ry, Danmark ønsker. I øjeblikket forsøger vi på værste manér at skræmme flygtninge, asylansøgere, migranter, kærester og partnere væk, hvis de kommer fra lande uden for EU og EØS. Og denne og de tre tidligere regeringer løber jævnligt en procesrisiko for at få en dom imod sig ved EMD. Hvis vi derimod ønsker et retfærdigt samfund, der respekterer menneskeretten til vores alles bedste og beskyttelse, må vi stoppe med “at gå til grænsen”, “udfordre konventionerne” og “tage en procesrisiko”. Det sidste er nemlig blevet synonymt med “at gå over grænsen” og trække den så langt som muligt, selv om vi godt ved, at det overtræder menneskerettighedernes ånd og indhold. Mange gange er det nævnt i et lovforslag, at et bestemt forhold er så specielt, at der ikke er faldet dom i det ved EMD, – måske fordi andre lande – fraset måske Australien – ikke har ligeså voldsomme udlændingeregler som Danmark. Der er mange klagesager over Danmark og flere principielle domme fra EMD, der dømmer Danmark på udlændingeområdet, og når Danmark hvert 5. år er til eksamen i FN’s Menneskerettighedsråd ved UPR: Universal Periodic Review, angår den allermeste kritik og de fleste anbefalinger Danmarks asyl- og udlændingepolitik, nedladende retorik om race, etnicitet og religion, nølen ved vold mod kvinder i hjemmet, den udbredte brug af tvang i psykiatrien, og brug af isolationsfængsling. Vi må bekende os til retssamfundet, menneskerettighederne, rimelighed, menneskelighed og ikke-diskrimination i dansk lov og praksis. Vi må respektere EMRK, både fordi den er del af dansk lov, og fordi vi er med i EU og Europarådet. Og vi må undlade at gennemføre nye love, der overtræder konventionerne igen og igen – eller søger at gå uden om afgørelserne fra domstolene og komiteerne.
Hvis en sag optages til reel behandling i en komité, vil den ofte blive gennemgået af staten, og i nogle tilfælde vil der blev rettet op på den, inden komiteen har behandlet den, for at undgå en langvarig sag.
Danmark går på udlændingeområdet til grænserne eller over grænserne for mange konventioner for at mindske flugt, indvandring og familiesammenføring til Danmark mest muligt, og for at få udvist flest muligt udlændinge. Normalt vil en sag om asyl, refoulement, eller udvisning – med få undtagelser – blive genoptaget, hvis en komité udtaler kritik af Flygtningenævnets eller en domstols afgørelse om udvisning. Hvis en sag optages til behandling, vil Danmark normalt blive bedt om ikke at tilbagesende en udlænding, før der foreligger en afgørelse fra komiteen. I nogle tilfælde vil det, at der er sendt en klage til en FN-komité dog medføre, at Flygtningenævnet gennemgår og genoptager sagen igen og giver asyl eller evt. anden opholdstilladelse, inden en afgørelse fra komiteen. Herefter kan sagen lukkes ned, hvis klageren er indforstået med det, og selv om der har været en overtrædelse af en menneskerettighed, kan genoprettelse måske nås igen – endda uden der er ofret mange penge og år med uvished på en afgørelse ved EMD.
De seneste år synes der at være kommet mere opmærksomhed i Udlændingestyrelsen og Flygtninge-nævnet på områder om kvinders retsstilling og behov for beskyttelse, og på at børn kan have et eget asylbehov. Alligevel giver det udfordringer på nogle områder, måske fordi Flygtningenævnet har nogle overbevisninger, der ikke holder stik – eller måske ikke holder stik mere. Hvis mange afgørelser bygger på præcedens, mens verden ændrer sig fx under krige og kriser, må der jo være tidspunkter og steder, hvor en præcedens ikke holder, fordi forholdene har ændret sig.
Men på de to områder nedenfor holder Flygtningenævnet så fast, at det er svært at se rimeligheden i det. Den ene overbevisning i Flygtningenævnet er, at risikoen for FGM ved tvangsudsendelse af mindreårige piger til et land hvor FGM er meget udbredt, stort set kan afvises, hvis moderen er imod FGM. Ræsonnementet bagved er, at hvis hun selv er flygtet til Danmark og dermed har vist stor styrke og vilje, vil hun kunne forhindre det.
Det andet område er manglende brug af undersøgelser af udsættelse for tortur, og en manglende hensyntagen til, at torturoverlevere er mere sårbare end andre. Men dette vil også forfølge torturoverleverne, hvis de afvises, og risikerer at opleve noget, der minder om eller ligner tortur og nedværdigende behandling på et udrejsecenter eller i Ellebæk, eller et almindeligt fængsel.
Mindreårige pigers ret til at undgå FGM – versus om moderen er for eller imod FGM
FGM anses i Danmark at være et meget alvorligt overgreb mod mindreårige, og er strafbart. Det er både forbudt at omskære nogen pige eller kvinde i Danmark og at sende et barn til Somalia og få det omskåret dér, og det kan koste forældrene fængselsstraf og evt. udvisningsdom, hvis de findes skyldige i, at deres datter tilbagesendes til Somalia og bliver omskåret. Der har været fokus på det i en nylig podcast-serie herom i DR.dk, hvor der måske var tale om et justitsmord; men den særlige klageret har ikke villet genoptage sagen.
I Somalia er 99% af kvinder omskåret, allerede inden de er fyldt 15 år, ifølge Somalias sundheds- og befolkningsundersøgelse (2020). Alligevel mener Flygtningenævnet, at en mor kan være stærk nok til at forhindre, at hendes datter bliver omskåret, hvis hun vil, når hun har været viljestærk nok til at flygte til Danmark. I en nylig kritik af Flygtningenævnets holdning har Børnekomiteen udtalt: At Flygtningenævnet ikketilstrækkeligthavde inddraget barnets interesser ved vurderingen af datterens risiko for at blive udsat for tvangsomskæring ved udsendelse til Somalia. Komiteen fandt: at Flygtningenævnets vurdering var begrænset til den omstændighed, at klagerne var modstandere af omskæring, og at de af den grund ville være i stand til at modstå presset fra det omgivende miljø til at omskære deres datter. Flygtningenævnet havde ikke behørigt vurderet, hvordan klagerne kunne modstå et
sådant pres i den konkrete og personlige omstændighed vedrørende deres udsendelse til Somalia.
Komitéen vurderede, at Flygtningenævnet ikke havde benyttet forsigtighedsprincippet ved vurderingen af risikoen for tvangsomskæring i den konkrete sag. Udsendelse ville derfor være en krænkelse af datterens rettigheder efter artikel 3 og 19 i FN’s Konvention om Barnets Rettigheder.”
Hvordan kan man overhovedet vide, at en mor vil kunne forhindre det, hvis hun og børnene bliver hjemsendt til Somalia mod deres vilje, og måske må bo hos mandens familie, når det er i familiens interesse at gøre, hvad de kan, for at få de tilbagesendte til at passe ind i Somalia uden at vække opsigt? Så ingen ved, de har boet i et vestligt land? Det kan nemlig være farligt for hele familien, som måske risikerer at blive udsat for drab, afpresning, tyveri eller overgreb, eller måske bliver tvunget til at være spioner enten for en regering, al-Shabaab, eller andre? Og for at få piger gift tidligt og dermed en mund mindre at mætte under den fortsatte sultkatastrofe, foretages FGM nu oftere i en lidt tidligere alder end før. Se kritik fra Børnekomiteen her i en afgørelse fra 2023.
Regeringens svar til GREVIO om FGM
Vedr. Istanbul-konventionen artikel 61: Ved baseline-undersøgelsen af implementering af Istanbul-konventionen i Danmark bad GREVIO Danmark forholde sig til udvisning af piger med risiko for FGM: (egen oversættelse heraf og af regeringens svar)
“For eksempel er der blevet rejst bekymring over manglen på vejledning for interviewere til systematisk at indarbejde spørgsmål omkring kvindelig kønslemlæstelse under interviews med kvinder (med døtre), der flygter fra lande, der praktiserer kønslemlæstelse. Lignende bekymringer er blevet rejst omkring den igangværende gennemgang af 800 opholdstilladelser udstedt til somaliske kvinder, mænd og børn for flere år siden efter en positiv asylansøgning. Denne proces har ført til udvisning af familier med piger på trods af deres potentielle risiko for at blive tvunget til at gennemgå kvindelig kønslemlæstelse. Dette rejser spørgsmål vedrørende princippet om non-refoulement som fastlagt i artikel 61 i Istanbul-konventionen”.
