Oprørske tanker i den afbrudte samtales tidsalder
Jeg er blevet bedt om at skrive noget om venskab Opgaven forekommer mig både vigtig og aktuel. Alligevel er det ikke uden eftertanke, at jeg har sagt ja, og det af to grunde, som jeg må slå fast indledningsvis.
For det første fordi jeg tilgår emnet med en vis ærefrygt: Både som begreb og som handling vedrører venskabets grundlæggende spørgsmål om (muligheden og karakteren af) menneskets sameksistens, og med overvejelserne om venskab følger nødvendigvis også tanker om dets modsætning, fjendskabet. Det er store spørgsmål, hvis besvarelse afkræver en god portion refleksiv respekt.
Derfor har det heller ikke været muligt for mig at skrive om det på en mindre eksistentiel eller – om man vil – højpandet for ikke at sige omstændig måde end den, der følger her. Det undskylder jeg på forhånd, men det er ikke forfladigelser af vigtige, komplekse emner, den offentlige debat har mangel på, og jeg har ikke i sinde at føje spot til skade.
Men hvad der er ligeså respektindgydende, er emnets på én og samme tid konkrete og almengyldige karakter. Det er vel ikke kontroversielt at påstå, at venskab (og fjendskab) er kendt af »almindelige« mennesker alle steder og til alle tider, hvorfor ethvert menneske således også må betragtes som fuldt ud kvalificeret venskabsekspert præcis i kraft af fraværet af unikke kvalifikationer.
Venskab er noget, vi alle har vore forskellige – individuelle som kulturelle – erfaringer med og opfattelser af, samtidigt med, at vi alle hver og en deler kendskabet til dette fænomen.
Venskab som livsmåde
Det, jeg i det følgende vil udfolde, er derfor knapt så meget et forsøg på at fastslå nogle tværgående karakteristika ved venskabet – det være sig mellem samfund eller kulturer eller grupper inden for disse – som jeg så med større eller mindre grad af bedrevidenhed lader indgå i en diskussion om menneskelig anstændighed eller mangel på samme.
Min hensigt er snarere med afsæt i en opfattelse af venskabet som det, den franske idéhistoriker og filosof Michel Foucault har kaldt for en livsmåde at fremlægge nogle specifikke, politisk-etiske betragtninger.
Ved at tænke venskabet som en livsmåde ønskede Foucault nemlig at undersøge, hvordan venskab kan fostre relationer, der ikke blot er ulig dem, der er gældende og »institutionaliserede« i en given historisk tid – vores for eksempel – men ligefrem kan afføde en kultur (en særlig væremåde) og en etik (en særlig handlemåde). Som jeg vil forsøge at vise, ser jeg gentænkningen af venskabet som et muligt praktisk-etisk modtræk til nutidens konfrontatoriske skyttegravstænkning, der gennemsyrer alt fra debatter om værdier og dagpenge til tanker om krig og fred.
Det, jeg ønsker, i grove træk ganske vist, er altså ikke så meget at sige noget om, hvad venskab er som antropologisk størrelse, men derimod, hvad venskab forstået som indstilling eller måske ligefrem som etisk fordring kan afkræve af menneskelig handling, når det opfattes på en ganske bestemt måde, som kolliderer med visse af nutidens gældende tænke- og handlemåder.
Det er således venskabet som oprør, der interesserer mig her – eller måske rettere, det umulige venskab. Og i dette, det vedgår jeg mig åbent, ligger der i sagens natur også en opfordring eller tilskyndelse til at se disse mine betragtninger som et indspark i tidens debatter om vore medmennesker og ikke blot som en kuriøs betragtning over menneskelivet.
Af hensyn til længden af denne tekst, har jeg måttet holde mig til nogle få konkrete eksempler på de mere principielle betragtninger, hvilket måske nok er en svaghed. Til gengæld gør denne mere abstrakte tilgang det muligt for læseren selv at udlede de principielle dele og anvende dem på sammenhænge, denne selv finder relevante. Det er i det mindste min beskedne forhåbning.
Den afbrudte samtale
Når jeg i dag iagttager for eksempel flygtningedebatten her til lands eller debatten om aktiv dødshjælp, når jeg hører talen falde på de aktuelle konflikter, ja når jeg blot er vidne til diskussioner og debatter generelt i det offentlige rum, slår det mig, hvordan det hele som oftest fejler fatalt i relation til det mest grundlæggende demokratiske princip. I hvert fald hvis man som den danske teolog Hal Koch er så fræk at definere demokrati slet og ret som samtale.
