Kort over Syrien opdelt i provinser. Nr. 10 er Damaskus og nr. 11 Rural (eller Rif) Damascus. Syrere fra disse provinser får p.t. gennemgået deres opholdstilladelse i Danmark m. h. p. om den kan ophæves.
Brevet er fra https://www.facebook.com/Den-syriske-og-danske-unge-generation-i-Danmark-108913117970879
Der ligger der også andre beretninger om syrere der pludselig har mistet deres asylstatus, og som skal sendes hjem til et land uden sikkerhed, og hvor der er en risiko for enhver for at blive sat i fængsel og tortureret.
At syrerne p.t. ikke kan hjemsendes og at FN og EU ikke vil hjemsende nogen, da forudsætningerne herfor ikke eksisterer, spiller åbenbart ingen rolle for Regeringen, Folketinget og Flygtningenævnet.
“Kære alle
Jeg er far til pigen Faeza (…). Jeg kom til Danmark i 2014 og under flugten bar jeg min datter på mine skuldre på en rejse, man kalder for Dødens Rejse. Sammen krydsede vi havet i en lille gummibåd med livet i hænderne.
Jeg kan ikke beskrive den taknemmelighed, min datter og jeg følte, da vi nåede i sikkerhed i Danmark. Et land der altid har været kendt som et frit og demokratisk samfund, som overholder menneskerettigheder og giver mænd og kvinder lige muligheder.
Vi blev budt velkomne af danskerne med så stor kærlighed og medmenneskelighed, at vi hurtigt kom til at betragte dette ærede folk som vores anden familie.
For første gang længe følte vi os i sikkerhed og turde tro på fremtiden. Det er let at glemme politikeres lejlighedsvise nedsættende tale om flygtninge som os, når man føler sig mødt af danskeres gæstfrihed.
Så meget desto mere blev vi forfærdede og overraskede over den politiske beslutning, der i år har ført til at min elskede datter Faeza ikke længere kan blive i Danmark sammen med mig, sin stedmor og sin lillesøster.
Jeg er stolt – som enhver anden far ville være – over at Faeza har lært flydende dansk. Jeg blev stolt og taknemmelig, da hun afsluttede folkeskole og gymnasiet i Danmark. Jeg beundrer hendes vedholdenhed, der fik hende til at arbejde hårdt og begynde forfra, selvom hun allerede har taget studentereksamen én gang før i Syrien.
Og jeg blev stolt, da hun begyndte at læse til sygeplejerske. Stolt fordi hun er dygtig, men endnu mere fordi hun har et stort hjerte og længes efter at komme til at hjælpe syge mennesker i Danmark med sin viden og sin omsorg.
Jeg ved at min datter har en stor drøm om senere at læse videre og blive en dygtig læge, der kan bidrage endnu mere til vidunderlige Danmark.
Da Faeza for få dage siden skulle til møde i Flygtningenævnet, hvor hendes fremtid skulle afgøres, var det første gang siden flugten i 2014, jeg så min datter være knuget af angst.
Jeg sagde: Vær rolig, min lille pige, du er i Danmark nu. Du er i retfærdighedens og menneskelighedens landet. Der er ikke noget at være bange for.
Ingen af os havde forestillet os, at nogen kunne finde på at sende en ung kvinde alene tilbage til vores krigshærgede land. Vi er begge frygtelig kede af det, bange og chokerede over, at danske politikere vil sende hende tilbage til et land, hvor mennesker fængsles, forsvinder, dør i regimets hænder. Et land hvor jeg selv er efterlyst for ikke at ville deltage i regeringens massakre på vores folk.
Nu spørger jeg: Hvad er forskellen på de syriske politikere, som dræber deres eget folk og de danske politikere, der sender mennesker tilbage til døden?
Intet kan beskrive den følelse jeg har nu. Jeg appellerer inderligt til at I vil hjælpe min datter.”