Regeringens svar: (Red: se para 235). “Udlændingestyrelsen foretager en individuel vurdering i hver enkelt sag, herunder sager om inddragelse af opholdstilladelse og herunder sager, hvor asylansøgningen er begrundet i risiko for kønslemlæstelse (FGM) af kvinder. I en række sager afviste Udlændingestyrelsen at der ville være risiko for kvindelig omskæring (FGM) og tilbagekaldte som følge deraf disse opholdstilladelser. I flere sager har Flygtningenævnet (klagemyndigheden) stadfæstet sådanne afgørelser. Da risikoen for kønslemlæstelse blev afvist i de pågældende sager, er princippet om non-refoulement ikke blevet overtrådt”.
Kommentar:
I regeringens svar – undlader den at svare direkte på spørgsmålet om systematisk indarbejdelse af spørgsmål om FGM, og hele svaret bliver lidt luftigt: Og den afviser risikoen for FGM og dermed for non-refoulement, efter at Udlændingestyrelsen har ophævet opholdstilladelsen og vurderet der ingen risiko er for FGM i flere sager, og Flygtningenævnet siden har stadfæstet afgørelsen!
Flere sager om tilbagesendelse af mindreårige piger i risiko for FGM har været påklaget til – foruden Børnekomiteen også CEDAW, og CCPR, som har haft samme holdning som Børnekomiteen. Det har været afgørelser, der har været helt klare i spyttet: at en pige vil være i høj risiko for FGM ved hjemsendelse til Somalia, og at det derfor risikerer at føre til en alvorlig, varig skade og udgør refoulement. Normalt har det ført til en genoptagelse af sagen i Flygtningenævnet, og i de fleste tilfælde, har det betydet, at barnet og familien fik asyl; men i nogle tilfælde ikke. Hvis somaliere hjemsendes må de typisk bo hos familie den første tid i alt fald, og af hensyn til familiens sikkerhed skal det nødig rygtes, at en del af familien har været i Vesten. Derfor vil værtsfamilien helst have at familien blender ind så godt som muligt og er mindst mulig synlig. På grund af Corona-nedlukning og deraf skolelukninger i 2020 var piger i skolealderen hjemme, og i nogle områder gik omskærere fra hus til hus og spurgte om der var uomskårne piger for at tilbyde deres “hjælp”. Samtidig gjorde sult- og tørkekatastrofen i 2021-2023, at forældre ofte bortgiftede deres piger fra en meget lav alder, så ernæringen af pigen blev svigerfamiliens ansvar, og pigen burde være omskåret inden ægteskabet.
2. Manglende undersøgelser af tortur – og slet ikke, hvis asylansøgeren skønnes utroværdig
Det andet handler om undersøgelser for tortur. Hvis en asylansøger siger, han/hun er blevet udsat for tortur, bør det undersøges. Men Flygtningenævnet vil ikke begære en undersøgelse for tortur, hvis de ikke finder asylansøgeren troværdig.
En undersøgelse vil ofte styrke begrundelsen for asyl, dels fordi asylansøgeren derved kan bevise, han har været forfulgt og tortureret, dels fordi han vil være særlig udsat for igen at blive udsat for tortur, ved en eventuel tilbagesendelse.
Mange torturoverlevere er blevet psykisk syge med PTSD med flashbacks og mareridt og undgåelsesangst for noget der minder om torturen. De kan lide af voldsom og langvarig stress, kan have selvmordstanker, søvnproblemer, mindre vitalitet, angst, depression, apati, psykose, vagtsomhed og forfølgelsesforestillinger. I sig selv vil søvnløshed, depression, stress og angst øge risikoen for indlæringsproblemer og for hukommelses- og koncentrationsproblemer og nedsætte evnen til at overskue tingene. Sammenblanding af fortid og nutid, torturen og virkeligheden nu, kan også ske ved hyppige flashbacks. Desuden kan nogle personer fysisk have fået kroniske smerter og hjerneskader af torturmetoderne, slag, spark og kvælnings- og hængningsforsøg, som kan bevirke samme problemer og øge trætbarheden.
Dertil kommer sprogproblemer og oversættelsesproblemer og selve forhørsprocedurerne i Udlændingestyrelsen, hvor interviews med Udlændingestyrelsen foregår over mange timer. De er ikke som standard båndoptaget, med mindre asylansøgeren eller en bisidder selv har sørget for det. De er oversat af en tolk, der ikke nødvendigvis taler samme sprog som asylansøgeren, og selv om asylansøgeren skal godkende et referat af udskriften, er det ikke sikkert han har kræfter til det, på det tispunkt; og det er ikke sikkert han vil gøre indsigelse over for mindre detaljer, der kan være misforstået eller som han måske tænker han har fejlhusket – fx datoer. Endelig er tortur så smertefuldt at tale om, fordi det lukker op for livstruende traumer. Og selv om en asylansøger på en undervisningsfilm har fået at vide at han/hun skal sige alt, der kan være vigtigt i sagen, er det ikke sikkert at vedkommende tør sige det, eller orker det. Måske fordi han er bange for at bryde sammen, eller er bange for, om informationen går videre til nogen, der kan misbruge den, eller om han skammer sig over at fortælle om sin nedværdigelse, fx ved seksuel tortur og voldtægt.
I Danmark foretages kun yderst få undersøgelser af tortur hvert år på Retsmedicinsk Institut. Og Flygtningenævnet vil ikke altid godtage lægeerklæringer om tortur fra Amnesty’s Lægegruppe. Nævnet kan så evt. finde, at oplysninger om tortur, der først kommer frem i Flygtningenævnet, er udbygninger af asylmotivet for at få asyl. Sammen med fx fejlhuskede datoer, som skyldes forkert oversættelse fra den islamiske kalender til den gregorianske kalender, eller divergerende detaljer i de to interviews, kan Nævnet tro, at asylansøgeren bevidst lyver. Et eksempel på, at Danmark måtte hente en tidligere tortureret afvist flygtning tilbage efter tvangshjemsendelse til Afghanistan, hvor han var forfulgt både af Taliban og af regeringen, og hvorfra han så var flygtet til Pakistan – er beskrevet i Blog 1.a, efter en afgørelse i Komiteen mod Tortur.
Overtrædelser af Børnekonventionen og af EMRK: Retten til familieliv, art. 8
Flygtninge har ret til familiesammenføring med børn under 18 år
Børnekonventionen definerer i artikel 1 et barn som en person under 18 år – med mindre staten ved lov har defineret en anden myndighedsalder. Alligevel giver Danmark ikke flygtninge ret til at få familiesammenført deres børn mellem 15 og 18 år, selv om myndighedsalderen i Danmark er 18 år, og vi er medlem af Børnekonventionen. Det kan give problemer ved familiesammenføring, hvor fx faderen er kommet til Danmark først, og håber at de andre familiemedlemmer siden kan komme. Danmark gør det heller ikke nemt for familien at komme til Danmark!
UNHCR har konsekvent protesteret over for Danmark i høringssvar og breve; senest i et brev, hvor de beder Danmark styrke beskyttelsen af flygtninge, og anbefaler Danmark at fjerne juridiske og praktiske hindringer for familiesammenføring og:
– Sikre, at alle børn mellem 15 og 18 år har ret til familiesammenføring i overensstemmelse med artikel 1 i Børnekonventionen;
– Anvende fleksible og humane kriterier for familiesammenføring og give andre nærtstående pårørende ud over kernefamilien mulighed for at genforene sig med deres familiemedlemmer;
– Genindføre muligheden for at kunne fremmøde på et dansk konsulat eller en nordisk ambassade med henblik på udstedelse af rejsedokumenter for at muliggøre familiesammenføring.