Jovist, der bliver talt, sagt og skrevet meget – mere end nogensinde (jeg læste for nyligt, at 2001 var året, hvor den samlede mængde nedskrevet, publiceret tekst overgik, hvad der til sammen var udgivet hidtil i menneskehedens historie, og det er allerede mere end 20 år siden). Spørgsmålet er bare, hvor meget der bliver lyttet.
Demokratisk debat i dagens Danmark — hvor meget bedre det bliver ved at skele til udlandet, skal jeg her lade være usagt – forekommer mig ikke længere at være præget af egentlig samtale. I det omfang man »taler« sammen, handler det for mig at se ikke så meget om at forstå den andens synspunkter men derimod om at få ret. Og den slags findes der et ord for: Polemik.
Det kendetegnende for polemikeren er, at denne ikke søger at nå frem til nye indsigter endsige skabe nye relationer mellem egne og andres tænke- og handlemåder. Polemikeren ser derimod personer med andre synspunkter som modstandere, der skal overvindes med det formål at bringe det i forvejen rigtige standpunkt, som denne indtog fra begyndelsen, til sejr (sådan som Foucault i øvrigt også påpeger det andetsteds). Mangler man et eksempel på dette, kan man jo blot se en enkelt udsendelse fra DR’s programrække Debatten.
Men hvad værre er
I disse år ser jeg desuden en stigende tendens til, at det næsten ikke engang længere er muligt for mennesker at være i stue eller indgå i en samtale (endsige polemik!) med personer, der er af en anden opfattelse end den, man selv besidder. Jeg ser det i offentligheden men i ligeså høj grad i privatlivet og, ja – i den venskabelige sfære eller det, der engang var det. I det omfang, der er ansatser til samtale, sker det i stadigt tiltagende grad, at den afbrydes så snart, man rammer blot et anstrøg af forskellige standpunkter.
Hvor mange af os har ikke oplevet dette bare siden konflikten mellem Israel og Hamas har udspillet sig? Eller i debatten om aktiv dødshjælp eller for den sags skyld Covid-19-restriktioner? Tænk over det: Hvem kan sige sig fri for enten at have oplevet den afbrudte samtale – alene på baggrund af en given holdning, et standpunkt, en mening – på egen krop eller måske at have påført den på andre?
Det, der interesserer mig her
er dog ikke så meget de roller, vi hver især indtager i diskussionerne (og hvem der gør sig skyldig i hvad hvornår) men derimod de regler, vi tilsyneladende alle i større eller mindre grad er begyndt at spille efter i den demokratiske offentlighed og desværre også tiltagende i den private samtale. For så vidt polemikken i dag er blevet demokratiets væremåde, så er den afbrudte samtale dets kommunikative handlemåde.
Hvem vil bare tolereres?
I Sisyfosmyten skriver en anden fransk filosof, eksistentialisten Albert Camus, at når han i livet skal afgøre, om et problem er vigtigere end et andet, må vurderingen bero på, hvilke handlinger problemet implicerer. Ser vi på de konsekvenser, som den moderne kommunikationskortslutning, jeg har skitseret, afstedkommer, må vi i det omfang, vi følger Camus, konstatere, at vi her har at gøre med et problem af de større.
At der er tale om et demokratisk et af slagsen, er som sagt indlysende. At det også kan gå hen at blive direkte farligt, har historien vist os gentagne gange; og her lægger jeg mig op ad den tyske teolog Dorothee Sölle, der flere steder skriver, at hun aldrig vil tænke en tanke uden altid at have Auschwitz for øje – end ikke den mindste. At nægte andre en stemme ved at afbryde samtalen blot fordi, der er meningsforskelle, er et af de første skridt på vejen til en generel dehumanisering af vores medmennesker.
Spørgsmålet er naturligvis
når nu vi har konstateret, at det udgør et væsentligt problem (polemikeren ville nok finde diagnosen banal eller ligefrem fejlagtigt naiv) – hvad vi skal gøre ved det.
Her ville det være oplagt, som så mange andre allerede har gjort det før, at slå et slag for en mere åben, inkluderende og imødekommende demokratisk samtale- og debatkultur. Måske endda et tolerancens regelkodeks for den offentlige diskussion, hvor den frie meningsudfoldelse med respekt for modpartens synspunkter så kunne flyde frit i kraft af det, den tyske sociolog Jürgen Habermas har kaldt for kommunikativ handlen – en slags samtalerum renset for magtrelationer præget af lydhørhed og gensidig respekt.
