Af Bjørn Elmquist, Medlem af Retspolitisk Forening, tidl. Advokat og MF for Venstre og RV.
Forbitring og forbistring vinder frem. Både i samfundet som sådant, i samfundsdebatten, i det politiske, hos myndighederne og de private borgere, ikke bare her i Danmark, men også i andre lande og i vores internationale samarbejde. Forvrængning af VENSKAB: Venskab på betingelse. Egoisme og selvretfærdighed er drivkraften. Vi vil fremme kun egne krav og tilgodese vores behov. Der er ikke plads til hensyn til andre. Vi vil meget gerne have venner, men de skal mene og agere som vi, eller i det mindste som vi siger, de skal. Venskab er blevet ekskluderende og intolerant. Der er ingen plads for ”de andre”.
Det er bestemt ikke et ukendt fænomen i menneskehedens historie. Det har også tidligere været fremherskende. Faktisk er det jo ældgammelt: er du ikke min ven, er du min fjende. Eller som den tyske rigskansler i de allerførste år af det 20. århundrede Bernhard von Bülow formulerede det: ”Willst Du nicht mein Bruder sein, dann schlage ich Dir den Schädel ein.”
Men var vi ikke på vej i modsat retning? Efter 2. verdenskrigs rædsler blev FN dannet med sin principielle universalitet, og som Den Kolde Krig ebbede ud, vandt større tolerance overfor anderledes tænkende og troende frem. Med altruisme og plads til forskellighed, snarere end eksklusion. Mangfoldighed blev et plusord.
Medvirkende i den lange proces var de tre europæiske fællesskaber dannet i allerede i 1950’erne (Kul- og Stålunionen, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og EURATOM) med De Seks: Holland, Belgien, Luxembourg, Vesttyskland, Frankrig og Italien. Den såkaldte edderkoppespinds-teori vandt stor folkelig udbredelse, for man kunne jo konstatere, at når der blev etableret nære samarbejdsrelationer bl.a. også af økonomisk karakter tværs over grænsen til nabolandene, så voksede den gensidige forståelse. Der skabtes et solidt grundlag for varig fred.
Også for forholdet til fjernereliggende lande blev denne holdning bestemmende. Helt op til og med kansler Angela Merkel fulgte man i Tyskland doktrinen ”Wandell durch Handel”, der fik både handelen og andre relationer til f.eks. Rusland og Kina til at blomstre. Det gav så solid fremgang for tysk økonomi, at også det øvrige EU nød godt af det.
Kolbøtten
Men tiderne skiftede, da der i EU blev flertal for sanktioner mod Rusland på grund af Ukrainekrigen. Selv om det gjorde ondt på tysk og dermed resten af EU’s økonomi med især indgrebene mod importen af gas og anden russisk energi, så blev det gennemført. Og siden da er det kun gået én vej: mere og mere uforsonlig holdning overfor Rusland og også Kina i en sådan grad, at forholdet til så at sige hele omverdenen bestemmes af det ene spørgsmål, om de pågældende lande fordømmer Rusland eller ej. At man samtidig påvirkes af USA’s forværrede forhold til Kina, har kun gjort ondt værre. På den måde er EU i stedet for oprindeligt at være et fredsprojekt i bred forstand endt med at blive til en krigsunion, hvor også indsatsen for bedre klima og miljø viger for øget våbenproduktion og oprustning. Og forsvarsalliancen NATO er blevet ikke bare offensiv. Men aggressiv.
Mediernes rolle som nyttige idioter
I den offentlige debat har de sociale medier medvirket til denne ubehagelige og på langt sigt skæbnesvangre udvikling. Overforenkling af problemstillingerne, meget kategoriske holdninger og uden forståelse for andre meninger. Konflikten i Mellemøsten har i høj grad også medvirket til meget bastante udmeldinger om både Israel og palæstinenserne. Så grelt er det hele blevet, at Berlingske, der jo ellers ikke viger tilbage for ensidige holdninger, her i august publicerede en artikel om, at eksperter vurderede, at mediet X stod foran en voldsom omkalfatring, idet annoncørerne nu havde fået nok af ”grænseløs politisering og ytringsfrihedsfundamentalisme” og derfor truede med at trække sig.
Ond vilje eller nøgtern erkendelse?
Tør man håbe på, at dén erkendelse kan brede sig, så vi igen kan finde politiske partier og personer i Folketinget, som tør sige nej til øgede militærudgifter og fortsat oprustning? Som tør kræve og arbejde for fred og forbedring af relationerne til dem, vi ikke er venner med, men hader? Som kan dæmme op for mistro og mistænkeliggørelse og fastholde modstanden mod yderligere anvendelse af overvågning og andre angreb på personlige rettigheder?
Advarsel i 11. time
Det er på høje tid. For ellers gennemsyres vore samfund af de holdninger helt ud i de yderste led, dvs. os enkeltindivider, så vi også i hverdagen opererer med det snævrest tænkelige venne- og medmenneskebegreb med egoisme, racisme og eksklusion som de håndgribelige resultater.