Ansøgninger fra et barn eller dettes forældre om indrejse i eller udrejse fra en deltagende stat med henblik på familiesammenføring (skal) behandles på en positiv, human og hurtig måde af deltagerstaterne (artikel 9 i Børnekonventionen).
Den tidligere danske bestemmelse i Udlændingeloven om familiesammenføring først 3 år efter opnået flygtningestatus, var ulovlig, og Danmark blev efter en dom ved EMD i 2021 tvunget til at ændre udlændingeloven på dette område. Nu må ventetiden på familiesammenføring for flygtninge med beskyttelsesasyl maksimalt være 2 år. Politikerne var allerede ved lovforslaget om indførelse af midlertidig beskyttelse med et års ventetid på familiesammenføring i 2015 blevet advaret af Institut for Menneskerettigheder om at 1 års ventetid kunne overtræde artikel 8 i EMRK. Daværende justitsminister Mette Frederiksen udtalte: “Regeringens forslag er, som det er, fordi vi mener, at det i en ekstraordinær situation rammer en rimelig balance og tager hensyn til, at der er en hverdag i Danmark, som skal fungere”. Det var altså for at undgå mange asylansøgere i Danmark, man lavede disse restriktioner, mens situationen i Syrien forværredes.
At ventetiden på familiesammenføring kunne medføre tragedier var forventeligt.
I efteråret 2015 protesterede syriske flygtninge mod den langtrukne behandling af familiesammenføringssager i Udlændingestyrelsen, hvor dokumenterne ofte forsvandt, og hvor der hele tiden manglede andre dokumenter, end dem, man tidligere havde udbedt sig, før sagen kunne behandles, hvilket trak alle sager i langdrag, også før ventetiden på 1 år, hhv. 3 år, og aktuelt altså nu 2 år var indført. Det er både dyrt og farligt at få dokumenter fra Syrien til Danmark, da det ofte har foregået med kurer, og i nogle tilfælde kunne det kun ske efter bestikkelse af embedsmænd at få udleveret en attest, hvilket også kunne være dyrt og farligt. Det var ofte studentermedhjælpere der så ansøgningerne igennem og skulle forvisse sig om, at de ønskede papirer var der, men mange af dem havde åbenbart ikke nok tjek på det, eller var for hurtige til at gennemgå dem, eller Udlændingestyrelsen ville have originale papirer, som måske ikke kunne skaffes. Desuden var det en ansvarsforflygtigende måde, sagerne blev forberedt på, ofte med ny student eller sagsbehandler
på til hver gang der skulle indhentes flere dokumenter.
Alle havde advaret regeringen mod at indføre en ventetid og mod de korte opholdstilladelser, og den lange adskillese af familien skabte angst både i Danmark og i Syrien, Libanon, Jordan eller Tyrkiet. I Syrien tog en 15-årig syrisk pige sit liv ved at drikke gift, og hendes 13-årige søster drak også gift, men overlevede, da deres mor havde været i Danmark knap et år. Moderen fik opholdstilladelse efter 7 måneder, og indgav da en ansøgning om familiesammenføring med faderen og deres 4 børn fra 5 – 15 år. Faderen forsvandt efter at være rejst til Aleppo for at fremskaffe pas. Børnene boede hos deres kræftsyge mormor og en moster og onkel og tre børn. Den ældste begik selvmord, efter at moderen i Udlændingestyrelsen fik at vide, at en afgørelse om familiesammenføring ville tage en god tid endnu.
Da Inger Støjberg ville forlænge ventetiden på familiesammenføring til 3 år, selv om hun havde fået at vide af jurister i Justitsministeriet, at det ville overtræde retten til familieliv, fandtes allerede en dom ved EMD imod Frankrig om for lang ventetid, i en familiesammenføringssag, hvor sagsbehandlingen havde varet ca. 2 1/2 år. Udlændingeministeren tog alligevel en “procesrisiko”.
Reelt gik procesrisikoen ud over familierne, der var i risiko for at dø i bomberegnen i Syrien. Man kan ikke sige at den nedsatte ventetiden til to år lever op til art. 10 i Børnekonventionen, for det er hverken en positiv, human eller hurtig måde at behandle en ansøgning om familiesammenføring på, og selve flugten til Danmark har typisk også taget lang tid, ligesom det tager tid for børn og ægtefælle at komme herop.
Der er påfaldende ringe respekt for udlændinges ret til familieliv i Danmark!
Altings mål på udlændingeområdet er lige nu at begrænse indvandringen!
Og hvorfor? Beror det alene på fremmedfrygt og nationalisme?
Er det et dogme hos de seneste tre regeringer, at kristne og muslimer ikke kan leve sammen i samme land?
Alt dette i en tid, hvor der mangler arbejdskraft og “varme hænder”, – og hvor økonomien synes at løbe rundt.
Bliver danske politikere aldrig bange for, om udlandet går fra kun at kritisere til også at isolere Danmark for den manglende respekt for udlændinges menneskerettigheder i Danmark?
En syrisk mor til 6 børn flygtet fra Syrien i 2015 skulle deporteres til Grækenland som første asylland efter Dublinforordningen, men det blev omgjort efter en klage til Børnekomiteen, inden klagen var behandlet.
I 2015 flygtede faderen sammen med de to ældste drenge til Danmark; mens moderen, bedstemoderen og de fire yngste børn flygtede gennem Tyrkiet og Grækenland og fik asyl dér. Siden flygtede moderen og børnene til Danmark, hvor hele familien sammen søgte asyl 1. oktober 2015. Faderen og de to ældste drenge fik asyl i Danmark i november 2016, mens moderen og de fire yngste fik afslag, da de havde fået asyl i Grækenland som første asylland. Så søgte faderen familiesammenføring med resten af familien, men fik det ca. 1 år efter kun med tre af børnene, mens moderen og det yngste barn fik afslag. Knap et år efter fik faderen også familiesammenføring til det yngste barn. I august 2018 blev sagen så indklaget til Børnekomiteen, da udsendelsen af moderen til Grækenland ville overtræde art. 3, 7, 9, 10 og 12 i Børnekonventionen. Moderen fik lov at blive i Danmark, til sagen var afgjort ved CRC. Efter knap et år besluttede Flygtningenævnet sig dog til at lade moderen få en ny asylproces med henblik på at få asyl i Danmark. Så efter 4 års uvished for familien i Danmark, fordi de ankom ad hver sin flugtrute, fik kernefamilien ophold – der er ikke nævnt noget om bedstemoderen.
Børnekomiteen lykønskede Danmark med den nye afgørelse og kunne give ros i stedet for kritik.
Et af de officielle formål med Dublinforordningerne er at give nemmere mulighed for familiesammenføring af flygtninge – men i dette tilfælde er den brugt modsat og skørt!
Og det ville under alle omstændigheder være nemmere, billigere og mere sikkert at kunne søge familiesammenføring på en dansk eller nordisk ambassade eller repræsentation og få rejsedokumenterne udstedt dér, som UNHCR nu har foreslået Danmark at gøre igen, end at familien selv skal rejse uden visa, fx illegalt over Middelhavet. Og Danmark bør forlade sine ekstremt indskrænkende regler og krav ved familiesammenføring. I mange lande uden sociale sikkerhedsnet, har familien pligt til at tage vare på andre familiemedlemmer, fx hvor resten af familien er døde eller forsvundet, ligesom forældreløse børn uden familie er afhængige af, at andre adopterer dem; derfor bør vi også tage ældre og svage familiemedlemmer, samt adoptivbørn med.
Artikel 3 i Børnekonventionen er den vigtigste artikel. Men den glemmes desværre af politikerne i behandlingen af de afviste børnefamilier og børn, når de bliver 17 år: “I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række”.
I en sag fra databasen Universal Rights fik faderen medhold fra Børnekomiteen i, at det ville overtræde artikel 3 og 9 i Børnekonventionen, hvis han blev tilbagesendt til Nigeria, da hans hustru led af leukæmi og han dels havde et bonusbarn, dels to børn med sin hustru.
