Jeg kan varmt anbefale denne bog til alle, der interesserer sig for asyl- og udlændingepolitik, retssikkerhed og menneskerettigheder. Den har givet stemme til folk, der i Danmark er en slags fredløse og bruges som syndebukke af politikere. Og den giver viden og indsigt til dem, der er bekymrede for de indsatte i udrejsecentrene og Ellebæk, og som lider under utålelige forhold. Samtidig viser bogen også hvilken styrke, modstandskraft og evne til at hjælpe andre, som beboere i Kærshovedgård også har. Bogen og de otte fortællere samt Små Broers tegnere, forfattere, interviewere, redaktører, pensionister, lærere og studerende skal have den anerkendelse, som de fortjener; derfor får de seks hjerter.
Tegninger siger ofte mere end mange ord
De otte fortællere kommer fra krigs- og konfliktramte stater eller diktaturer i Afrika, Mellemøsten eller Asien. De har oprindelig søgt asyl i Danmark, men fået afslag. Eller de har fået asyl, men det er siden blevet ophævet. Nogle har bevidst søgt til Danmark, fordi landet engang var kendt for humanisme, demokrati og menneskerettigheder – men det, de oplever, er noget andet!
Tegneserier kan både vise situationer, forløb og udpluk af livshistorier. De kan vise følelser, tanker, drømme, refleksioner, handlinger, samspil, omgivelser, symboler, faktiske forhold og små detaljer. Tegneseriefortællingerne er koncentrerede – nogle springer mellem emner, tid og sted, men fokus er på fortællerne selv, og de taler direkte til os! Vi har brug for at lytte til, hvad de siger – det har faktisk alle mennesker i Danmark.
De otte tegnere har hver deres stil. De har zoomet ind på hver sin fortæller for at illustrere hans eller hendes liv. Fortællerne er hele mennesker med værdier, tanker, følelser, bedømmelser, væremåde, ønsker, håb og livsopfattelse. De fleste er anonymiserede med et andet navn. Mange tegnere bruger symbolik, og på den måde ser man de stærke følelser. For eksempel i serien om Ndulue, hvor angsten er en evig følgesvend i form af en fugl med store øjne og klør, mens hans smerter også ses i ansigtsudtrykket. Hos Yadid, hvis største ulykke er, at hans kone er overført til et andet center, er kærligheden symboliseret ved en lille blomst med bøjet hoved. Hos Adi med PTSD ses billeder fra torturen, når han vågner af mareridt om natten, og når han ellers plages af det.
Sådan blev bogen til
Tegneserieromanen er en samskabelse mellem otte beboere og frivillige tegnere, tekstforfattere, redaktører, interviewere, oversættere, pensionister, lærere og studerende fra foreningen Små Broer. Den er håndtrykt, ark for ark, af frivillige i Små Broer. Foreningen har til formål at skabe værker, events og kampagner, der fremmer undertrykte menneskers stemmer. En af beboerne har koordineret det meste af det, der er foregået med interviews etc. på Kærshovedgård. Fortællerne er blevet interviewet på dansk, arabisk og/eller engelsk. Det er blevet optaget, udskrevet og oversat og derefter gennemgået med fortælleren for at sikre, at det skrevne stemmer overens med fortællerens udsagn. Hver fortæller og den af de otte tegnere, der har skitseret fortællingen, har gennemgået skitserne, og tekst og tegning er blevet rettet til og endeligt godkendt af fortælleren.
Fængslinger og deportationer forsinkede processen
Kommunikation har været svær – ikke kun på grund af sprog, men også fordi nogle fortællere undervejs blev sat i fængsel, anklaget for misligholdelse af meldepligt mv. Tre fortællere blev deporteret, før bogen var færdig, heraf må de to fortsat skjule sig i hjemlandet, hvor de risikerer drab og tortur. Én var endda handicappet efter tortur. At deportere folk til et land, hvor de risikerer drab eller tortur, overtræder artikel 2 (ret til livet) og 3 (forbud mod tortur o.lign.) i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som er inkorporeret i dansk lov. Danmark har begået alvorlige brud på menneskerettighederne i disse sager, men det ser politikerne stort på!
