den 19.aug. 2024. Foto: red.
Alle mennesker fødes ind i et fællesskab nemlig familien, stor eller lille. Senere møder vi andre fællesskaber i børnehaven, skolen, sportsklubber og på arbejde. Alle steder møder vi mennesker, som vi har mulighed for at knytte os til i det tætte forhold, vi kalder venskab, et forhold, som er baseret på tillid og ærlighed.
På Avnstrup mødes mennesker i samme situation nemlig de er alle afviste familier med børn. Det er deres eneste fælles udgangspunkt. De kommer fra vidt forskellige lande, har ikke samme flugthistorie og ikke samme sprog. De har også hver deres danske historie, hvor længe de har været i Danmark, mødet med det danske asylsystem og de forskellige centre, de har boet på rundt i landet.
På trods af alle disse forskellige baggrundshistorier finder en del familier sammen. Det kan være kristne, som kan mødes i kirken og ved hjælp af en dansk præst få et fællesskab op at stå. Det giver en tryghed, som ellers mangler totalt i deres liv. De lever i uvidenhed om, hvad dagen i morgen vil bringe, men når de sidder i kirken sammen, spiser sammen bagefter, ja så opstår der også en form for venskab mellem nogle af familierne og deres børn. Men den dag en familie får genoptaget deres sag, ja så skal der flyttes og etableres et nyt fællesskab et andet sted.
Mange børnefamilier har boet 6 til 7 steder på forskellige centre, før de endte på Avnstrup. Det har været med til, at det er et uoverskueligt projekt at skulle danne varige relationer til andre mennesker.
Jeg har mødt en gruppe piger i alderen 14 til 18 år på Sjælsmark. De var forskellige, men flere af dem gik i folkeskolen og var en del af et fællesskab der, men ingen tætte venner, da deres baggrund var vidt forskellig. Jeg begyndte at tage på udflugter med denne pigegruppe. De dannede et pigefællesskab, som de havde stor glæde af. Det fortsatte, da familierne blev flyttet til Avnstrup. Vi tog stadig på udflugter efter pigernes ønske, men det blev sværere og sværere at finde datoer, der passede alle. Nogle blev optaget af det kristne fællesskab; andre forsøgte at finde fællesskaber i deres nye skoler, men det er/var svært.
Efter et par år fik de fleste af pigernes familier genoptaget deres sag og de fik ophold. De bor nu forskellige steder i landet, og deres fællesskab fra Avnstrup eksisterer ikke mere. Jeg har kontakt til flere af dem, de prøver med al deres energi at komme ind i nye fællesskaber, men de er virkelig på en hård prøve efter den opvækst, de har mødt i asylsystemet. Det giver ikke den største tillid til andre.
Manglende tillid er også grunden til, at de enlige mødre med småbørn ikke arbejder sammen om madbestilling eller andre aktiviteter omkring deres børn. Jeg prøver at fortælle dem, at de alle er mødre og jo bedre relationer de skaber for deres børn, jo bedre vil det gå deres børn under de svære livsvilkår, de lever under. Fælles oplevelser med børn kan i korte stunder skabe et sammenhold og glæde. Det er vigtigt at være med til at give familierne mulighed for fælles oplevelser.