Når udrejsecentre og Ellebæk skal fungere som “motiverende foranstaltninger”, er det bestemt ikke til barnets bedste og det går ud over barnets tarv. Før ca. 100 børn i børnefamilier i Sjælsmark blev overflyttet til Avnstrup, var der over 50 børnesager til Hørsholm Kommune om børn med behov for hjælp på Sjælsmark. Traumer og savn hos forældrene går videre til børnene. Forældrenes usikkerhed og traumatisering og retraumatisering – og ikke noget normalt liv, som modvægt til limboet, meningsløsheden og stressen, samt hårde meldepligter og isolation i en skov stækker forældrenes liv, og børnene er bekymrede for forældrene. Hjemrejseloven har sammen med endnu strengere straffe for pligtovertrædelser skruet tommeskruerne endnu hårdere sammen på forældrene, og de forældre, der indgår i Røde Kors seneste undersøgelse, har været i asyllejre i længere tid end forældrene i en tidligere undersøgelse i Sjælsmark.
Det ses af Røde Kors undersøgelser – tidligere i Sjælsmark, og nu i Avnstrup, hvor der fortsat er mange børn, der har tegn på traumatisering og angst, og mange, som kommer bagud i skolen. Børnene savner deres forælder, når vedkommende er indsat i Ellebæk eller andet fængsel eller en anden arrest, undertiden sammen med deres ældre søskende over 18 år. Det uværdige institutionsliv for forældrene i Avnstrup gør, at børnene ikke har de gode rollemodeller, som forældrene gerne vil være: med arbejde, uddannelse og engagement i livet.
Tilværelsen er da forbedret for børnefamilierne ved at familien i det mindste kan spise sammen i fred og ro, uden konflikter i cafeteriet om, at et 5-årigt barn nægtes “broccoli og kartofler”. Og forældrene kan finde en lille smule meningsfuldhed ved at tilberede et ordentligt måltid til dem morgen og aften, bage brød og kage til dem, give dem mælk eller mad, når de ønsker det, og lave kaffe og te til sig selv. Og måske endda en enkelt gang imellem købe brugt tøj eller legetøj til deres barn, så der fortsat kan være et lille gran af glæde ved, at forældrene kan give deres børn noget.
Skolegang
Aktuelt er Røde Kors skolen for asylbørn i Lynge flyttet til Avnstrup, hvilket sparer de af børnene, der går der, for lang transporttid, og kan give forældrene mere kontakt med skolen. Men familierne er mere isolerede i Avnstrup midt i en skov uden offentlige transportmidler end familierne var i Sjælsmark. Med stramninger i Hjemrejseloven er næsten alle aktiviteter taget fra forældre, der ikke samarbejder om frivillig hjemsendelse. Knapt halvdelen af børnene på Avnstrup går i en almindelig grundskole, tre børn i specialklasser, resten går i en Røde Kors Skole med et begrænset curriculum, hvor de udelukkende er sammen med asylbørn.
Mange børn får ikke en skoleuddannelse, som de kan bruge til noget, selv om de har boet i Danmark i hele deres liv! De har haft en omskiftelig tid på forskellige asylcentre med skiftende venner og skoler, og har også under krig og flugt mistet flere skoleår. Værst er det for de 17-årige, som ikke må gå i skole, med mindre der findes midler til det udefra; det overtræder Børnekonventionens artikel 28.
En 17-årig dreng fortæller om sin oplevelse med at skulle flytte fra Jelling til Udrejsecenter Avnstrup: ”Jeg fik at vide, at jeg ikke kunne fortsætte i 10. klasse sammen med dem, som jeg altid har gået i skole med. Samtidig skulle vi flytte til Avnstrup og bo på udrejsecenter, fordi vores asylsag er afvist. Det var slet ikke sikkert, at jeg overhovedet kunne gå i skole mere. Jeg blev virkelig ked af det og havde svært ved at tro på, at det kunne være sådan.”
Om de første måneder i Avnstrup: ”Jeg levede nærmest som i et lille fængsel. Jeg sad bare hjemme og spillede computer hele natten, nogle gange til klokken seks om morgenen. Når man ikke går i skole og bare spiller computer, så går dagene langsomt, og der er ingen mening. Alt var bare ligesom på pause, og jeg vidste ikke, hvad der skulle ske. Jeg ville bare tilbage til mine venner i Jelling. Men nu er jeg heldigvis startet i skole igen.”
Børns sundhed
Røde Kors har udgivet en rapport forfattet af to psykologer i Røde Kors i 2023 om børnenes forhold og psykiske problemer på Avnstrup: ”Børnene kan opleve generel utryghed ved at bo på et udrejsecenter, hvor en stor del af andre børn og voksne har det svært psykisk og er i højt alarmberedskab, og hvor der derfor nemt opstår uro og konflikter. Børnene kan have svært ved at falde i søvn, på grund af bekymringer og frygt, eller de tør ikke falde i søvn, fordi de ofte har mareridt. Et yngre barn sagde: ”Jeg er altid bange, når jeg skal sove. Jeg er mest bange for, at politiet tager mor eller far og lukker dem inde.” Barnet har i flere år været bange for, at der sker forældrene noget – især for at forældrene bliver tilbageholdt. Se mere i blog 3.
Børnene har adgang til almindelig lægehjælp, sundhedspleje og sygepleje i Røde Kors sundhedsklinik på Avnstrup. Af de børn der blev screenet med et spørgeskema, SDQ, havde mange store problemer med trivsel, søvn og angst. Generelt tiltog symptomerne med alderen. De mest belastede burde udredes af børnepsykiatrien eller PPR i kommunen; men meget få er blevet børnepsykiatrisk udredt.
Overtrædelser af Kvindekonventionen
Kvinders forhold under flugt, i asylprocessen og som udviste er behandlet i : “De ved ikke, hvor meget stress, vi har”, (2023). Mange kvinder udsættes for vold og seksuelle overgreb under flugten, og mange føler sig utrygge, hvis de er alene under asylprocessen i danske asylcentre, som der bor flest mænd i. Særligt har mange kvinder været bange for mænd på udrejsecentrene Kærshovedgård og Avnstrup. På Kærshovedgård bor kvinderne i en bygning for sig, og går som regel samlet over i kantinen til måltiderne, mange tør sjældent gå ud alene. I Ellebæk er kvinderne i en separat afdeling.
Artikel 6 handler om handlede kvinder. Danmark har oprettet kvindekrisecentre og Safe Houses. Men selv om der ikke bør indsættes handlede kvinder i Ellebæk, da de må betragtes som særligt sårbare, synes det alligevel at finde sted. Det er anbefalet at screene herfor ved ankomsten.
Istanbulkonventionen – Europarådets konvention mod vold mod kvinder og vold i hjemmet
Danmark underskrev Istanbulkonventionen i 2014, men i første omgang syntes det, som om vi havde glemt det! For nylig har Udlændingestyrelsen dog ændret ordlyden på Nyidanmark.dk i afsnittet om samlivsophør/skilsmisse, og det tyder på, at Styrelsen nu hyppigere vil anvende Kvindekonventionen eller Istanbulkonventionen i tilfælde, hvor samlivsophøret skyldes vold i hjemmet, eller hvor tilbagesendelse til hjemlandet vil udgøre refoulement – fx ved risiko for æresdrab.
Mange sager er tidligere faldet på, om kvinden kunne skaffe tilstrækkelig dokumentation for hustruvold, eller for eventuelle trusler fra familien i hjemlandet, og om hvordan troværdigheden af kvindens udsagn er blevet bedømt af Udlændingestyrelsen, Udlændingenævnet eller Flygtningenævnet.
En aktuel undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder viser, at denne mulighed for at undgå tilbagesendelse ofte er nægtet kvinden på grund af høje krav til dokumentation af vold eller trusler, ligesom det vil være svært at bevise risici for æresdrab i hjemlandet. Desuden havde nogle kvinder fået en fejlagtig rådgivning. Udlændingestyrelsen har oprettet en særlig hotline for bl.a. kvinder der har været udsat for vold eller negativ social kontrol eller samlivsophør.