Virkeligheden overgår fantasien
Flygtningenes egne fortællinger om Kærshovedgård, deres hjemlande og deres flugt er værre, end jeg havde troet. Man kan sammenligne brudstykker i fortællingerne med sit eget liv. Samtidig beskriver bogen, hvor ondsindet Danmark straffer disse mennesker, fordi de har søgt asyl i Danmark og ikke har forladt landet umiddelbart efter et afslag – selvom nogle får genoptaget deres sag og får den opholdstilladelse efter Flygtningekonventionen, som de burde have haft fra starten. Politikerne ønsker NUL spontane flygtninge til Danmark! For at afskrække folk fra at søge asyl i Danmark og for at få dem, der fik nej, til at udrejse straks, vil politikerne optræde barskt, kynisk og beslutsomt på at hjemsende flest muligt – uanset om det overtræder menneskerettighederne.
De kan hverken selv lave mad, te eller kaffe på Kærshovedgård
Man får et indblik i det nedværdigende dagligliv på Kærshovedgård, hvor folk ikke har lommepenge, er isolerede, uden offentlig transport til og fra toget, og skal spise mad i kantinen på bestemte klokkeslæt – ellers er der ingen mad. De kan ikke lave mad, te eller kaffe til sig selv. De fleste får ingen lommepenge og kan fx ikke købe mad, chokolade el. tøj. Nogle sidder bare med en skærm eller telefon, eller ligger i sengen det meste af dagen. Det er svært at sove om natten, især fordi de er bange for, om politiet kommer – formummet – og henter dem om natten. Men der kan også være uro, og de fleste sover på tomandsværelser. Man kan ikke få frivilligt arbejde – eller lommepenge, tøj eller sko, hvis man ikke skriver under på, at man vil hjemrejse frivilligt. Der er kun få aktivitetsmuligheder på Kærshovedgård. Og strammere fængselsregler end dengang, institutionen var et rigtigt, åbent fængsel: uden hegn eller sluse, med mulighed for at arbejde og optjene en lille dusør, evt. praktik uden for fængslet. Og dengang måtte de indsatte gerne bruge kommunens buslinje, der holdt ved Kærshovedgård, siden er busstoppet nedlagt, så de må gå eller cykle – medmindre de kan låne en bil – mellem Bording og Kærshovedgård, eller hvis de har fået penge og vil købe noget i Bording; eller andre må sørge for deres transport. Nogle kunne dengang bruge fængselsopholdet til afvænning fra alkohol og stoffer. I dag kan beboerne få Antabus, abstinensmedicin eller Metadon (ved misbrug af morfin-lignende stoffer, fx heroin), men ingen rigtig behandling med samtaler, etc., og stofmisbrug er nu udbredt på Kærshovedgård.
Hvordan overlever man utåleligheden på Kærshovedgård?
Man ser, hvordan Adi overlever på grund af sin livsopfattelse: ”Jeg vil leve, så længe jeg kan gøre noget for andre og for mig selv”. Joseph, Ndulue, Nadia og Jahangir bruger kristendommen: Der må være en mening med al den lidelse, de er pålagt, Gud må have en mening med det. For nogle er de personlige relationer afgørende, Ndulue kunne engang imellem ringe hjem, hvis han havde fået penge af Trampolinhuset: ”At få lov til at høre sin mors stemme betyder rigtig meget. … man får et øjebliks fred og forståelse. En følelse af tilknytning”. ”Vi gør, hvad vi kan for at overleve. Jeg prøver at hjælpe de andre så godt jeg kan. Det er det eneste, jeg kan gøre. Og så overlader jeg resten til Gud”.
Tegn på psykisk lidelse
Samtidig ser man deres uvished, angst, depression, apati og ensomhed. De stresses af al den angst og af uvisheden – og af samtalerne med Hjemrejsestyrelsen. Mange har i forvejen PTSD – efter krig eller tortur, og får forværring af den. Systemet gør dem psykisk syge, fordi de psykiske lidelser ikke behandles tilstrækkeligt. Nogle har fået taget deres medicin væk, da de kom til Kærshovedgård. De mange år med inaktivitet fører til tab af færdigheder, meningsløshed, manglende stimulering og manglende positive inputs, manglende kontakt med ens kære, og manglende selvværd. Myndighedernes manglende tro på, at de er flygtninge, udskamning og stigmatisering som kriminelle i aviserne, truslerne om deportation, manglende søvn og mad og ingen selvbestemmelse om vigtige forhold, samt frygt for at glemme en pligt eller for at blive straffet for undladelse af en pligt, man har gennemført, angst for andre beboere: det er alt sammen med til at gøre folk psykisk syge.
