For nogle år siden ringede jeg til mor
“Goddag mor. Er du hjemme?”
“Nej. Jeg sidder i et salatfad.”
“Du sidder hvor mor?”
Stemme i baggrunden:
“Endelig sker der noget!”
“Vi er blevet arresteret for at have sunget i Folketinget.”
“Hvor bliver I ført hen?”
“Bellahøj Politistation. Men nu må jeg ringe af.”
Jeg ringede ud til Bellahøj Politistation og spurgte, om min mor, Mette Konow, var der.
“Er hun over atten år?” spurgte den unge politimand.
Også i den grad. Hvis man bytter cifrene om, så passer det. Hun var 81.
Senere hentede min søster Benedikte hende. Der var en høj stemning på politistationen. Arrestanterne var blevet beværtet med kaffe og småkager af en venligsindet politimester.
Jeg har været meget glad. Og også stolt over at have en mor, der har udvist en sådan courage og civil ulydighed, når det gælder. Godt gået mor!
(Mor blev også inviteret med i et stærkt venstreorienteret netværk, som ikke ville sky noget middel for at gennemføre en revolution. Det skal siges, at gennemsnitsalderen var omkring 88, og at mor takkede pænt nej tak).
Min næste og sidste historie
handler om, at mor havde et flygel, som havde været hendes onkel, Jørgen Varmings, siden overdraget til Søren Varming, Jørgens barnebarn. Selveste Carl Nielsen påstås at have spillet på det. (Måske har han stemt sin violin ved hjælp af det).
Dette navnkundige flygel skulle på et tidspunkt videre til Galaksen i Værløse, fordi der var en Carl Nielsen festival. Hvilket, i lyset af at mor havde elever, der spillede firhændigt, var ret trist. Specielt fordi flygelets videre fremfærd var lidt uklar.
Der kom to hærdebrede flyttemænd, og der bredte sig en vis tristesse. På et tidspunkt kom den ene ind i stuen og måtte beklage, at de, på trods af mange år i branchen, ikke kunne få benene af. Flygelet ville blive hos mor. Punktum.
Så oprandt den dag, hvor mor skulle flytte fra sit hus. Jacob, mors barnebarn, vidste at Børneteatret på Christiania, hvor mange navnkundige musikere lægger vejen forbi, manglede et flygel. Der blev taget kontakt til Pascal, der er hjertet i samme. Han kom ud til mor og kunne konstatere, at det var et gammelt Hornung og Møller flygel. Dem er der mange af, og de fleste er i en trist forfatning. Men dette flygel var og er en undtagelse. Snart lyste begejstringen ud af begge mænd. Knap havde den ene rejst sig, før den anden satte sig og begejstret lod hænderne flyve over tangenterne.
Efter flygelet var kommet ud til Børneteatret, skulle Jacob spille derude en aften. Benedikte, min søster, ringede og spurgte, om mor ville med derud. Pascal havde arrangeret en lille overraskelse. Men mor svarede, at hun var for træt. Jeg tilbød at hente hende med det samme. Og så ville hun gerne alligevel. (Den gamle cirkushest).
På Børneteatret havde Pascal lavet en tronstol midt i lokalet. Han havde købt en Amarone rødvin, og chokolade og jordbær mm. anrettet på fade. Det var en skøn koncert. Vi har sjældent set mor så lykkelig. Det blev en helt forrygende aften. Da vi gik, kom Pascal og sagde farvel. Til mig sagde han: “Det har været en dejlig aften, men jeg fik ikke givet din mor de tre joints, jeg havde rullet til hende.” Det sagde jeg til mor, som meget betegnende svarede: “Det kunne da have været sjovt at prøve.”
Hurra for mor; for hendes nysgerrighed, hendes festgen, hendes ukuelighed, hendes moralske kompas, hendes humoristiske sans. Venskabet.
Mor døde på fars fødselsdag og deres fælles bryllupsdag. Vi har aldrig hørt dem skændes. Psykologen Peter Varming sagde engang, at vi som musikere og musiklærere og som mennesker som sådan skal skabe øer af glæde. Hurra for alle de øer af glæde, som mor, og også mor sammen med far, har skabt i sit og deres fælles liv.