Morten Sodemann: Pandemiens pariaer –
Når skyld, skam og smitte forstærker social ulighed, og ingen lærer af det.
Samfundslitteratur, 2024. 266 s.
”Pandemiernes pariaer er en vægtig bog, som angriber tingene på en ny måde”,
mener anmelderen
Professor Morten Sodemann, Invandrermedicinsk Afdeling
Odense Universitets Hospital, har gennemgået en imponerende mængde materiale om pandemier gennem historien, om alle de forhold, der er nævnt i bogens titel. Og han viser, hvordan skyld, skam, smitte, social ulighed – og samfundets manglende læring af det – fremskynder spredningen af smitte med store negative konsekvenser.
Forfatteren besidder i forvejen en enorm viden og erfaring om de emner, han skriver om: infektionsmedicin, folkesundhed, global sundhed, medicinsk historie, sårbarhed, social ulighed i sundhed, lægers og patienters perspektiver og forståelser, – og i særlig grad: mødet mellem sundhedsvæsenet og minoriteterne i verden og i Danmark. I bogen beskrives endnu et forhold: mellem magthaverne/politikerne og etniske minoriteter. Politikerne møder stort set ikke minoriteterne, men bruger dem som syndebukke, og det svækker både minoriteternes sundhed og velfærd og bekæmpelsen af covid.
Sodemann og hans afdeling
har erfaring fra arbejdet med behandling af covid, og med at udfylde nogle af hullerne i den manglende offentlige oplysning og rådgivning af etniske mindretal på forskellige sprog – om covid, smittespredning, forebyggelse, aktuelle regler, vaccination og behandling. Sodemann har råbt op om det i medier, tidsskrifter og til politikere. Han har også arbejdet for at man gransker tacklingen af pandemien i Danmark, så vi kan lære af det og være bedre forberedt inden en ny pandemi.
At „ingen lærer af det” holdt for nylig igen stik
Et beslutningsforslag om at ophæve tolkegebyret inden for sundhedsvæsenet blev nedstemt under 2. behandlingen 4. juni 2024 – da folketingsflertallet havde denne værdipolitiske devise: „Hvis de ikke har lært dansk, så må de blive så syge, at de kan lære det!”
Syndebukken er et historisk fællestræk
I bogen beskrives fælles træk ved pandemier igennem historien, og tacklingen af dem. Bogen refererer, at frygtsomme politikere og befolkninger gennem historien og i mange steder i verden har givet skylden for smitsomme sygdomme og smittespredning til fremmede, syge, og andre udsatte grupper og derpå udskammet dem med negative følger.
Forfatterens og anmelderens læsevejledninger
Morten Sodemann kommer kort ind på de fem hovedkapitler under Læsevejledning, side 20-22. Bogen er kronologisk og logisk opbygget med redegørelser fra grunden af. Den omtaler mange tidligere pandemier og definerer nogle bærende begreber i tesen i de tre første kapitler.
Men hvis man – som jeg – især interesserer sig for det, vi alle nyligt har oplevet: covid-pandemien i Danmark, vil jeg foreslå, at man læser bogen induktivt og begynder med Del 4: Covid-19: Identitetssyge medborgere og farlige modborgere. Og så: Forord, som gennemløber bogens dele, Del 5: Veje frem, og Efterord – Hvordan kan vi gøre det bedre og være forberedt til en ny pandemi kommer? Så Del 3: Det adfærds- og holdningsmæssige immunforsvar. Og derefter Del 1: Hvad kunne tidligere epidemier have lært os, hvis vi ville? Og Del 2: Metamorfose: De fremmede er syge, og de syge bliver fremmede.
De udskammede og hvad deraf fulgte
De udskammede ”farlige modborgere” omfatter: de unge der festede, de sårbare, de socialt udsatte, de hjemløse, de psykisk og fysisk syge. Mest udskammet i Danmark blev de etniske minoriteter, især dem i de udsatte, almene boligområder. Men udskamning øger smittespredningen, for hvem tør blive testet og sygemeldt, hvis det fører til mere udskamning, fjendtlighed og isolation? Desuden har udskamning og ringe oplysning medført, at nogle blev indlagt så sent, at de måtte direkte på intensiv afdeling. Hvordan skal man følge råd og regler, man ikke kender?
Regeringens retorik medfører gensidig mistillid
Så: Del 3: Det adfærds- og holdningsmæssige immunforsvar. Dette har Sodemann i en kronik defineret sådan:
„Det psykiske og sociale forsvar bygger på eksisterende fordomme og kollektiv angst og bruger udskamning og udpegning af syndebukke til at mærke og ekskludere det eller de fremmede.”
Denne del kommer bl.a. ind på forskelsbehandling, stigmatisering, sproglig taktik inden for mobning – fx grundet sygdom, handicap eller racisme. Der gives mange eksempler på syndebuk-retorik, negative konsekvenser af udskamning og segregation, os-og-dem-retorik og opdeling efter, hvad man ikke er, samt følger for den enkelte og for samfundet.
Læring begynder med anerkendelse, mens udskamning medfører vrede og manglende tillid til dem, der har udskammet én, manglende selvtillid, og manglende tro på, at man kan ændre adfærd: „så kan det også være lige meget!” Udskamning udstiller udgruppen, skærper modsætninger og svækker tilliden mellem udgruppen og regeringen eller indgruppen: befolkningen. Manglende tillid har hos mange også ført til ringe tillid til vaccination mod covid.
En nationalisme, der udelukker
I Danmark og mange lande blev covid-epidemien fulgt af en stigende nationalisme. Den blev brugt til at skabe sammenhængskraft i befolkningen imod pandemien og understrege, at alle har et ansvar for at følge råd og regler, så vi bevarer kontrol med epidemien. Understøttet af – fælles sang, hver for sig – med kendte danske fædrelandssange. Og af Statsministeriets pressekonferencer, henvendt til ”danskerne”. Men ordet ”danskerne” blev brugt så ofte, at folk med udenlandske rødder kunne opfatte, at det kun var beregnet for ”majoritetsdanskerne”.
Sprogproblemer
En tegnsprogstolk tolkede simultant for de hørehæmmede, som ikke skulle diskrimineres – men der var ingen oversættelse for dem, der ikke forstod dansk, eller som ikke forstod det godt nok. ”De må finde nogen, der kan oversætte for dem”, svarede statsministeren på en journalists spørgsmål om det. De vigtigste råd og regler blev oversat til engelsk, og – efter nogle uger – blev der også oversat en plakat med 5 råd og tegninger om at mindske risikoen for smitte med coronavirus til en række minoritetssprog.
Udviklingen i smitte blandt minoriteter og særlige indsatser
Allerede 7. maj 2020 – knap to måneder efter nedlukningen – viste Statens Seruminstitut, at etniske minoriteter blev testet positive dobbelt så hyppigt som majoritetsdanskerne. Efterhånden blev der – med arbejde, delvist betalt af private fonde, og fra boligorganisationer, Sundhedsstyrelsen, kommuner, frivillige foreninger, MINO-Danmark, og Indvandrermedicinsk Klinik, Odense, udarbejdet andre materialer, videoer m.v. – desuden i perioder etableret en telefon-hotline, hvor en sundhedsprofessionel fra en minoritet kunne besvare spørgsmål på en række minoritetssprog. Og under medvirken af Boligministeriet og Udlændingeministeriet blev der etableret lokale testfaciliteter i boligforeninger i bebyggelser med megen smitte. Senere blev der også tilbudt vaccinationer ude i bestemte boligområder.
Minoriteters firdobbelte udsathed
Men – hvorfor kerede man sig ikke så meget om minoriteternes sundhed, at man inkluderede dem fra starten af i bekæmpelsen af covid? Flere minoritetsdanskere havde kroniske sygdomme, hvilket kunne øge risikoen for et alvorligere forløb, hvis de blev syge! Man vidste også, at etniske minoriteter var mere udsatte end majoriteterne af tre grunde: bolig, arbejde og manglende kendskab til covid og til indgange til sundhedsvæsenet. I gennemsnit boede flere personer i samme bolig i minoritetsfamilier, og på mindre plads pr. person end i majoritetsfamilier, hvilket gav ringere mulighed for at isolere sig, hvis én i familien var testet positiv.
Særlige arbejdsområder specielt udsat
Desuden blev bestemte grupper af migrantarbejdere med udenlandsk baggrund smittet i stort omfang: udenlandske minkudryddere, som i starten arbejdede ubeskyttet og var dårligt informeret, og som boede og blev transporteret rundt sammen; ansatte på pelserier, som formentlig modtog og blev smittet af syge mink. Desuden et stort udbrud blandt slagteriarbejdere i Ringsted, som formentlig blev smittet på arbejdet, eller boede tæt sammen under dårlige sanitære forhold.
Flere blandt etniske minoriteter arbejdede i brancher med tæt kontakt til andre mennesker, fx social- og sundhedsvæsenet, børneinstitutioner, som buschauffør, og i detailhandlen. Mange minoriteter blev ansat i testcentre, smitteopsporingscentre og vaccinationscentre, hvor de også var udsat for megen smitte. Især var smitten på hospitaler væsentlig højere end andre steder. Men personalet fik ikke den anerkendelse for mod og arbejde, det burde have haft.
Morten Sodemann mener
at den negative retorik over for etniske minoriteter især skyldes politikernes og befolkningens frygt for smitte. Selv tror jeg, at behandlingen og udskamningen af minoriteterne under covid-pandemien blev anvendt bekvemt af regeringen i konkurrencen med Dansk Folkeparti om at føre den strammeste udlændingepolitik. Der forekom mange stramninger, som især ramte danskere med udenlandske rødder under pandemien.
Sodemanns alvorlige kritik af politikerne for at udelade information til udgrupper og derefter udskamme dem, er en voldsom kritik af en regering, som ellers — med undtagelse af minksagen — stort set kun har fået ros for sin styring og politik under pandemien.
Regeringen har sparet mange liv
ved at nedlukke Danmark tidligt under en faretruende pandemi, hvor det oprindelige Coronavirus, som vi så det i Kina, florerede. Det var før vi kendte til den bedste behandling af sygdommen, og før den mindre farlige Omikron-variant dominerede smitten. Det skal regeringen have tak for!
Men de etniske mindretal
ville have været mere trygge, hvis de var blevet bedre informeret. Færre – af både etniske minoriteter og majoriteten — ville være blevet smittet og indlagt, hvis man fra starten af havde rakt ud og inddraget minoriteterne med målrettet oplysning på deres eget sprog. Flere ville være blevet vaccineret, hvis de havde haft tillid til politikerne. Regeringen må stoppe diskriminationen og mobningen af etniske minoriteter og sikre alle lige adgang til sundhedsvæsenet, også på det sproglige område!
Pandemiernes pariaer er en vægtig bog, som angriber tingene på en ny måde.