Mange er svært syge
– med kræft, diabetes, hjertesygdom, slidgigt, psykose, svær PTSD, eller demens. For 15 år siden ville de have fået humanitært ophold, i dag bruger man stort set ikke denne mulighed. En del kommer på omsorgsafdelingen, fordi de ikke mere kan klare egenomsorgen selv. Og mange bliver stadig straffet for pligtforsømmelser, selv om den skyldes psykisk sygdom – fx svær depression, egentlig sindssygdom eller svær PTSD. Og det er helt urimeligt efter dansk ret!
Opholdspligten opfattes som psykisk tortur – for at få dem til at udrejse
Politikerne omtaler ofte beboerne som kriminelle, mordere, terrorister etc. Meldepligt – ofte hver 14. dag – blev oprindelig indført som “motiverende foranstaltning” – for at få folk til at rejse hjem. Siden har lovgiverne indført opholdspligt på udrejsecentre og underretningspligt “for at man skal overholde sin opholdspligt”. De har lovgivet om ekstreme, lange fængselsstraffe til folk, der ikke gennemfører alle reglerne om at opholde sig, melde sig, underrette, og være i lejrene på bestemte tidspunkter. Straffene er helt ude af proportioner med andre straffe, fx for vold, man kan få straffe efter Straffeloven på op til 4 års fængsel for pligtforsømmelser. Ifølge tidligere udlændingeminister Inger Støjberg, som oprettede Kærshovedgård som udrejsecenter, var de lange straffe også tænkt for at få flest muligt bag lås og slå. Også derfor blev straffene for pligtforsømmelser mangedoblet i 2019 og 2021 for at fængsle flest muligt af dem. Pligterne og straffene forhindrer beboerne i at bruge livet til noget formålstjenligt – fx arbejde eller uddannelse, eller at være mere sammen med familien, ligesom andre stramninger i udlændinge- og hjemrejselovgivningen gør.
Se resumeer fra fortællingerne her
Adi var flygtning, men fik en fængselsstraf for „overdrevent selvforsvar” ved at såre en psykisk syg mand, der overfaldt ham med kniv, og som Adi tidligere havde anmeldt til politiet og var bange for. Det værste ved dommen var, at han blev dømt til udvisning. Men da han ikke kunne udvises grundet en dødsdom i hjemlandet, han havde fået, fordi han havde transporteret medicin og babymælk til civile i Aleppo under borgerkrigen, fik han efter afsoningen opholdspligt på Kærshovedgård. Fængslet i Danmark var dog ikke lige så belastende som Kærshovedgård. Han havde været fængslet og tortureret i 3 år i hjemlandet og havde udtalt PTSD, som han var blevet behandlet for med et godt resultat før han kom i fængsel. Men han fik frataget sin medicin mod depression, da han efter endt afsoning i fængslet kom til Kærshovedgård. Her fik han hyppige mareridt med genoplevelse af torturen og blev svært deprimeret med selvmordstanker. Det tog lang tid før lægen til sidst gav ham medicinen igen. Da Adi blev nægtet sin medicin, brugte han sin livserfaring og sit mantra: ”Så længe, jeg kan gøre noget for andre eller mig selv, vil jeg leve mit liv”. “Og jo mere jeg gjorde for andre, jo flere gode ting skete også for mig.” Han fik overskud til at lave flere aktiviteter sammen med andre på Kærshovedgård, bl.a. en sprogcafé, da de ikke måtte deltage i undervisning, når de ikke ville rejse hjem frivilligt. Flygtningenævnet genoptog sagen om udvisning, og han fik opholdstilladelsen tilbage, men blev straffet for mulige pligtforsømmelser.
Jahangir havde efter afslag på asyl boet på Kærshovedgård i 6 år og hele tiden lavet frivilligt arbejde med at male de fleste vægge og gulve i lejren. ”Det er frustrerende, at man ikke selv kan bestemme, hvad man skal lave, hvor man går hen, hvem man er sammen med…. Det betyder meget for mig at have noget at stå op til, det er det, der har holdt mig fra at gå fra forstanden.” Da han efter 1. januar 2022 ikke mere måtte lave frivilligt arbejde på Kærshovedgård, valgte han at sultestrejke. Han sultestrejkede i 110 dage, men bestemte sig for at leve. Han fik asyl med konventionsstatus i efteråret 2023.