Istanbulkonventionen
Tre artikler i Istanbulkonventionen: art. 59, art. 60, art. 61 har som deres særlige formål at beskytte kvinder mod vold. Det gælder både mod vold i hjemmet i Danmark. Som familiesammenført har kvinden hidtil været afhængig af at bo sammen med sin mand, hvor hun nu skal have rimelige muligheder for at søge om selvstændig opholdstilladelse, så hun ikke er tvunget til at blive i et voldeligt forhold. Det gælder også, at kønsbaseret vold alene skal være en gyldig asylgrund i forhold til at få flygtningestatus. Her ser det ud til, at Flygtningenævnet – selv om de endnu ikke fuldt ud giver kønsbaseret vold status som fuld asylgrund, er på vej derhen ad. Og det gælder forbud mod at tilbagesende en kvinde, hvis hun i hjemlandet vil være i risiko for æresdrab, andet drab eller vold. På det sidste punkt ser danske myndigheder dog ikke ud til at have flyttet sig – endnu.
Disse forhold er behandlet i : “De ved ikke, hvor meget stress, vi har”, (2023). Bogen omhandler også kvinders situation under flugt, hvor mange udsættes for vold og seksuelle overgreb; og om kvinders vilkår under asylprocessen i danske asylcentre, som der bor flest mænd i. Særligt har mange kvinder været bange for mænd på udrejsecentrene Kærshovedgård og Avnstrup. På Kærshovedgård bor kvinderne i en bygning for sig, går som regel samlet over i kantinen til måltiderne, og tør oftest ikke gå ud alene på arealet. I Ellebæk er kvinderne i en særlig afdeling.
Afghanske kvinder – kønsbetinget forfølgelse
EU og Sverige har vedtaget at anerkende kønsbetinget forfølgelse af kvinder i Afghanistan som asylgrund. I Danmark har Flygtningenævnet ikke taget det samme skridt fuldt ud, men i og med at mange rettigheder for kvinder i Afghanistan systematisk er blevet taget fra dem, fx til uddannelse, arbejde, og til at færdes offentligt uden mandlig ledsager, har Flygtningenævnet siden januar 2023 indført en ”lempet bevisvurdering for kvinder fra Afghanistan. Dette indebar, at tærsklen for, hvornår en kvindelig afghansk asylansøger måtte anses for at have sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse, skal være lavere end i en almindelig asylsag”. Herefter har afghanske kvinder indtil nu fået asyl efter udlændingeloven §7, stk. 1.
Konventionen om civile og juridiske rettigheder, CCPR
Det meste af konventionen er relevant i blogs om retssikkerhed
Kritik af Flygtningenævnet i en sag om en truet, voldsramt handlet kvinde, men afslag på asyl
En albansk kvinde havde søgt asyl, men var blevet afvist af Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, der dog mente hun mod sin vilje havde været udsat for at blive handlet til en mand i et andet land. Hun flygtede på et tidspunkt fra ham, hun var blevet bortgiftet til og til Albanien, men blev overfaldet af familie og truet med at blive myrdet. FN’s menneskerettighedskomité kritiserede myndighederne for ikke at have undersøgt omstændighederne grundigt nok, og ikke havde taget hensyn til den samlede virkning af de forhold, hun var flygtet fra, hvis hun rejste tilbage til Albanien. Flygtningenævnet genoptog sagen, men fandt, at forklaringerne var divergerende. De skrev, at der var tale om en privatretlig konflikt af kriminel karakter, og afviste asyl, og skrev, at Albanien havde safe houses, som hun ville kunne blive beskyttet i. De vurderede ikke sagen i forhold til, om Istanbulkonventionen ville blive overtrådt, hvad man vel egentlig godt kunne tænke.
Uddrag af de fire konventioner
Børnekonventionen, uddrag af relevante artikler
Artikel 1: I denne konvention forstås ved et barn ethvert menneske under 18 år, medmindre barnet bliver myndigt tidligere efter den lov, der gælder for barnet.
Artikel 2: Deltagerstaterne skal respektere og sikre de rettigheder, der er fastsat i denne konvention, for ethvert barn inden for deres jurisdiktion, uden forskelsbehandling af nogen art og uden hensyn til barnets eller dettes forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller anden anskuelse, national, etnisk eller social oprindelse, formueforhold, handicap, fødsel eller anden stilling.
2. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at barnet beskyttes mod alle former for forskelsbehandling eller straf på grund af barnets forældres, værges eller familiemedlemmers stilling, virksomhed, udtrykte anskuelser eller tro.
Artikel 3: I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række.
2. Deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med
henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler.
Artikel 5: Deltagerstaterne skal respektere det ansvar og de rettigheder og pligter, som forældrene har, eller hvor dette finder anvendelse, tilsvarende ansvar, rettigheder og pligter for så vidt angår medlemmerne af den udvidede familie eller samfundet i overensstemmelse med stedlig sædvane, samt værger eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, til på en måde, der svarer til den løbende udvikling af barnets evner, at yde passende vejledning og støtte til barnet i udøvelsen af rettighederne anerkendt i denne konvention.
Artikel 6: Deltagerstaterne anerkender, at ethvert barn har en naturlig ret til livet.
2. Deltagerstaterne skal i videst muligt omfang sikre barnets overlevelse og udvikling.
Artikel 7: Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra fødslen have ret til et navn, ret til at opnå et statsborgerskab og, så vidt muligt, ret til at kende og blive passet af sine forældre.
2. Deltagerstaterne skal sikre gennemførelsen af disse rettigheder i overensstemmelse med deres nationale lovgivning og deres forpligtelser ifølge de relevante internationale instrumenter på dette område, især hvis barnet ellers ville blive statsløs.
Artikel 9: Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente yndigheder, hvis afgørelse er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor forældrene lever adskilt og der skal træffes beslutning om barnets bopæl.
3. Deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv.
4. Hvor en sådan adskillelse er en følge af en handling iværksat af en deltagerstat, såsom tilbageholdelse, fængsling, udvisning, forvisning eller død (herunder dødsfald af en hvilken som helst årsag, mens personen er i statens varetægt) af den ene eller begge forældre eller af barnet, skal deltagerstaten efter anmodning give forældrene, barnet eller om nødvendigt et andet medlem af familien de væsentlige oplysninger om, hvor den eller de fraværende medlemmer af familien befinder sig, medmindre afgivelsen af oplysningerne ville være skadelige for barnets velfærd. Deltagerstaterne skal desuden sikre at fremsættelsen af en sådan anmodning ikke i sig selv medfører skadelige følger for vedkommende person eller personer.
Artikel 10: I overensstemmelse med deltagerstaternes forpligtelse i henhold til artikel 9, stykke 1, skal ansøgninger fra et barn eller dettes forældre om indrejse i eller udrejse fra en deltagende stat med henblik på familiesammenføring behandles på en positiv, human og hurtig måde af deltagerstaterne. Deltagerstaterne skal endvidere sikre, at indgivelse af en sådan ansøgning ikke medfører negative virkninger for ansøgere og deres familiemedlemmer.
2. Et barn, hvis forældre har fast bopæl i forskellige stater, skal have ret til, undtagen under særlige omstændigheder, regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre. Med henblik herpå og i overensstemmelse med deres forpligtelser i medfør af artikel 9, stykke 1, skal deltagerstaterne respektere barnets og dets forældres ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder deres eget, og til at indrejse i deres eget land. Retten til at forlade et hvilket som helst land skal kun underkastes sådanne begrænsninger, som er fastsat ved lov, og som er nødvendige for at beskytte den nationale sikkerhed, den offentlige orden (ordre public), folkesundheden eller sædeligheden, eller andre personers rettigheder og friheder, og som er i overensstemmelse med de øvrige rettigheder, der er anerkendt i denne konvention.
Artikel 19: Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige
forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller
forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuelt misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt.
2. Sådanne beskyttende foranstaltninger bør i passende omfang omfatte virkningsfulde retningslinier, såvel for udformning af sociale programmer, der kan yde den nødvendige støtte til barnet og til dem, der har barnet i deres varetægt, som til andre former for forebyggelse og identifikation, rapportering, henvisning, undersøgelse, behandling og opfølgning af tilfælde af børnemishandling som beskrevet ovenfor og om nødvendigt retsforfølgelse.