Men hvis løsningen er at appellere til god tone og ordentlig debatkultur, hvorfor har det så ikke virket noget før? Hvor besnærende denne tanke end måtte være, nobel i sin velmenende hensigt som den er, har den ikke desto mindre lidt gentagne nederlag ikke bare i vores tid men også historisk. Jeg tvivler på, om endnu en sådan opfordring ville ændre på noget.
Det er således for mig at se
hverken formen eller rammen for samtalen, vi må tage fat på (og her så Habermas fejl på samme måde, som når anarkister i deres statsfobi og had til institutioner i øvrigt ser sig blinde på organisationsformer på bekostning af evnen til at udtænke egentlige politiske visioner) men derimod vores tilgang til samtalepartneren.
»Ingen vil længere bare tolereres!«, skriver en tredje franskmand, sociologen Bruno Latour, i sit lille, fremragende manifest War of the Worlds. Det er ikke endnu et brev om tolerance eller endnu en opfordring til anstændighed, vi har brug for; appellen om eller udøvelsen af respekt for den andens synspunkt afkræver ikke denne tolerancens glade giver noget som helst i forhold til selve det menneske, der skal tolereres, som menneske. Det er blot en ydre modpol, en omstændighed af anderledeshed i samtalemomentet, hvis beståen vi må formaste os til at leve med, og hvis eksistens vi skal tolerere men i øvrigt ikke interessere os fem flade øre for.
Tolerance og respekt for den andens synspunkter er med andre ord lige nøjagtigt ingen som helst garanti for, at vi ser, hører eller interagerer med betragtninger, der ikke er vore egne; vi allerhøjst spiller bold op ad dem i det omfang, vi blot respekterer og tolererer deres tilstedeværelse. Ud af denne på overfladen dialogiske samtaleform kan i sidste instans også ligegyldighedens afgrundsdybe fristelse opstå.
Venskabets radikale fordring
Det er her, at venskabet i Foucaults forstand kommer ind i billedet. Set i lyset af det, jeg indtil nu har opremset, stiller venskabet sig som et modtræk ikke blot til polemikkens tyranni men i lige så høj grad til respektens og tolerancens faldgruber, når vi tænker venskabet som den insisterende bestræbelse på at lade sig indrullere, påvirke, transformere og rekonstituere af det, som vi i udgangspunktet ikke kan fordrage.
Min mormor har altid sagt til mig, at en ven kun er en ven, når vedkommende ved alt om dig og stadig er din ven, og det er først for ganske nyligt, at jeg har forstået omfanget af den radikale fordring, der ligger i hendes ord. Dermed ikke sagt, at jeg her taler for, at vi alle nu skal til at være venner med alle; det er som bekendt ikke muligt og ville i øvrigt udvande begrebet en del for ikke at sige venskabet selv.
Men jeg er af den opfattelse, at når vi møder et menneske, hvis holdninger og anskuelser støder os så meget, at vi ikke kan holde ud at være sammen med vedkommende – ja, så skal vi, i rent og skært oprør mod nutidens tendens til det modsatte, møde det, tænke på det, se på det og handle i forhold til det, som var det en ven.
For er venskab (og her taler jeg om det oprigtige venskab i modsætning til det overfladiske, der reelt ikke fortjener dette prædikat) ikke netop kendetegnet derved, at det byder de involverede at kende hinanden – i kraft af intensivt engagement i den andens personlighed med alt, hvad dertil hører af traumatisk fortid, ureflekteret adfærd eller vanskeligt fordøjelige meninger – at se hinanden som hele mennesker og at tage det sure med det søde? Og det i ren og skær erkendelse af, at det er denne vej og denne vej alene, der leder til det sande venskab?
Oprøret i engagementet
Kombinerer man denne definition på venskab med Foucaults idé om venskabet som en livsform med kulturskabende, ja ligefrem kulturtransformerende potentiale, ser jeg konturerne til det modtræk, der vil kunne byde nutidens drakoniske polemikregime trods. Hvis venskab i dag skal have en plads i vores samfund, som det tager sig ud i dag; hvis det ikke blot skal være et udtryk for blot og bar »venskabelighed«, altså lidt hyggeligt samkvem mellem ligesindede eller gode vibrationer i det genkendelige fællesskab i et hermetisk lukket forsamlings-Danmark; hvis venskabet med andre ord skal have nogen reel betydning for nutidsmenneskets sameksistens, må venskab i dag tage sig ud i sin allermest radikale form.
Venskabet i dag, i vores specifikke, historiske situation, må i mine øjne være det venskab, der gør oprør mod polemikken og den afbrudte samtale, og som heroverfor stædigt holder på at bide i det sure æble ved at insistere på sin udfoldelse lige netop dér, hvor det er allermest vanskeligt.
