Brian Mikkelsen piber over, at der kommer til at mangle 80.000 på arbejdsmarkedet.
Hvorfor har I så travlt med at smide flygtninge ud af landet i stedet for at uddanne dem til det danske arbejdsmarked? Det er jo et helt sygt ressourcetab.
Michala Clante Bendixen skriver i Ræson:
“… ifølge Eurostat fik fx kun 14 pct. af de somaliske ansøgere asyl sidste år mod et gennemsnit på 50 pct. i det samlede EU. Flygtningenævnet, der afgør sagerne i sidste ende, er ikke uafhængigt – uanset hvor mange gange de skiftende ministre hævder det. Et af de tre medlemmer af nævnet er ansat i Integrationsministeriet, som også er øverste myndighed for første instans, Udlændingestyrelsen.
Det anses som et ubestrideligt faktum i offentligheden, at integrationen er slået fejl, selvom man faktisk med lige så god ret kunne hævde det modsatte. Flygtninge bryder deres sociale arv i en imponerende grad. For de mandlige eritreanske flygtninge, som kom hertil for kun fem år siden, er 73 pct. ifølge Danmarks Videnscenter for Integration i dag selvforsørgende – det er samme andel som etnisk danske kvinder. De unge kvinder, som kom hertil som børn med deres forældre fra Bosnien, Sri Lanka og Afghanistan er i endnu højere grad end deres danske veninder i arbejde eller under uddannelse.
Kommunerne, erhvervslivet og civilsamfundet har på mange måder knækket koden for en hurtig og vellykket integration. Det går bedre end nogensinde, og det kan blive endnu bedre. Vi har brug for de hænder og de ressourcer, som flygtninge bidrager med, men det vil regeringen ikke høre på, fordi det vil udstille deres u-vending på udlændingeområdet som en fejltagelse…”
“… I dag får flygtninge kun ophold i 1-2 år ad gangen, og det er blevet næsten umuligt at opnå permanent ophold og senere statsborgerskab. Hundredevis af flygtninge, som tidligere ville have fået permanent ophold automatisk efter en årrække, har nu tværtimod fået inddraget deres opholdstilladelse – udelukkende fordi myndighederne vurderer, at det sted, de kommer fra, er blevet en anelse mere sikkert. Fx mener man nu, at hovedstæderne i Somalia og Syrien er sikre nok for dem, der ikke er personligt forfulgt. Selv de nye kvoteflygtninge, som hentes i Rwanda, risikerer at blive smidt ud igen, stik imod FNs principper om at skabe varige, stabile løsninger for flygtninge.
Det er ikke realistisk at sende flygtninge tilbage efter få år. Langt de fleste situationer, som skaber flygtninge – krige, borgerkrige, diktatorregimer – er langvarige og strækker sig over årtier. I dag er nogle syriske flygtninge i mindre risiko end da de ankom, mens andre er i højere risiko, fordi al-Assad har fået et mere fast greb om landet. Vi kommer til at fylde udrejsecentrene op med mennesker, som har mistet deres opholdstilladelse men ikke kan sendes ud med tvang. Et uhyggeligt spild af både menneskelige og økonomiske ressourcer. Hvor er logikken i, at en ung kvinde, som har lært dansk og fundet et job, pludselig mister sin ret til at være her, og skal bo i årevis i Kærshovedgård, fordi hun ikke tør at rejse tilbage? Selv hvis alternativet var, at hun var på integrationsydelse, er det mange gange dyrere for staten at have hende i et udrejsecenter. På det menneskelige plan er det både logisk og veldokumenteret, at man går til grunde i et udrejsecenter…”