Fra The New Yorker, uddrag af en samtale med Anita Lasker-Wallfisch — født 17. juli 1925
Den 9. april 1942 blev Alfons og Edith deporteret
Anita og Renate ønskede at tage med dem, men Alfons satte sig imod det. “Der hvor vi skal hen, ender I tidsnok,” sagde han. Sidste gang de hørte fra ham var i form af et citat fra salme 121: “Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp?” Alfons og Edith menes at være myrdet i den transitghetto, der hed Izbica, i det nuværende østlige Polen, der var centrum for massedrab i november 1942.
Den næste del af Lasker-Wallfisch’s historie kunne lige så godt have været en del af handlingen i en thriller. Hun og Renate blev tvunget til at arbejde i en papirfabrik, hvor der også var franske krigsfanger. Søstrene begyndte at forfalske personlige dokumenter for fanger, der gik med flugtplaner. Deres håndværk var førsteklasses – senere skulle Lasker-Wallfisch se et af sine falsknerier udstillet på Imperial War Museum i London – men de blev pågrebet, da de selv forsøgte at flygte.
På vej til Gestapos hovedkvarter besluttede de at tage de cyanidpiller, som deres ven, dirigenten Konrad Latte, havde forsynet dem med. “Da min tunge smagte det hvide pulver…” skrev Lasker-Wallfisch senere, “… forestillede jeg mig, at jeg var ved at dø, og jeg husker, at jeg følte mig meget svag.” Det viste sig imidlertid, at Konrad Latte havde haft betænkeligheder angående sin foræring. Derfor havde han i al hemmelighed erstattet cyanid med sukker. Efter krigen var det således muligt for Lasker-Wallfisch at udtrykke sin taknemmelighed. På sin helt egen uforlignelige og underspillede måde sagde hun til Konrad Latte: “Tak for sukkeret. Jeg nød det.”
Let me know if there are any additional adjustments you’d like to make!