NEJ til arbejdspligt
Kontanthjælpsreform og arbejdspligt for personer på SHO-ydelse eller kontanthjælp, hvis de ikke har boet i Danmark i mindst 9 ud af de sidste 10 år, og som ikke har haft lønarbejde i Danmark svarende til mindst 2,5 år i de sidste 10 år. Fordrevne fra Ukraine skal dog være undtaget for arbejdspligt, men ikke andre flygtninge.
SOS Racisme har udarbejdet høringssvar på to diskriminerende og fattiggørende lovforslag, som er udslag af regeringens – men nok især Socialdemokratiets – ”værdipolitik”.
Den er baseret på Socialdemokratiets konkurrence med Dansk Folkeparti om lovforslag, der kan tiltrække vælgere, der frygter flygtninge og muslimer. Socialdemokraterne forsøger at undskylde tiltaget med bemærkninger om kvindefrigørelse, kønsligestilling, om at ”Alle skal bidrage”, ”Arbejde adler” og: ”Ret og pligt”, – og øget lighed: mellem udlændinge på overførselsindkomst, uanset hvor længe de har boet i Danmark, bare det er efter 2. april 1968!
De to lovforslag kan findes her:
Se Lovforslag om nedsat kontanthjælpsydelse på niveau med laveste SHO-ydelse til alle, der er indvandret til Danmark efter 2. april 1968 – undtagen EU/EØS-borgere, og som ikke har boet mindst 9 ud af de seneste 10 år i Danmark.
Se høringssvaret fra SOS Racisme 25. februar 2024
SOS Racisme har afvist forslaget, som er diskriminerende og fattiggørende, og som ikke får flere i arbejde.
Forslaget blev desværre vedtaget 30. maj 2024
——————–
Lovforslag om en ny arbejdspligt til borgere der ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet i kontanthjælpssystemet :
Høringssvaret fra SOS Racisme 12. august 2024
SOS Racisme har kraftigt frarådet forslaget om arbejdspligt og såkaldte nyttejobs med henvisning til:
A. Diskrimination
B. Bureaukratisering og øget kontrol og sanktioner
C. Danskuddannelse og andre uddannelsesmuligheder mindskes
D. Fattiggørelse, børnefattigdom
E. Ingen kvindefrigørelse gennem arbejdspligt
F. Ingen nytteværdi i forslaget. Det er dyrt og skader dem, det berører
G. Alternativer, der kan lette adgangen til arbejdsmarkedet, evt. forudgået af afklaring om pension
Dele af forslagene kan sammenlignes med Starthjælpen der blev indført 1. juli 2002, skrottet af en Socialdemokratisk S–SF-RV-regering i 2011, og genindført af den borgerlige regering efter valget som SHO-ydelse for nye flygtninge i 2015 – Socialdemokratiet stemte dog ikke for det dengang.
Men arbejdspligten er langt værre, da den er nedværdigende, berøver folk autonomi og uddannelses- og opkvalificeringsmuligheder. Og mindsker muligheden for at de kommer i rigtige jobs frem for at fremme den – som tanken var.
Siden har analyser af Starthjælpen vist, at det har været meget dyrt for Danmark at spare på kontanthjælpen for flygtninge, fordi det har ført til ringere uddannelse, og sprogindlæring, sprogforståelse, læseforståelse, og kortere skolegang hos børnene; samtidig med at færre børn af flygtninge færdiggør en uddannelse. De tjener færre penge selv i deltidsjob som unge, end de flygtningebørn der er vokset op i en familie, der har fået kontanthjælp – på samme niveau som danske borgere har fået det.
Der er også påvist øget kriminalitet hos Starthjælps-gruppen af børn og unge sammenholdt med de flygtningebørn, der fik opholdstilladelse i Danmark i 2001-juni 2002. Starthjælpen nedsatte indkomsten hos familierne med 40% det første år – efter 5 år var forskellen cirka 30% til kontanthjælpsmodtagerne. Også flere forældre blev kriminelle, især grundet butikstyverier for at overleve.
På grund af især kriminalitet og ringere beskæftigelse af de unge, der er vokset op i absolut fattigdom i Danmark, har Starthjælp-eksperimentet kostet samfundet cirka 80.000 kr. pr. familie ifølge en registerundersøgelse gennem godt 20 år af Christian Dustmann m.fl.:
Undersøgelsen understøtter resultater af udenlandske undersøgelser af lignende tiltag.
Konklusion: Fattigdom, ulighed og diskrimination er dyrt for samfundet, det er overburokratiseret, og har ikke noget meningsfuldt formål, når det ikke får folk i rigtigt lønarbejde.
Arbejdspligt for ingen løn eller mening er nok det mest demotiverende af alle tiltag!
Tænk, at regeringen vil være de to lovforslag bekendt!
Der er heldigvis flere andre end SOS Racisme, der advarer mod, at lovforslaget om arbejdspligt bliver gennemført, læs deres argumenter her: