SOS Racisme vil med vores markering af befrielsen af Auschwitz både glæde os over nazismens fald i det 20. århundrede og tillade os at sørge over den hæslige ideologis mange uskyldige ofre. Vi vil også advare mod tendenser til at bekæmpe overholdelsen af menneskerettighederne. Enhver tendens til at anfægte dem er ekstremistisk og menneskefjendsk.
Tallet er uforståeligt. Ideologien er vanvittig
Vi fatter ikke tallet seks millioner – mennesker. Fatter vi den overbevisning eller overtro der hævder at et samfund kan gøre jorden til et paradis ved at slå alle de mennesker ihjel, som man tillægger nogle selvindbildte egenskaber og kalder dem undermennesker, skønt de har levet i samme byer som man selv?
Det er nazismens holdning til jøder og romaer, homoseksuelle og handicappede, og det var disse mennesker som nazisterne prøvede at udrydde ved det de kaldte den endelige løsning. Slagteriet skulle ordnes industrielt for at skåne dem de kaldte arierne.
Det er konsekvensen af den illusion, der har skabt Auschwitz og de andre udryddelseslejre, det er en ideologi, som stadig eksisterer, og som vi må bekæmpe af alle vore kræfter.
Men først og fremmest skal vi huske og håbe at vi kan blive ved med at sige fra, sige højt og tydeligt at et menneske er et menneske, og at hvert enkelt menneske har krav på liv og privatliv, og på asyl og beskyttelse, når det bliver forfulgt.
Mange af vore medmennesker lever i dag uden de muligheder.
Liselottes historie
I anledning af at det i dag er 77 år siden Auschwitz blev befriet skal læserne stifte bekendtskab med en familie, der blev deporteret til Auschwitz den 28. oktober 1944:
Liselotte Selinko-Roeders og hendes mand, Kurt Roeders, der begge var født i Wien, flygtede i 1938 til Holland, fordi de var jøder. I 1940 blev deres datter Antoinette, født den 7. juni. De blev alle tre deporteret via camp Westerbork i Holland den 4. september 1944 til Theresienstadt. Den 28. oktober blev de deporteret til ’ukendt mål’ med ’øst transport’ og endte i Auschwitz. Kurt Roeders døde som følge af tvangsarbejde.
Se også link her:
Liselotte Margarete Felicitas Roeders-Selinko (joodsmonument.nl)
Et fortvivlet brev
Når jeg kender den tragiske historie om de tre menneskers skæbne, skyldes det et brev, som Liselottes mor senere sendte mine forældre i håb om at få at vide hvad der var blevet af dem.
Min mor har sørget for at jeg har arvet det brev. Det er skrevet på ganske tyndt papir og er det mest hjerteskærende dokument jeg ejer.
Jeg har fået fortalt at Liselotte fik valget at overlade sit barn til bødlerne og selv slippe for at blive myrdet, men hun valgte naturligvis at gå i gaskammeret sammen med sin lille datter.
Liselottes mor slutter sit brev til mine forældre: ”Undskyld Ubeskedenhed og evig Tak!”
Der var desværre ingen grund til at takke, andet end at de delte sorgen.
Annemaries historie
Under den nazistiske besættelse var Liselottes søster, Annemarie Selinko mere heldig: hun kom til Sverige, og som en slags taknemmelighedsgerning, fordi hun selv reddede sit liv der, skrev hun romanen Désirée om den franske silkehandlerdatter, der blev dronning af Sverige. Den var verdensberømt i halvtredserne.
Menneskerettighederne
I den bog, der begynder under den store franske revolution, har hun skrevet en samtale ind, som dagens politikere bør lægge sig på sinde:
Désirée spørger sin far om menneskerettighederne engang i fremtiden kan blive ugyldige, og han svarer: ”Nej, ugyldige kan de ikke blive. Men afskaffet, åbenlyst eller hemmeligt, og trådt under fode. Men de mennesker, som træder dem under fode, pådrager sig historiens største blodskyld. Ligegyldigt når og hvor mennesker i fremtiden berøver deres brødre retten til frihed og lighed – så vil ingen sige om dem: Herre tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Min lille datter, siden menneskerettighederne er blevet forkyndt, ved de det nemlig ganske nøje.”
Da romanen udkom, forstod læseren selvfølgelig med det samme at forfatteren tænkte på Nazismen og den utilgivelige ondskab, den repræsenterer.
Tilegnelsen
Den spændende roman er tilegnet mindet om Liselotte. Annemarie Selinko skriver i sin dedikation: ”Til minde om min søster Liselotte, hendes lyse sind og store hjerte.”