Det umulige venskab
Det venskab, vi i dag har brug for, er det umulige venskab. Det umulige venskab slutter borgfred med den eller dem, som vi aldrig troede, vi kunne blive venner med; det insisterer på engagementet netop lige dér, hvor det ikke er eller var, hvor det ikke har sine forudsatte præmisser eller betingelser, og hvor tilstedeværelsen af sådanne betingelser ellers siges at være forudsætningen for overhovedet at kunne nå hinanden.
Til helvede med præmisser og betingelser! Det umulige venskab dækker sig ikke ind under krav om forudgående forsoning; det umulige venskab er forsoningen selv – dét, som overskrider tærsklen, hvorfra forsoningen og forståelsen ellers syntes en umulig forekomst.
Det umulige, engagerede venskab går som etisk indstilling forud for fredsforhandlingerne, for værdikamp og kulturkamp, for politiske og religiøse overbevisninger, men også forud for offerfølelsen eller den retfærdige vrede. Forurettelse er som bekendt farligst og mest uforsonlig, når den er »berettiget«.
Hvis politik er det muliges kunst, må jeg stå fast på, at venskabet er det umuliges kunst. Det umulige, engagerede venskab er som etisk indstilling forudsætningsløst, betingelsesløst, radikalt i sin vedholdende insisteren på engagementet. Det er Rabins og Arafats venskab, de Klerks og Mandelas, Reagans og Gorbatjovs. Men det er også dit og mit.
Det er måske ikke de åbne armes venskab
Den tid må komme. Men det er håndtrykkets venskab, det er forligelsens venskab. Det er ikke bare venskabet med din næste; det er venskabet med din fjende, den du foragter, den du har allersværest ved at tilgå. Dét er det radikale venskab. Du skal se vennen i din uven. Kan du det?
Det umulige venskab kender ingen grænser, er aldrig stedbundet. Det kan indfinde sig som borgfred mellem krigens parter, men det kan også vise sig som husfred mellem ægtefæller og således også som privatlivets fred.
Høj som lav
hver og en kan forholde sig til det umulige venskab ud fra enhver mellemmenneskelig situation, abstrakt som konkret, på egne eller andres vegne. Vi har med andre ord ingen undskyldninger for ikke i det mindste blot at prøve det af. Det behøver ikke være på de bonede gulve eller på ministergangen for at være en succes. Dets kvalitet skal også efterprøves på arbejdet, i hjemmet, med den irriterende nabo eller den lede kollega.
Der er ingen tvivl om, at jeg nærer en stor tillid til tanken om, at et sådant engagementsregime – for nu at citere Laurent Thévenot, endnu en fransk sociolog – hvor »almindelige« menneskers kritiske stillingtagen til samfundsforhold som for eksempel samtalens anatomi (det være sig den offentlige som den private som sagt), kan udgøre en grundlæggende genforhandling af etiske og politiske spørgsmål i kraft af, at disse bringes ind i de helt nære og intime dele af det sociale liv.
Det er således i dette dialektiske krydsfelt mellem storpolitik og hverdagens dagligliv, makro- og mikropolitik, den offentlige samtale og den private ditto, at vi alle hver og en har mulighed for at gøre vores til at lade polemikregimet erstatte af engagementsregimet.
Engagementet hverken be- eller fornægter forskellen som en grundlæggende præmis; i det menneskelige møde med den fremmede, med homofoben, racisten eller bare den anderledestænkende tager det snarere forskellen så alvorligt, at det ud fra logikken minus og minus giver plus lader tvivlen komme selv det umuliges forekomst til gode.
At gøre sin fjende til sin ven – det kræver om noget et engagement i den pågældende! Det er ganske enkelt ikke muligt som ved blot og bar tolerance at se hen over det menneskelige ved modparten/samtalepartneren; dertil er de følelser, som denne vækker, ganske enkelt for store. Vi bliver simpelthen nødt til at forholde os til den anden, når vi samtidigt med, at det vender sig i os, også insisterer på at forblive i samtalen.
I dette ligger det egentlige oprør, det egentlige forsvar for demokrati: I det umulige venskabs forpligtelse. Om det lader sig gøre i et omfang, der er nødvendigt eller ønskværdigt, må tiden vise. I det mindste er det sådan, jeg selv forsøger at være en ven.
Hvad andet kan vi gøre end at gå foran med det eksempel, vi gerne ser gjort til efterfølgelse?