Den aften jeg reddede min fars liv

Cyrus Razavi kom til Danmark i 1985. Efter at have oplevet, at hans far to gange blev fængslet af den Islamiske Republik, og efter at have levet under Saddam Husseins aggressionskrig mod Iran, måtte 9-årige Cyrus handle for at redde sin fars liv. I dag er han bosat på Cypern sammen med sin danske hustru og tre børn.

Man skulle være forsigtig med, hvad man sagde i skolen, da ens forældres liv afhang af det. Det var blevet normalt for min mor at gennemgå mange svar på spørgsmål, som skolen kunne finde på at stille om ens forældre. Det forkerte svar kunne være skæbnesvangert. Tænk at skulle bære den byrde som barn og vide, at ens forældres liv afhænger af ens ord.

Iran 1984, en frygtelig aften ændrede vores liv for altid. Min lillebror og jeg legede bekymringsløst i tv-stuen, mens min højgravide mor forberedte aftensmad i køkkenet. Pludselig ringede telefonen, og min mors ansigt ændrede sig fra glæde til frygt, da hun tog røret. Ordene, der blev hvisket i den anden ende, kastede os ud i en mareridt, jeg aldrig vil glemme: “De har anholdt din mand og er på vej hjem til jer for at ransage huset. Skjul alt, der kan skade jer!”

Det var min fars ven, der ringede for at advare os mod den frygtelige trussel fra den Islamiske Republiks milits, der havde kastet sin skygge over vores lykkelige hjem.

Min mor var i panik, og hendes fortvivlelse smittede af på os. Som en niårig dreng indså jeg pludselig, at hvis jeg ikke handlede, ville de tage min far fra os, for altid.

Første instinkt var at beskytte min far, så jeg så mig omkring efter noget, der kunne bringe os i fare. Mine øjne faldt på hans elskede samling af whisky og andre alkoholholdige drikke. De måtte forsvinde, tænkte jeg, og med rystende hænder hældte jeg flaske efter flaske ned i vasken. Spritten spredte sig i huset, og jeg kunne mærke den bitre duft af frygt og desperation.

Men det var ikke nok. Jeg huskede hans politiske digte, der gjorde nar af magthaverne, og jeg vidste, at de også kunne blive vores undergang. Jeg søgte gennem hans skab og fandt dem skjult derinde. Med tårer i øjnene rev jeg dem i stykker og lod dem blive til fortidens aske.

Jeg følte mig som en lille soldat i en krig, der ikke var vores, men som alligevel ødelagde vores familie. Mit næste mål var at vores Beta max video og tilhørende film , de skulle væk i en hast da tiden nu var knap. Eje en video og film var ulovligt og strafbart.

Jeg pakkede dem ned i en hast og bar dem ned af trapperne og løb flere blokke væk fra hvor vi boede.

Da jeg vendte tilbage, var jeg ikke længere den samme. Smerten i mine fødder mindede mig om, at jeg havde løbet gennem den isnende vinterkuld uden sko, I al min hast og forsøg på at redde fars liv havde jeg glemt at tage sko på. Frygten havde efterladt et sår i mit hjerte, jeg troede aldrig ville hele.

Få øjeblikke senere blev vores hjem revet fra hinanden af de brutale magthavere, som ikke tog hensyn til min mors tilstand eller vores skrøbelige alder. Alt, hvad vi havde kendt og elsket, blev ødelagt, og vi stod tilbage som flygtninge i vores eget land.

Men vi var heldige, for min far overlevede, omend med risikoen for at blive taget til fange igen. Det var her, vi traf en beslutning, der ville ændre vores liv: Vi måtte flygte. Vi måtte efterlade alt, hvad vi havde, vores status, vores rigdom, alt for at finde frihed og håb et andet sted.

Ingen forlader deres hjem for sjov. Vi var ikke på flugt på grund af penge, men fordi vi længtes efter frihed – frihed fra frygten, frihed fra undertrykkelse, frihed til at leve et normalt liv uden konstant trussel om tabet af vores kære.

Så næste gang du hører vores historie og dømmer os, tænk over, hvad vi gik igennem. Tænk over den frygt, der stadig hjemsøger vores minder. Vi kom ikke til jeres land for at tage noget fra jer, men for at finde et sted, hvor friheden kunne blomstre, og hvor vores hjerter kunne helbrede. Frihed er en gave, som ingen penge kan købe. Og det var den gave, vi søgte, da vi tog den rejse mod det ukendte.

Billedgalleri fra min barndom i Iran…