Artikel 22: Deltagerstaterne skal tage passende forholdsregler til at sikre, at et barn, som søger flygtningestatus, eller som
anses som flygtning i overensstemmelse med gældende international eller national ret og praksis, uanset om det kommer alene eller er ledsaget af sine forældre eller af anden person, får passende beskyttelse og humanitær bistand og nyder de rettigheder,
som er angivet i denne konvention og i andre internationale instrumenter vedrørende menneskerettigheder eller humanitære forhold, hvori den pågældende stat deltager.
Artikel 23: Deltagerstaterne anerkender, at et psykisk eller fysisk handicappet barn bør have et indholdsrigt og menneskeværdigt liv under forhold, der sikrer værdighed, fremmer selvtilliden og medvirker til barnets aktive deltagelse i samfundslivet.
Artikel 24. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til at nyde den højest opnåelige sundhedstilstand, adgang til at få sygdomsbehandling og genoprettelse af helbredet.
Deltagende stater skal stræbe mod at sikre, at intet barn fratages sin ret til adgang til at opnå sådan behandling og pleje.
Deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed.
Artikel 28. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til uddannelse, og med henblik på gradvis at opnå denne ret og på grundlag af ligestillingsprincippet skal de især:
(a) gøre grunduddannelse tvungen og gratis tilgængelig for alle;
(b) opmuntre udviklingen af forskellige former for uddannelse, der følger efter grunduddannelsen, herunder almindelig og faglig uddannelse, gøre disse tilgængelige og opnåelige for ethvert barn og træffe passende forholdsregler, såsom indførelse af gratis uddannelse og tilbud om økonomisk bistand i trangstilfælde;
(c) gøre højere uddannelse opnåelig for alle inden for rammerne af deres evner og med alle passende midler;
(d) gøre studievejledning og erhvervsvejledning tilgængelige og opnåelige for alle børn;
(e) træffe forholdsregler for at opmuntre regelmæssig deltagelse i skolegang og begrænse frafald.
Artikel 38: Deltagerstaterne påtager sig at respektere og sikre respekt for de bestemmelser i international humanitær ret, der er anvendelige på dem under væbnede konflikter, og som er af betydning for barnet.
2. Deltagerstaterne skal træffe alle gennemførlige forholdsregler for at sikre, at personer under 15 år ikke tager direkte del i fjendtligheder.
Artikel 39: Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at fremme fysisk og psykisk helbredelse og resocialisering af et barn, der har været udsat for enhver form for forsømmelse, udnyttelse eller misbrug, tortur eller anden form for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf eller væbnede konflikter. Sådan helbredelse og resocialisering skal finde sted i omgivelser, der fremmer barnets sundhed, selvrespekt og værdighed.
Kvindekonventionen – Konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder
Artikel 6: De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler, herunder gennemføre lovgivning, med henblik på at hindre enhver form for handel med kvinder og udnyttelse af kvinder ved prostitution.
Istanbulkonventionen – Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet
Kapitel VII – Ind- og udvandring og asyl
Artikel 59: Opholdsstatus.
1. Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at ofre med en opholdsstatus der afhænger af deres ægtefælles eller partners status i henhold til den nationale lovgivning i tilfælde af ægteskabets eller forholdets opløsning og under særligt vanskelige omstændigheder efter ansøgning tildeles en selvstændig opholdstilladelse uafhængigt af ægteskabets eller forholdets varighed. Betingelserne for tildeling og varighed af den selvstændige opholdstilladelse følger af den nationale lovgivning.
2. Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at ofre har mulighed for at få suspenderet en indledt udvisningssag vedrørende en opholdsstatus, der er afhængig af ægtefællens eller partnerens status i henhold til den nationale lovgivning, således at de har mulighed for at ansøge om en selvstændig opholdstilladelse.
3. Parterne skal udstede en opholdstilladelse med mulighed for forlængelse til ofre i en af følgende to situationer, eller i begge:
a. når den kompetente myndighed anser, at deres ophold er nødvendigt på grund af deres personlige omstændigheder,
b. når den kompetente myndighed anser, at deres ophold er nødvendigt af hensyn til deres samarbejde med de kompetente myndigheder under en efterforskning eller en straffesag.
4. Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at ofre for tvangsægteskaber, der er ført til et andet land med henblik på indgåelse af ægteskab og som derfor har mistet deres opholdsstatus i det land, hvor de har fast bopæl, kan generhverve denne status.
Artikel 60: Kønsbaserede asylansøgninger
1. Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at kønsbetinget vold mod kvinder kan anerkendes som en form for forfølgelse i medfør af artikel 1, A (2), af konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling og som en
form for grov overlast, der medfører supplerende/subsidiær beskyttelse.
2.Parterne sikrer, at hver af de i konventionen nævnte grunde tolkes under hensyntagen til forskellene mellem kønnene, og at en ansøger, hvis det fastslås, at forfølgelse frygtes af en eller flere af disse grunde, tildeles flygtningestatus i henhold til gældende relevante instrumenter.
3. Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at udvikle modtageprocedurer og støttetilbud til asylsøgere der tager hensyn til forskellene mellem kønnene, og at det samme sker for retningslinjer og asylprocedurer, herunder afgørelser vedrørende flygtningestatus og ansøgninger om international beskyttelse.
Artikel 61: Non-refoulement (forbud mod tilbagesendelse)
1. Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for overholdelse af princippet om non-refoulement i overensstemmelse med de i henhold til folkeretten gældende forpligtelser.
2. Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at voldsramte kvinder som har behov for beskyttelse, uanset status eller bopæl, ikke under nogen omstændigheder tilbagesendes til et land, hvor deres liv er i fare eller hvor de kan blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Konventionen om civile og politiske rettigheder, afsnit II og III
Konventionen om civile og politiske rettigheder. Afsnit II
Artikel 2: Enhver i denne konvention deltagende stat forpligter sig til at respektere og tilsikre alle personer, der befinder sig inden for dens område og er undergivet dens jurisdiktion, de i denne konvention anerkendte rettigheder uden forskelsbehandling af nogen art, herunder som følge af race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling.
2. Enhver i denne konvention deltagende stat forpligter sig til i overensstemmelse med sin forfatning og med denne konventions bestemmelser at træffe de fornødne foranstaltninger til ad lovgivningens vej eller på anden måde at tilsikre de i denne konvention anerkendte rettigheder, dersom disse ikke allerede er gennemført.
3. Enhver i denne konvention deltagende stat forpligter sig til:
a) at sikre enhver, hvis rettigheder eller friheder efter denne konvention krænkes, adgang til effektive retsmidler herimod, uanset om de personer, der har begået krænkelsen, har handlet i embeds medfør;
b) at sikre enhver, der gør krav på sådanne retsmidler, adgang til at få sin ret til disse afgjort af kompetente judicielle, administrative eller lovgivende myndigheder eller af anden i henhold til den pågældende stats retsordning kompetent myndighed samt at videreudvikle mulighederne for at anvende judicielle retsmidler;
c) at sikre, at de kompetente myndigheder tager en klage til følge, når den er fundet berettiget.
Artikel 3: De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at sikre mænds og kvinders lige ret til at nyde alle de i denne konvention anførte borgerlige og politiske rettigheder.
Artikel 4: I en offentlig nødstilstand, som truer nationens beståen, og som officielt proklameres som en sådan, kan de i denne konvention deltagende stater træffe foranstaltninger, hvorved deres forpligtelser i henhold til konventionen fraviges i det omfang, sådanne foranstaltninger er absolut nødvendige i den givne situation, og forudsat, at de ikke er uforenelige med statens øvrige forpligtelser i henhold til folkeretten og ikke indebærer forskelsbehandling alene på grund af race, hudfarve, køn, sprog, religion eller social herkomst.
2. Foranstående bestemmelse hjemler ikke fravigelser af artikel 6, 7, 8 (stk. 1 og 2), 11, 15, 16 og 18.
3. . Enhver i denne konvention deltagende stat, der benytter sig af retten til at fravige konventionens
bestemmelser, skal omgående gennem De forenede Nationers generalsekretær underrette de øvrige i
konventionen deltagende stater om de bestemmelser, den har fraveget, og om begrundelsen herfor. Den
pågældende stat skal give en yderligere meddelelse ad samme vej den dag, den bringer sådanne fravigelser til ophør.
