Læs her noget om baggrunden!
Højesterets dom i Repatriate the Children sag mod staten vil afsløre om Danmark er en retsstat, eller om retsstaten er ved at smuldre. Teksten er skrevet den 19. august. Dommen faldt den 29. august 2024.
Højesteret behandlede i dag, den 19. august, sagen om det danske barn, der nu – syg og elendig – har siddet 5 år i de kurdisk administrerede fangelejre i Syrien. For 5 år siden, da han var 3 år gammel, blev han ramt af en bombe, og han har stadig granatsplinter i kroppen. Han har kronisk mellemørebetændelse og er ved at blive døv. Hans drøm er at komme i skole, men han får ingen undervisning og har store både fysiske og psykiske problemer, som truer hans liv. Den danske regering vil ikke tillade, at han kommer hjem sammen med sin mor.
Der falder dom i den skæbnesvangre sag imod det danske dødssyge barn den 29. august. Repatriate the Children har sagsøgt staten, og det er den sag, der nu er nået til Højesteret. Der ventes at falde dom den 29. august.
Knud Vilbys tale til demonstranterne der var kommet for at blive orienteret om forhandlingerne ved Højesteret:
Jeg sagde nogle ord ved en demonstration på Højbro Plads under Højesterets behandling:
Jeg understregede, at det alene er på grund af regeringens benspænd og svigt, at en sag om et dødssygt uskyldigt barn er endt i et juridisk spilfægteri.
Inden det kom så langt, har den danske regering svigtet på et utal af måder.
- Den har tilsidesat Sundhedsstyrelsens over et år gamle anbefaling af at han kom hjem og under lægehandling inden for få uger.
- Den har tilsidesat FN’s Børnekonvention, der taler om familiens ret til at være sammen og barnets ret til en fremtid.
- Den har tilsidesat efterretningstjenesters anbefaling af hurtigst muligt at få tømt lejrene for børn og unge, fordi risikoen for at de unge radikaliseres i lejrene er meget stor.
- Den har tilsidesat den åbenbare pligt en regering har til at hjælpe sine borgere. Moren skal muligvis dømmes, fordi hun i sin tid rejste til og samarbejdede med Islamisk Stat, men netop ved at komme til Danmark kan hun retsforfølges. Det kan hun ikke i lejrene.
Regeringen har derudover med benspænd og juristeri prøvet at gøre en politisk og medmenneskelig politisk sag til en sag om jura. Administrativt har man først frataget drengens mor hendes danske statsborgerskab (rent administrativt ikke via en domstol), og derefter har man argumenteret med, at Danmark ikke har pligt til at tage hende hjem, fordi hun ikke er dansker. Derefter dukker man sig, og lader domstolen afgøre det, der i sin grund handler om en regering uden empati, medmenneskelig ansvarsfølelse og anstændighed i forhold til en uskyldig syg dreng, der allerede i 5 år er blevet straffet for forbrydelser, han aldrig har haft lod eller del i.
Det er sølle.
Dagbladet Information har bragt en leder om sagen. Den slutter med disse ord:
„I den ene vægtskål: En syvårig alvorligt syg dreng. I den anden vægtskål: En politisk beslutning om ikke at evakuere hans mor. Som bekendt har Justitia bind for øjnene, men opfordringen skal ubetinget være: Mærk vægten af den lille dreng.
Alt andet er ynkeligt!“