Pressens ansvar
SOS Racismes tidsskrifts redaktør:Marianne Olsen,
bragt i Politiken den 24. juli 2021.
Den lykkelige udgang på Aya Abo Dahers sag, der kunne have kostet hende livet, hvis danske myndigheder og vore politikere havde bestemt det, understreger pressens ansvar.
Fra modvillige borgere, som Rasmus Stoklund også regner sig selv til, har man kunnet høre, at flygtninge ved at optræde offentligt har formået at få deres opholdstilladelse forlænget.
Integrationsministeren syntes heller ikke om at forlænge syriske flygtninges opholdstilladelse. Han mener nemlig, at Damaskus-området er et sikkert område at rejse ’tilbage’ til, skønt han er medlem af en regering, der ikke anerkender Syriens diktators brutalitet.
Sagens lykkelige udgang viser to ting:
Nu har store dele af landets befolkning fået at vide, at vi har beskyttet mennesker, som har brug for at være hos os, som gider os og gerne vil være med til at gøre Danmark til et bedre og venligere land. Når jeg har talt med godhjertede mennesker om syrernes situation, har det været tydeligt, at de ikke vidste, hvilken risiko de løb ved at rejse til Syrien. De ville nemlig aldrig være med til, at en flygtning, der har behov for beskyttelse, skulle risikere voldtægt, tortur eller henrettelse. Det er jo netop det, vi har villet forhindre ved at give dem asyl. De har bare stolet på, at regeringen og Folketingets flertal vidste besked, og kunne ikke drømme om, at deres tankeløshed havde sådanne konsekvenser. Derfor har pressen et kæmpe ansvar for at oplyse befolkningen.
Dernæst er det helt tydeligt, at der blandt efterkommerne af de mennesker, der reddede os til Sverige for 78 år siden, er mennesker, der har den samme glæde ved, at dagens flygtninge bliver reddet. Flygtningekrisen er i dag lige så omfattende, som den var dengang.
I andre lande bliver journalister bortført og henrettet for at sige diktaturer imod. Det behøver de ikke frygte i dagens Danmark. De kan tage deres forpligtelse med både ro og glæde: Tillykke til os alle med Aya Abo Dahers redning.