Niels Groth døde, 86 år gammel d. 6. nov. 2023
Han var medlem af SOS Racisme i mange år. Sammen delte vi materialer ud ved Ungdommens Folkemøde i Valbyparken. I SOS Racisme kom han til de fleste møder, sammen med sin kæreste Gitte. De sidste år var han præget af Alzheimers, men havde en kæmpe støtte i Gitte, som også var der for ham, efter han kom på plejehjem.
Niels var jurist og arbejdede frivilligt i Amnesty og senere i SOS Racisme for menneskerettigheder, og i SIND for sindslidende – og var medlem på venstrefløjen af Socialdemokratiet. Han var ansat i en årrække i Socialministeriet, hvor han arbejdede for socialt udsatte og handicappede. Niels var med ved stiftelsen af den danske afdeling af Amnesty International, og var aktiv i foreningen igennem årene.
Herunder havde han været udsendt for Amnesty til Guinea Conakry i 1966, for at få oplysninger om forholdene for politiske fanger. Han ankom i juli 1966, fik et 48-timers visum, men blev arresteret dagen efter ankomsten og sad isoleret i en celle uden lys og frisk luft, med frøer og rotter i cellen. Først langt senere – efter han de første tre uger ikke havde fået oplysninger udefra, og ikke vidste om Amnesty eller om nogen i Danmark havde fået at vide, at han var fængslet – kom han for retten. Her blev han idømt 10 års fængsel med hårdt strafarbejde for spionage.
Men inden et døgn efter dommen blev han benådet af præsidenten, efter store indsatser fra Udenrigsministeriet, dansk diplomati og fra Amnesty International. Særligt havde en appel til præsident Sékou Touré fra statsminister Jens Otto Krag, som viceudenrigsråd Janus Paludan var rejst til Conakry med, gjort indtryk på præsidenten.
Da Niels blev løsladt fra fængselscellen, hvor han var blevet alvorligt syg, blev han inviteret til audiens hos præsidenten — siden til bal og deltagelse i Conakrys’ fejring af Nationaldagen. Han fik af præsidenten lov at blive i Conakry, så længe han ville, men forlod landet kort efter sammen med Janus Paludan, først til Paris og så til Danmark; han var selvfølgelig traumatiseret af fængslingen og forløbet.
I SOS Racisme kender vi kun Niels som et meget venligt, hjælpsomt menneske, og altid i godt humør – et menneske som vedblev at kæmpe for menneskerettigheder, så længe han kunne. Vores tanker går til Gitte og familien.