Fra Grønlandsredaktionen
Af Nanna Knudsen
I dette nummer af SOS Racisme kan vi glæde os over et bidrag af journalist Tida Sigurdsdatter Ravn, som skriver om de juridisk faderløse i Grønland. Mange af dem var/er børn af danske håndværkere, der kom i hobetal for at bygge boliger i 50’ernes, 60’ernes Grønland, hvor der blev bygget alle steder. Disse havde ofte allerede kone og børn i Danmark. Vi har også fået et godt indlæg fra Jens B. Frederiksen, én af de „flyfriske” grønlændere, der har bosat sig i Danmark. Desværre er mange grønlændere ude for, at deres uddannelse og erfaringer mht. det arbejde, de har bestridt i hjemlandet ikke bliver godkendt hernede. Man burde kigge nærmere på dette. God læselyst.
Fra Danmarksredaktionen
Af Marianne Olsen
Det sande oprør
De omvæltninger som griber om sig i ind-og udland synes at bygge på de spanske, fascistiske falangisters motto: Viva la muerte: Leve døden. SOS Racismes opgave er at værne om hvert enkelt menneskes liv og værdighed. Derfor er det en selvfølge for vores i kvantitet beskedne NGO at gøre oprør ved her at manifestere VENSKAB. Bjørn Elmquists artikel er endnu et i rækken af hans øjenåbnende bidrag. I dette nummer afslører skribenten hvor hurtigt handel har forandret forhandlinger til krig, som man — tilsyneladende ganske uanfægtet — fremturer med, og umærkeligt er hele befolkningers mentalitet blevet ændret, så VENSKAB er blevet til sin egen forbistrede karikatur. Men vi kan også med jubel glæde os over Repatriate the Children der vandt sagen om at få det sidste danske barn hjem fra Al-Roj lejren i Syrien sammen med hans mor. Det der for enhver er så indlysende, at et barn har ret til at leve i sit eget land med sin egen mor, har flertallet af de folkevalgte modsat sig, så vi kan glæde os over at Højesteret fungerer her i landet, og at venskab handler til medmenneskers liv og overlevelse. Knud Vilby gør i sin korte tekst opmærksom på, hvad sagen drejede sig om. Han har tilsluttet sig bevægelsen Bedsteforældre for Asyl, der modtog SOS Racismes VENSKABSPRIS 2017. Ete Forchhammer besøgte på Grundlovs dag Christiania, hvor hun fortalte om bevægelsen. Den bringer vi, ligesom vi bringer Mette Roerups fortælling om bevægelsens venskab med Avnstrup.
Vi trænger alle til sande venskaber. Venskab er en slags åndeligt dagligt brød. Og ingen trænger mere, end dem der bliver behandlet mest grusomt og brutalt her i landet. Med Fortællinger om Kærshovedgård skildrer Anne Nielsen et helvede som hun tør gå ind i, og som man kun kan solidarisere sig med i sandt venskab. Derved er hendes anmeldelse blevet langt mere end en anmeldelse, en alvorlig anklage mod politikere, som overtræder den europæiske Menneskerettighedskonvention og ganske bevidst ødelægger mange menneskers liv. Anmeldelsen bliver på den måde en berettiget anklage mod samfundets ansvarlige. Kan det passe at et demokrati kan tage sig så hæsligt ud? Flygtninge kan i flere tilfælde her i landet med sandhed føle sig forladt — alene i en ond verden. Danmark!
Det er den samme erfaring der præger Morten Sodemanns vægtige bog Pandemiernes Pariaer, som vi også bringer en anmeldelse af fulgt af lægeforeningens opfordring til at afskaffe tolkegebyret. Det kan være svært og smerteligt nok at skulle gøre rede for sine symptomer og sin frygt på sit eget sprog. Christian Gorm Hansen har med sit filosofiske essay, Det umulige venskab bidraget til tidsskriftets mangfoldighed, så diversitet ikke bare er noget vi taler om, men også er.
SOS Racisme har i årets løb måttet tage afsked med dejlige venner. Vi bringer mindeord og nekrologer over dem, ligesom vi markerer vores venskab med Retspolitisk Forening med formandens nekrolog over Per Walsøe.
SOS Racisme harmes over at antallet af flygtninge vokser i verdens uorden. Det marker vi igen ved en fakkelmanifestation den 9. november. Vi måtte aflyse sidste år, men i år er vi tilbage med vores fredsopfordring: Aldrig mere en Krystalnat. Den næsten 100-årige cellist smiler ved at have modtaget sukker for cyanid, livsassistance for døds assistance.
Således demonstrerer vi på mange måder vores livsglæde – på trods og i venskab – også med fem kærlige digte, fra en ballade om en mælkebøtte over venskabs herlige samliv og erkendelse af kun at være noget, når man er (mindst) to og en bedstefars jubel: Længe leve livet.
Endelig manifesterer SOS Racismes forkyndelse af venskab sig i kunsten: Karen Margrethe Høskuldssons bogstavelige hjertevarme forside og Ulla Bruuns bagside: Ulla lader alle dyrene gøre oprør ved at opføre en koncert for de første mennesker, inden de blev bortvist fra Paradiset.
God læselyst!