Artikel 5: Intet i denne konvention må fortolkes som medførende nogen ret for en stat, gruppe eller person til at udøve nogen virksomhed eller foretage nogen handling, der tager sigte på at tilintetgøre nogen af de heri anerkendte rettigheder eller friheder eller på at begrænse disse i videre omfang, end denne konvention hjemler.
2. Grundlæggende menneskerettigheder, der i medfør af lov, konventioner, administrative bestemmelser eller sædvane anerkendes eller består i en i denne konvention deltagende stat, må ikke begrænses eller fraviges under foregivende af, at denne konvention ikke anerkender sådanne rettigheder eller kun anerkender dem i mindre udstrækning.
Afsnit III
Artikel 6: Ethvert menneske har en naturgiven ret til livet. Denne ret skal beskyttes ved lov. Ingen må vilkårligt berøves livet.
2. I lande, som ikke har afskaffet dødsstraffen, må en dødsdom kun idømmes for de groveste forbrydelser i overensstemmelse med den lovgivning, som var gældende på det tidspunkt, da forbrydelsen blev begået, og som ikke må være i strid med bestemmelserne i denne konvention eller med konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab. Dødsstraf kan kun fuldbyrdes i henhold til en endelig dom afsagt af en kompetent domstol.
3. Når berøvelse af livet er ensbetydende med folkedrab, skal intet i denne artikel berettige en i denne
konvention deltagende stat til på nogen måde at fravige forpligtelser, den har påtaget sig i henhold til
bestemmelserne i konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab.
4. Enhver dødsdømt skal have ret til at søge benådning eller forvandling af straffen. Amnesti, benådning eller forvandling af dødsstraffen skal kunne tilstås i alle tilfælde.
5. Dødsstraf må ikke idømmes for forbrydelser begået af personer under 18 år og må ikke fuldbyrdes over for gravide kvinder.
6. Intet i denne artikel skal kunne påberåbes for at forsinke eller forhindre afskaffelse af dødsstraffen i en i
denne konvention deltagende stat.
Artikel 7: Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. I særdeleshed må ingen uden sit frit afgivne samtykke underkastes medicinske eller videnskabelige eksperimenter.
Artikel 8: Ingen må holdes i slaveri; slaveri og slavehandel under enhver form skal være forbudt.
2. Ingen må holdes i trældom
a) Ingen må beordres til at udføre tvangs- eller andet pligtarbejde;
b) I lande, hvor frihedsberøvelse med strafarbejde kan idømmes som straf for en forbrydelse, skal
bestemmelsen i stk. 3 a) ikke være til hinder for at lade nogen udføre strafarbejde i henhold til en herom af en kompetent domstol afsagt dom;
c) I denne bestemmelse omfatter udtrykket »tvangs- eller pligtarbejde« ikke:
I) arbejde eller tjeneste, som ikke er nævnt i litra b) ovenfor, men som normalt kræves af en person, der er
berøvet sin frihed som følge af en lovlig retsafgørelse, eller af en person, der på betingelser er løsladt fra sådan frihedsberøvelse;
II) tjeneste af militærkarakter og – i lande, hvor militærnægtelse anerkendes – samfundstjeneste, der i henhold til lov kræves udført af militærnægtere;
III) tjeneste, der kræves i en nødstilstand eller under katastrofer, der truer samfundets liv eller velfærd;
IV) arbejde eller tjeneste, der er et led i normale borgerpligter.
Artikel 9: Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må underkastes vilkårlig arrest eller frihedsberøvelse.
Ingen må berøves sin frihed undtagen af sådanne grunde, og i overensstemmelse med sådanne
fremgangsmåder, som er fastsat ved lov.
2. Enhver, der arresteres, skal ved arrestationen oplyses om grundene hertil og straks underrettes om
eventuelle sigtelser mod ham.
3. Enhver, der arresteres eller tilbageholdes som sigtet for et strafbart forhold, skal ufortøvet fremstilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal have ret til rettergang inden for en rimelig frist eller til løsladelse. Det skal ikke være den almindelige regel, at personer, som afventer rettergang, hensættes i varetægtsarrest, men deres løsladelse kan gøres betinget af garantier for, at de giver møde under rettergangen på ethvert andet stadium af processen og i givet fald til dommens fuldbyrdelse.
4. Enhver, der berøves sin frihed ved arrestation eller anden tilbageholdelse, skal have ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne uden ophold kan træffe afgørelse om lovligheden af hans tilbageholdelse og beordre ham løsladt, hvis tilbageholdelsen ikke er lovlig.
5 Enhver, der har været offer for ulovlig arrestation eller anden tilbageholdelse, skal have ret til erstatning.
Artikel 10: Alle, der berøves deres frihed, skal behandles humant og med respekt for menneskets naturlige værdighed.
a) Tiltalte personer skal, hvis der ikke foreligger ganske særlige omstændigheder, holdes adskilt fra
domfældte personer og skal undergives særskilt behandling svarende til deres stilling som ikke domfældte;
b) tiltalte unge mennesker skal holdes adskilt fra voksne, og sagerne mod den skal
afgøres så hurtigt som muligt.
2. Straffesystemet skal omfatte en fangebehandling, hvis vigtigste formål skal være fangernes forbedring og resocialisering. Unge lovovertrædere skal holdes adskilt fra voksne og gives en behandling svarende til deres alder og retslige stilling.
Artikel 11: Ingen må anbringes i fængsel alene på grund af manglende evne til at opfylde en kontraktlig forpligtelse.
Artikel 12: Enhver, der lovligt befinder sig på en stats område, skal inden for dette have ret til at færdes frit og til frit at vælge sit opholdssted.
2. Enhver skal have ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sit eget.
3. Ovennævnte rettigheder må ikke underkastes andre begrænsninger end sådanne, som er fastsat ved lov og er nødvendige for at beskytte statens sikkerhed, den offentlige orden (ordre public) , den offentlige sundhed eller sædelighed eller andres rettigheder og friheder, og som er forenelige med de øvrige i denne konvention anerkendte rettigheder.
4. Ingen må vilkårligt berøves retten til at indrejse i sit egen land.
Artikel 13: En udlænding, som lovligt befinder sig på en i denne konvention deltagende stats område, kan kun udvises i henhold til en afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med lov, og skal, medmindre tvingende hensyn til statens sikkerhed er til hinder derfor, have adgang til at fremføre de grunde, der taler imod hans udvisning, til at få sin sag undergivet fornyet prøvelse hos og til i dette øjemed at være repræsenteret over for vedkommende myndighed eller een eller flere af vedkommende myndighed særligt udpegede personer.
Artikel 14: Alle skal være lige for domstolene. Enhver skal ved afgørelsen vedrørende en anklage mod ham for et strafbart forhold eller vedrørende hans rettigheder og forpligtelser i et søgsmål være berettiget til retfærdig og offentlig rettergang for en kompetent, uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov. Pressen og offentligheden kan udelukkes fra hele rettergangen eller fra dele af denne af hensyn til sædeligheden, den offentlige orden (ordre public) eller statens sikkerhed i et demokratisk samfund, eller hvor hensynet til parternes privatliv kræver det, eller i det omfang retten finder absolut nødvendigt, når offentlighed på grund af særlige omstændigheder ville skade retfærdighedens interesser; dog skal enhver dom, der afsiges i en straffesag eller i et søgsmål offentliggøres, medmindre hensynet til unge mennesker taler herimod, eller det drejer sig om ægteskabssager eller sager om forældremyndighed eller værgemål for børn.
2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, har ret til at blive anset for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.
