Vores reporter har været til Folkemøde på Møn og sender her en skildring af den gode stemning trods alvorlige debatemner.(først bragt i netavisen SAMEKSISTENS)
En revy opført af kvinder iklædt alle verdens landes tøj sang en indsmigrende sang til integrationsministeren.
REPORTAGE: En strålende sensommermorgen, lun og let kølig venter de rejsende, der tager til Møn for at være med til Folkemødet den 22. august 2021. Toget til Vordingborg løber gennem landskabets forskelligste grønne farver, og fra Vordingborg kører bussen til Stege, gennem både det gamle og nye Kalvehave, over broen i det rolige landskab, indtil vi er fremme ’ ved stranden’.
Endnu ved halv tolv-tiden er der stille, selv om der allerede er mange mennesker. De går på Storegade langs de mange små telte. Alle viser et venligt smilende ansigt. Det gør ikke noget at vi ikke kender hinanden endnu: På folkemødet har vi en forventning om at vi vil lære hinanden at kende, hvis vi har lyst til en snak – og hvis tiden tillader det.
Marlene Wind
Vandring med pen og papir
Allerførst gælder det om at finde en boghandel, hvor en helt ny noteringsblok og en kuglepen skal anskaffes og en rar snak med boghandleren om Folkemødets forløb indtil nu.
Så går turen op mod Kirken, lidt for sent, for Marlene Wind og Thomas Ubbesen fortæller allerede om Europas illiberale søstre og brødre, i lyttende stund særligt Polen: Landet vil gerne Europa, hvis de andre lande altså er lige så fornuftige som den polske befolkning er i egen mening. Selv et lille udsnit af de veloplagte drøftelser er inspirerende med synsvinklen fra det – i mange vestlige øjne – meget gammeldags samfundssyn med dets ængstelse ved alle nymodens påhit, såsom flydende kønsopfattelse, abort og liberale holdninger.
Folkemødets tunge emner havde fokus på børnene. Danske børn i fangelejre og mænd og kvinder, der er kommet her til landet lige siden istiden, men som politisk inkompetence helst ser befolkningen tage afstand fra.
Dialog med kaffe i hånd
I middagsvarmen meldte sulten sig. Den gode bager fik hurtigt udsolgt af sine sandwich, men heldigvis var der stadig friskt brød, og kaffen flød i så rigelige mængder, som der var brug for.
Den kendte lyngbypræst Leif Bork Hansen ville gerne udveksle ideer med de forskellige partiers repræsentanter for på den måde at virkeliggøre ’dialogkaffe’, og SAMEKSISTENS fik lejlighed til at gå med.
Kaffen fik vi gæstfrit hos Anne-Marie Jacobsen, der nu er kandidat for Venstre til kommunevalget: Hun har tidligere været skoleleder, så hun har mange gode tanker om skoleledelse og behovet for at der altid er en leder, man kan nå, både som elev og som medarbejdere.
Entusiasmen var tydeligt meget mere autentisk end man møder den, når man ser eller hører politiske drøftelser fra Christiansborg. Man fik indtryk af glade og arbejdsivrige folk, der havde energi til alt andet, end at rakke ned på folk fra de andre partier.
Med kaffe i hånd gik vi videre, nu til Konservative. Alle steder spurgte Bork Hansen, hvordan de opfattede solidaritet, om der var plads til andre mennesker her i landet end os der er her i forvejen. Jo da, det kunne de to gamle partier nok være med til.
Leif Bork Hansen og Tine Bagger Hansen
Socialdemokratiets Tine Bagger Hansen måtte forklare sit partis uhyggelige politik over for de danske børn i syriske fangelejre, og hun pegede på, at der var andre meninger i partiet, end deres, der nu har magten. Hun ønsker en mildere og mere omsorgsfuld politik.
Vi var mindre heldige ved DF’s telt, selv om vi blev meget venligt modtaget. Solidaritet er de andre landes sag, og den politiske doktrin lod sig ikke rokke.
Pudsigt nok blev vi overraskede over hos Nye Borgerlige at møde Heino Hahn, der er løbet over fra DF: Han har været i det tidligere Jugoslavien og hjulpet med at bygge op, og det blev lidt uklart hvorfor han havde valgt et endnu mere højreekstremistisk parti.
Sange til udlændingeministeren
Tilbage til teltet for Bedsteforældre for Asyl oplevede denne rapportør en fantastisk revy opført af kvinder fra alle verdens lande – i hvert fald iklædt alle verdens landes tøj – med en indsmigrende sang til integrationsministeren:
”Åh, Mattias – Åh Mattias – tag dit ømme øje på.”
Tænk, at publikum kan få en hjertelig latter i en så smertelig sammenhæng! Men de læste også Niels Havs alvorlige digt der ender sådan:
”Sker det, at ministeren / pludselig fortryder og ringer til sine børn / og hulker i telefonen? / Sker det, at nogen siger fra?”
Endelig spillede og sang Ruben Engelhardt nogle af sine hjerteskærende sange:
”Hey minister / der er noget / jeg må spørge dig om: / Har du nogensinde været derude / hvor dit liv er afhængigt af en hjælpende hånd?”