Djamila kunne ikke få udskiftet sin urinstinkende madras i det år, hun boede i Sjælsmark, skønt hun bad om det flere gange. Men efter Ukrainekrigen begyndte, kom der mange flygtninge derfra til Danmark, som politikerne – modsat andre flygtninge – ville behandle godt. ”I forbindelse med ankomsten af nye flygtninge fra Ukraine blev jeg overført til Udrejsecentret Kærshovedgård, hvor jeg nu er tvangsanbragt sammen med min kæreste. Da jeg og min kæreste skulle flytte til Kærshovedgård, så jeg, hvordan de tømte vores gamle værelse for alting og erstattede det med nyt til ukrainerne. De skiftede vinduer, malede væggene, satte nye gardiner op, så det i mine øjne blev til et 5-stjernet hotel”. Man tvang asylsøgere, der boede i parforhold på Sjælsmark, til Kærshovedgård, hvor de ikke måtte dele værelse og ikke fik lommepenge. ”At vi blev flyttet, oplever jeg som ren racisme”. Djamila tabte store hårtotter på grund af stress og angst og kunne indimellem ikke trække vejret.
Nadia var flygtet efter langvarig fængsling efter en demonstration. Hun havde stærke smerter i benene. Lægen sagde, hun skulle have nye hofter; men det kunne de ikke give hende, da hun ikke havde et CPR-nummer. Først da hun ikke kunne bevæge sig og havde en svær infektion i benet, blev hun indlagt og måtte igennem fire hofteoperationer, før hun kunne gå korte stræk med en rollator igen. Hun fik også nej til asyl – og nej til familiesammenføring med sin mand, som boede i Danmark.
Yadid har været i Danmark siden 2009 men kun i asylsystemet. Han blev gift med en kvinde fra et andet land, men myndighederne ville ikke anerkende ægteskabet. Det værste var, at de to blev skilt ad, og han kom på Kærshovedgård. Hun bor på et center i den anden ende af landet, og han har kun kunnet besøge hende to gange.
Joseph havde boet i Danmark på asylcentre i 6 år og været 7 måneder på Kærshovedgård: ”Kærshovedgård er ikke Danmark. Det er helvede…”. ”Nogle gange, når jeg går en tur udenfor, kan jeg føle mig i godt humør. Men når jeg ser porten, føles det, som om jeg er på vej til helvede. Jeg bliver holdt fanget som et dyr. Men jeg er ikke en hund. Jeg er et menneske”.
Kidane ser man kun små brudstykker af på tegningerne. Han har boet to år i Kærshovedgård, er hændervridende og deprimeret, ensom, savner sin familie. Men han kan ikke rejse hjem til diktaturet. Han er en ung mand.
Ndulue var flygtet efter fængsel og tortur i hjemlandet Han har hjulpet andre i Ellebæk og på Kærshovedgård. Ndulue blev forsøgt tvangsudsendt uden medicin men var i livsfare og måtte indlægges akut med et svært forhøjet blodtryk, før flyet lettede. Han havde efter tortur fået et sår i øjet, som var blevet betændt og gav voldsomme smerter og konstant hovedpine, alligevel havde han fået afslag på asyl. Og hospitalet ville ikke operere ham, da han ikke havde dansk CPR-nummer. Der blev ikke fulgt relevant op på hans dårlige øje. Efter to år var øjet så ødelagt, at det måtte tages ud, det blev gjort, og man bestilte en øjenprotese. Men – få dage før han skulle opereres og have øjenprotesen, blev han hentet af politiet om natten og overført til Ellebæk – uden protesen og med et stort åbent sår, og deporteret til sit land, hvor han måtte skjule sig for politiet.
Ndulue slutter sin fortælling med ”Systemet bestemmer, hvem der bliver straffet, og hvem der får lov til at leve. De torturerer og bringer folk i livsfarlige situationer. Nogle gange tænker jeg på, hvad der blev af humanitet, demokrati og menneskerettigheder – alle de ting, Danmark står for”.
Kommentarer fra anmelderen
Ndulue’s fortælling ovenfor er et skrækeksempel på uretfærdighed og fejlagtig bedømmelse i Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet – bl.a. med udeladelse af en undersøgelse for tortur, skønt han har hævdet at have været udsat for det, og en manglende ansvarlighed og medmenneskelighed i Hjemrejsestyrelsen og udrejsecentret! Flygtningenævnet efterlever ikke en gentagen kritik fra FN’s Komité mod Tortur, som har udtalt, at Danmark skal foretage en lægeundersøgelse af en asylansøger, der hævder at have været udsat for tortur. Det, uanset om Flygtningenævnet tror på vedkommende eller ej!