3. Enhver skal ved afgørelsen af en anklage mod ham for et strafbart forhold være berettiget til følgende minimumsgarantier i fuld lighed:
a) at blive underrettet ufortøvet og udførligt i et sprog, han forstår, om indholdet af og årsagen til den anklage, der er rejst mod ham;
b) at få tilstrækkelig tid til og mulighed for at forberede sit forsvar og til at stå i forbindelse med en advokat, han selv har valgt;
c) at få sin sag pådømt uden unødigt ophold;
d) at få sagen pådømt i sin nærværelse og at forsvare sig personligt eller ved hjælp af en forsvarer, som han selv har valgt, at blive oplyst om sin ret til juridisk bistand, såfremt han ikke allerede har en sådan bistand, og til at få beskikket en forsvarer, når hensynet til retfærdigheden kræver det, og i så fald uden udgift for ham, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at afholde udgifterne herved;
e) at afhøre eller lade vidnerne imod ham afhøre og at få vidner i sin interesse tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner imod ham;
f) at få gratis bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten;
g) ikke at blive tvunget til at vidne imod sig selv eller erkende sig skyldig.
4. I sager mod unge mennesker skal rettergangen gennemføres under hensyntagen til de pågældendes alder og ønskeligheden af at fremme deres resocialisering.
5. Enhver, der er domfældt for en forbrydelse har ret til at få domfældelsen og fastsættelsen af retsfølge
prøvet af en højere domstol i overensstemmelse med loven.
6. Når en person ved endelig dom er domfældt for en strafbar handling, og når hans dom senere er blevet omstødt, eller han er blevet benådet som følge af, at en ny eller nyopdaget omstændighed på afgørende måde viser, at domfældelsen var fejlagtig, skal der tillægges den, som har udstået straf som følge af en sådan domfældelse, erstatning efter loven, medmindre det godtgøres, at det helt eller delvis kan tilskrives ham selv, at den ukendte omstændighed ikke kom for dagen i rette tid.
7. Ingen må på ny tiltales eller straffes for en lovovertrædelse, for hvilken han allerede er blevet endelig
domfældt eller frifundet i overensstemmelse med det enkelte lands lovgivning og strafferetspleje.
Artikel 15: Ingen kan findes skyldig i et strafbart forhold på grund af en handling eller undladelse, som efter det pågældende lands ret eller efter folkeretten ikke var strafbar på det tidspunkt, da den blev begået. Der kan heller ikke pålægges strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået. Hvis der efter at lovovertrædelsen er begået ved lov fastsættes en mildere straf, skal dette komme lovovertræderen til gode.
2. Intet i denne artikel skal være til hinder for, at en person domfældes og straffes for en handling eller
undladelse, som på det tidspunkt, da den blev begået, var strafbar efter de almindelige af det internationale samfund anerkendte retsprincipper.
Artikel 16: Enhver har ret til overalt at blive anerkendt som havende retsevne.
Artikel 17: Ingen må udsættes for vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit privatliv eller familieliv, sit hjem eller sin brevveksling, eller for ulovlige angreb på sin ære og sit omdømme.
2. Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller sådanne angreb.
Artikel 18: Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Denne ret skal omfatte frihed til at bekende sig til eller antage en religion eller tro efter eget valg samt frihed til, alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at give udtryk for sin religion eller tro ved gudsdyrkelse, udførelse af rituelle handlinger, overholdelse af religiøse sædvaner samt undervisning.
2. Ingen må underkastes tvang, der kan begrænse hans frihed til at bekende sig til eller antage en religion eller tro efter eget valg.
3. Friheden til at give udtryk for en religion eller tro må kun underkastes sådanne begrænsninger, som er
foreskrevet ved lov og er nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed, orden, sundhed eller sædelighed eller andres grundlæggende rettigheder og friheder.
4. De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at respektere forældres og i givet fald værgers frihed til at sikre omsorg for deres børns religionsundervisning og moralske opdragelse i overensstemmelse med deres egen overbevisning.
Artikel 19: Enhver har ret til meningsfrihed uden indblanding.
2. Enhver har ret til til ytringsfrihed; denne ret skal omfatte frihed til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker af enhver art uden hensyn til landegrænser, i mundtlig, skriftlig eller trykt form, i form af kunst eller ved andre midler efter eget valg.
3. Udøvelsen af de ved denne artikels stk. 2 hjemlede rettigheder medfører særlige forpligtelser og et særligt ansvar. Den kan derfor undergives visse begrænsninger, men dog kun sådanne som er hjemlet ved lov og er nødvendige:
a) af hensyn til respekten for andres rettigheder eller omdømme;
b) af hensyn til statens sikkerhed, den offentlige orden (ordre public) , sundhed eller sædelighed.
Artikel 20: Al propaganda for krig skal være forbudt ved lov.
2. Enhver tilskyndelse til nationalt had, racehad eller religiøst had, som ophidser til forskelsbehandling, fjendtlighed eller vold, skal være forbudt ved lov.
Artikel 21: Retten til at deltage i fredelige forsamlinger skal anerkendes. Udøvelsen af denne ret må ikke underkastes andre begrænsninger end sådanne, som fastsættes i overensstemmelse med loven og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige sikker, den offentlige orden (ordre public) , beskyttelsen af den offentlige sundhed eller sædelighed eller beskyttelsen af andres rettigheder og friheder.
Artikel 22: Enhver har ret til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og indmelde sig i fagforeninger til beskyttelse af sine interesser.
2. Udøvelsen af denne ret må ikke underkastes andre begrænsninger end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige sikkerhed, den offentlige orden (ordre public) , beskyttelsen af den offentlige sundhed eller sædelighed eller beskyttelsen af andres ret og frihed. Denne artikel skal ikke være til hinder for, at der pålægges medlemmer af de væbnede styrker og af politiet lovlige begrænsninger i deres udøvelse af denne ret.
3. Intet i denne artikel berettiger stater, der er deltagere i Den internationale Arbejdsorganisations konvention af 1948 om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig, til at træffe lovgivningsmæssige foranstaltninger, som ville begrænse de garantier, der er fastsat i den pågældende konvention, eller til at anvende loven på en måde, som ville begrænse disse garantier.
Artikel 23: Familien er samfundets naturlige og grundlæggende gruppeenhed og har ret til samfundets og statens beskyttelse.
2. Giftefærdige mænds og kvinders ret til at indgå ægteskab og stifte familie skal anerkendes.
3. Intet ægteskab må indgås uden de vordende ægtefællers frie og uforbeholdne samtykke.
4. De i denne konvention deltagende stater skal tage passende skridt til at sikre ægtefællernes ligestilling med hensyn til rettigheder og forpligtelser ved ægteskabets indgåelse, under ægteskabet og ved dets opløsning. I tilfælde af ægteskabets opløsning skal der drages omsorg for fornøden beskyttelse af eventuelle børn.
Artikel 24: Ethvert barn har uden forskelsbehandling på grundlag af race, hudfarve, køn, sprog, religion, national eller social herkomst, formueforhold eller fødsel, ret til de beskyttelsesforanstaltninger fra familiens, samfundets og statens side, som dets stilling som mindreårig kræver.
2. Ethvert barn skal registreres umiddelbart efter fødslen og have et navn.
3. Ethvert barn har ret til at erhverve et statsborgerskab.
Artikel 25: Enhver borger skal uden nogen af de i artikel 2 omhandlede former for forskelsbehandling og uden urimelige begrænsninger have ret til og mulighed for:
a) at deltage, direkte eller gennem frit valgte repræsentanter, i varetagelsen af offentlige anliggender;
b) at stemme og modtage valg ved reelt gennemførte periodiske valg på grundlag af almindelig og lige
stemmeret og hemmelig afstemning, der sikrer, at vælgernes vilje frit kommer til udtryk;
c) at have adgang til offentlig tjeneste i sit land på grundlag af almindelig ligestilling.
Artikel 26: Alle mennesker er lige for loven og er berettigede til lovens ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling. I denne henseende skal loven forbyde enhver forskelsbehandling og sikre alle ligelig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehandling af nogen grund, herunder race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling.
Artikel 27: I de stater, hvor der findes etniske, religiøse eller sproglige mindretal, må personer, der tilhører sådanne mindretal, ikke forholdes retten til i fællesskab med de øvrige medlemmer af deres gruppe at leve deres eget kulturliv, at bekende sig til og udøve deres egen religion eller at benytte deres eget sprog.