Lægeforeningens Pressemeddelelse
Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Avisen Danmark den 9. august 2024
Det er decideret håbløst at fastholde tolkegebyret. Så kort kan det siges.
Tolkegebyret er dyr symbolpolitik
Det skaber mere bureaukrati. Det trækker ressourcer ud af sundhedsvæsenet. Det skaber ulighed. Det er en økonomisk byrde. Og så tager det tid og fokus væk fra lægers kerneopgave: At udrede og behandle patienter.
Forleden blev det endnu engang dokumenteret, at tolkegebyret i sundhedsvæsenet er dybt problematisk. Det afholder nemlig 4 ud af 10 ikkedansktalende fra at søge læge, viser et nyt ph.d.-studie fra Københavns Universitet ifølge Danmarks Radio. Det er især dem, der har lav indkomst, kort uddannelse og dårligt helbred, der har behov for en tolk, som det blev nævnt af forskeren bag studiet i P1 Morgen.
Det er åbenlyst til skade for patienterne, der både risikerer, at deres sygdomme udvikler sig mere alvorligt, måske endda akut, og at deres behandlingsforløb bliver mere omfattende. Som læge er jeg sammen med mine kollegaer sat i verden for at hjælpe mennesker, der har brug for vores ekspertise til at udrede og behandle dem. Det modarbejdes af tolkegebyret, der afskrækker patienter med symptomer fra at søge læge. Der er direkte tale om ulighed i sundhed – skabt og fastholdt af Christiansborg.
Det fremhæves ofte i debatten, at det er for dårligt, at folk ikke har gidet at lære dansk, men det er en falsk præmis. Ikke alle har gode forudsætninger for at lære dansk, er måske analfabeter, nogen har måske været på danskkursus, men kan ikke vedligeholde det, de har lært, fordi de mangler et arbejde, mere uddannelse eller anden tilknytning til samfundet. Så den rigtige præmis er, at disse patienter ikke mestrer det danske sprog godt nok til at kunne forklare symptomer og forstå planer om udredning, behandling, og hvad sundhedsvæsenet ellers byder dem.
Tolkegebyret er ovenikøbet også en dårlig forretning
I et svar fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet til Folketingets Sundhedsudvalg har regionerne opgjort minimumsudgiften til administration af ordningen til 5-10 mio. kr. om året. Det svarer til en samlet udgift på 30-60 mio. kr. siden gebyret blev indført i 2018.
Indkrævninger fra ordningen udgør dog kun 8 pct. af regionernes samlede udgifter på området. Siden 2018 har regionerne samlet set haft udgifter til tolkebistand i sundhedsvæsenet på i alt 426,7 mio. kr. Ifølge regionerne har man siden 2018 forsøgt at opkræve 36 mio. kr. i tolkegebyr, hvoraf de 33 mio. kr. er blevet indbetalt.
Dertil skal lægges udgifter til det kliniske personale i form af øget administrativt arbejde til at forvalte loven og udgifter til mere omfattende behandling, fordi patienter søger sundhedsvæsenet senere. Hvad der måske kunne være behandlet ’nemt’, kan blive kompliceret, hvis sygdommen er fremskreden. Dertil kommer risikoen for under- eller overbehandling som f.eks. forkerte, for få eller for mange blodprøver eller scanninger på grund af de sproglige barrierer, der opstår, når patienter fravælger tolkebistand på grund af gebyret – eller bruger familiemedlemmer til at tolke for sig med den risiko, at ikke alle symptomer beskrives.
En anden afledt konsekvens er, at andre patientgrupper kan ende med at vente længere på at blive udredt og behandlet på grund af gebyrbureaukratiet. Alt i alt er tolkegebyret forbundet med så store omkostninger – spild af lægetid- og ressourcer, spild af penge, øget ulighed i sundhed og ringere patientsikkerhed – at det skal afskaffes. Det kan faktisk kun gå for langsomt.