Så utåleligt som overhovedet muligt
Man kan undre sig over, at nogen i det hele taget vil arbejde i et system, der med vilje påfører beboerne lidelse ved at gøre ”tålt ophold så utåleligt som overhovedet muligt”. Og jeg undrer mig over de politikere, vi har i Danmark: De har indført dette system ved lov for at vise, at de er barske, og at de for alt i verden ikke ønsker flygtninge – undtagen ukrainere. Ministrene afviser enhver kritik, med copy-pastede sætninger: ”Når man ikke har lovligt ophold i Danmark, skal man rejse hjem”. Men – det er politikerne selv, som for få år siden bestemte, at man ikke havde lovligt ophold, når man var udvist og udrejsefristen var overskredet – også hvis de ikke kunne sendes hjem. Hvis man klager til udlændingeministeren over urimelige afgørelser om asyl og hjemsendelse, svares: ”Den nuværende regering efterlever – ligesom tidligere regeringer – et armslængdeprincip, der indebærer at afgørelser i asylsager i Danmark træffes uafhængigt af den politiske proces”. Men reelt gennemfører Udlændingeministeriet og dets styrelser og Flygtningenævnet først og fremmest regeringens politik: ”Så få asylansøgere og flygtninge som muligt”. Og Danmark nægter beskyttelsesasyl, når forholdene i landet er forbedret bare lidt. Styrelserne og ministeriet tager ikke hensyn til folks helbred, fx får næsten ingen humanitært ophold på grund af alvorlig sygdom.
Det er ikke en feel-good bog
Når jeg igen og igen læser Fortællinger fra Kærshovedgård, bliver jeg vred og trist! Men samtidig får jeg stor respekt for de mennesker, der har haft mod til at stille op og fortælle om den uretfærdighed og umenneskelighed, de oplever! Og for de beboere, der prøver at holde modet oppe og hjælpe andre beboere. Og for de frivillige i Små Broer og alle andre frivillige aktivister og advokater, der forsøger at få udrejsecentrene lukket – eller i det mindste at hjælpe beboerne mod den danske stats meningsløse og utålelige ondskab mod dem.
Fortællinger fra Kærshovedgård er ikke en feel-good bog. Stig Grenov (Kristendemokraterne) sagde i 2017, at Kærshovedgård er det tætteste Danmark kommer på en KZ-lejr uden at være det. Flere af fortællerne bruger ordet: helvede.
Mit håb er, at bogen vil blive meget udbredt
– og at enhver, der læser bogen, vil få en sådan afsky for Danmarks behandling af de udviste, at de vil medvirke til at lukke udrejsecentrene og Ellebæk NU! For udrejsecentrene er skampletter på Danmark! Efter en pause, hvor både den danske og den engelske udgave af bogen var udsolgt, er den danske udgave nu genoptrykt i 350 eksemplarer. De digitaliserede udgaver på dansk og engelsk kan downloades straks.
Mit håb er, at det officielle Danmark
politikerne, medierne og pressen læser bogen og ændrer debatten, – og beslutter sig for at give de udviste almindelige rettigheder til at bo, arbejde, uddanne sig og bruge sundhedsvæsenet og opholde sig i Danmark, hvor de vil. Det vil gavne både beboerne og Danmark, og bringe os nærmere til at blive en retsstat igen og til at overholde menneskerettighederne. Menneskerettighederne er for alle! At politikerne har ophævet lovligheden af, at beboerne opholder sig i Danmark, når de ikke kan rejse hjem, gør ikke beboerne til ikke-mennesker uden nogen som helst rettigheder! Men politikerne overtræder menneskerettighederne i Kærshovedgård, de andre udrejsecentre og i Ellebæk!
Fortællinger fra Kærshovedgård. Forlaget Spektakel, 2023. 176 sider. Spektakel Press, 1. oplag oktober 2023, 2. oplag august 2024. Overskuddet ved salg af bogen går til beboere på Kærshovedgård til dækning af tandlæge- og advokatregninger.
Den danske udgave af bogen koster 250 kr. + forsendelse. Kan bestilles via link: https://spektakelpress.com/shop/p/fortaellingerfra-khg-2oplag.
Den digitale udgave kan downloades både på dansk og på engelsk, straks og indtil 24 timer efter man har indbetalt 50 kr., se linket: https://spektakelpress.com/shop/p/khgstories-digital.
Man kan læse mere om Otte grunde til at lukke Ellebæk og udrejsecentrene på linket her: https://sosracisme.dk/blog/detaljeretindholdsfortegnelse-otte-grunde-til-at-lukkeellebaek-og-udrejsecentrene/ ……eller man kan scanne QR-koden her:
