Jens Galschiøt: Skamstøtten på Christiansborg Slotsplads, 26. juni 2009
Skulpturen skal fastholde erindringen om en skændselsgerning som aldrig må gentage sig. Hver enkelt skulptur forsynes med en sokkel som sætter den ind i den konkrete lokale sammenhæng. Skamstøtten skal hver gang minde os om: at der kan være store menneskelige omkostninger og skæbnesvangre konsekvenser, hvis vi vælger at bruge vold som middel til at opnå vores mål, at vi som mennesker har en ansvarlighed for, hvordan vi vil tillade at mennesker behandles.
Skamstøtten blev opstillet af Jens Galschiøt på Christiansborg Slotsplads 26. juni 2009, dagen efter regeringens tvangsudsendelse af seks irakere, som var de første der blev sendt ud af Danmark, kort efter Danmark havde indgået en hjemsendelsesaftale med Irak. Danmark trodsede UNHCR’s advarsler om ikke at tilbagesende nogen til forfølgelse, tortur og død, og udsendte herefter irakere til Bagdad, hvilket udgjorde refoulement.
Indhold:
Refoulement, og artikel 2-3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EMRK
Refoulement i Flygtningekonventionen UNHCR og Danmark
Refoulement i andre konventioner
EU’s fælles asylpolitik, tilbagesendelsesdirektiv og EU’s nye asylpolitik
Tilbagesendelser som kan udgøre refoulement, til Irak, Iran, Afghanistan, Syrien og Somalia
Refoulement: Tilbagesendelse til død, forfølgelse eller tortur, nedværdigende eller umenneskelig behandling
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EMRK:
Artikel 2: Ret til livet
Artikel 3: Forbud mod tortur
Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.
Artikel 2 i EMRK handler om retten til livet og et forbud for staterne mod at slå nogen ihjel, forbuddet er siden skærpet med tillægskonventionerne til EMRK. Artikel 3 handler om forbuddet mod tortur og mod umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf. Når artikel 2 og 3 i EMRK begge er nævnt sammen, er det fordi man ikke må sende nogen tilbage til et land, hvor de er i høj risiko for hverken drab eller tortur, umenneskelig eller vanærende behandling. Ulovlig tilbagesendelse kaldes refoulement og er udover i EMRK artikel 2 og 3 forbudt i mange andre af FN’s konventioner.
Flygtningekonventionen
Den vigtigste paragraf i hele Flygtningekonventionen (1951) er på sin vis artikel 33, stk. 1: at man sikres mod at blive tilbagesendt til det land, man kom fra, hvis man dér er i risiko for at blive dræbt eller for tortur, grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Flygtningekonventionen, artikel 33, stk. 1: Forbud mod udvisning eller afvisning.
Ingen kontraherende stat må på nogen som helst måde udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser.
Generelle ophørsklausuler
Flygtningekonventionen, artikel 1 C, no. 5 og 6: generelle ophørsgrund fra forhold i hjemlandet el. andet fast opholdsland:
C. Denne konvention skal ikke længere finde anvendelse på en person, der omfattes af bestemmelserne i afsnit A, såfremt han:
(5) ikke længere kan afslå at søge det lands beskyttelse, i hvilket han har statsborgerret, fordi de omstændigheder, ifølge hvilke han er blevet anerkendt som flygtning, er bortfaldet, denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå at søge beskyttelse fra det land, i hvilket han har statsborgerret; eller
(6) uden at være i besiddelse af nogen statsborgerret er i stand til at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere har haft fast bopæl, fordi de forbehold, som førte til, at han er blevet anerkendt som flygtning, ikke længere er til stede,
denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere havde fast bopæl.
Siden er refoulement brugt om tilbagesendelse til et land, hvor den udviste risikerer drab eller tortur, grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og bruges ikke kun om flygtninge, men kan fx også bruges om folk, der udvises for kriminalitet.
Princippet om non-refoulement betyder, at ingen stat på nogen som helst måde må tilbagesende nogen til et land med risiko for overtrædelse af art. 2 eller 3 i EMRK, og heller ikke afvise eller tilbagesende en flygtning til forfølgelse. Så før en eventuel tilbagesendelse fra Danmark skal myndighederne sikre sig, at vedkommende ikke risikerer at blive dræbt, eller risikerer forfølgelse, tortur eller grusom eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Kæde-refoulement: Danmark må heller ikke sende folk tilbage til et andet land, hvorfra de er i risiko for at blive sendt videre tilbage til oprindelseslandet, hvis de dér er i risiko for forfølgelse, tortur, drab, grusom eller umenneskelig eller nedværdigende behandling. Af den sidste grund har Danmark tidligere undladt at tilbagesende til fx Ungarn, Kroatien, Bulgarien og Grækenland.
IFA/IRA
Man har i de seneste 15 år også i høj grad tilbagesendt flygtninge, der kun kunne bo i særlige områder i hjemlandet, som kaldtes interne flugt alternativer for hhv. internt fordrevne: IFA/ eller flygtninge, der skulle genbosættes: IRA. Typisk i storbyer, som Danmark påstod var sikre, fx: Damaskus i Syrien, Kabul i Afghanistan, Mogadishu og Kismayo i Somalia og til Irak.
UNHCR modsagde, at disse byer var sikre, og – udover de generelle vejledninger, protesterede de mod ufrivillige tilbagesendelser bl.a. til Irak (i 2009), Somalia (2013 og 2016), Afghanistan (2021, 2023). Senest har Access Center for Human Rights publiceret en rapport om forfølgelse af tvangsudsendte fra Libanon til Syrien. Syrien , Afghanistan og Somalia har aktuelt desuden en humanitær krise.
UNHCR og Danmark
UNHCR har siden det midlertidige beskyttelsesasyl blev indført i 2015 protesteret mod den danske lovgivning og praksis, og mener, at de samme ophørsklausuler som findes i Flygtningekonventionens artikel 1, c, bør gælde for alle flygtninge: også for dem, der ikke har konventionsstatus, men har en subsidiær status. UNHCR har udtalt meget kritik af Danmark og søgt at få en dialog med Danmark herom, se uddrag af UNHCR’s brev til Danmark længere nede.
I Flygtningekonventionen beskyttes en flygtning på to måder: dels mod refoulement i artikel 33, dels er der nævnt 6 ophævelsesgrunde, som tilsammen er udtømmende for mulighederne for udsendelse, i artikel 1. C. De fire første er ophævelsesgrunde er individuelle, mens de to sidste, (5) og (6) omhandler generelle forhold i hjemlandet – se det blå felt ovenover. Her kan der ikke ske hjemsendelse før der er fundamentale, varige, stabile forhold i hjemlandet, mens en forbigående formindskelse af hensynet til frygt for forfølgelse alene ikke er nok til at ophæve asylet. Det er yderligere specificeret i UNHCR’s højeste råds (Eksekutivforsamlingens) erklæring om ophør af status: “Cessation of Status, 1992”. Her advarer UNHCR decideret mod at ophæve asyl og subsidiær status , hvis der kun er forbigående positive ændringer i et lands sikkerheds- og menneskerettighedssituation, og ikke en fundamental forbedring af menneskerettighederne og sikkerheden i landet, ligesom flygtningen heller ikke skal kunne frygte forfølgelse af særlige grunde mere.
Udlændingeloven § 7, stk. 1, § 7, stk. 2 og § 7, stk. 3
Før 2015 var der i Danmark ikke forskel på betingelser for ophør af flygtningestatus alt efter om man havde konventionsstatus (udlændingeloven § 7, 1) eller beskyttelsesasyl (udlændingeloven § 7, 2). Men i 2015 indførte man en tredje status: midlertidigt beskyttelsesasyl, beregnet for krigsflygtninge, (udlændingeloven § 7, 3). Man behøvede ikke at være i en særligt øget risiko for at blive forfulgt, – men forholdene i landet skulle være så voldsomme, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerede en situation med vilkårlig vold, som overskred artikel 2 eller 3 i EMRK. Men samtidig skulle opholdstilladelsen kunne inddrages ved forbedringer af de generelle forhold i hjemlandet – hvis de ikke bare var helt midlertidige – uanset om forholdene stadig var alvorlige, og sikkerhedssituationen var skrøbelig og uforudsigelig.
Man indførte § 7, 3, samtidig med at der kom mange flygtninge til Danmark fra Syrien; målet var at Danmark hurtigt ville kunne sende dem hjem, hvis det blev muligt. UNHCR protesterede imod det, ligesom SOS Racisme og andre NGO’er gjorde. At borgerkrigen i Syrien skulle blive en kortvarig konflikt, har der aldrig været nogen, der har troet på – og det havde heller ikke hold i virkeligheden. Det var en helt fejlagtig forudsætning for lovændringen, som nok mere bundede i Socialdemokratiets forsøg på at få vælgere, som var bange for at der ville komme mange flygtninge til Danmark, tilbage fra Dansk Folkeparti. Og regeringen satte samtidig fart på hjemsendelser, selv om der fortsat var krig, borgerkrig, og ekstremt usikre forhold i de lande, de fleste flygtninge kom fra. Det gjaldt bl.a. Syrien, Somalia og Afghanistan, og Irak, som dog havde lukket for hjemsendelser en periode; og man hjemsendte til tortur og forfølgelse i Iran. En idylrapport om Eritrea blev undsagt af de to hovedforfattere, som havde indsamlet materiale om Eritrea – bl.a. i Etiopien, da Eritrea ikke var sikkert at rejse i. Herefter blev de to sygemeldt og fratrådte siden deres stillinger i Udlændingestyrelsen. Virakken omkring det, hvor mange af de interviewede sagde, at deres udsagn var blevet misbrugt, har formodentlig forhindret større hjemsendelser til Eritrea.
Paradigmeskiftet, 2019
Året efter vedtog Folketingets flertal at disse ophørsbetingelser skulle gælde både for flygtninge med opholdstilladelse efter § 7, 2 og efter § 7, 3. Dog skulle man undersøge, om der var individuelle forhold, der gjorde, at flygtningen ville være særlig udsat i hjemlandet ved en tilbagesendelse. Med paradigmeskiftet i 2019 blev alle flygtninges opholdstilladelser midlertidige og skulle regelmæssigt genvurderes, så ingen flygtning kunne slå sig ned og vide sig sikker i Danmark. Kort efter oprettede man Hjemrejsestyrelsen, der skulle overtale flygtningen til at rejse tilbage, straks efter han havde fået frataget sin opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, selvom der ikke var sikkert. Først med det gode: ved at love penge og hjælpe med rejsen, og så – hvis det ikke lykkedes – med det onde: fratage opholds- og arbejdstilladelsen og alle ydelser, tildele opholdspligt og meldepligt på et udrejsecenter, hvilket stort set ville umuliggøre enhver uddannelse, true med tvangsudsendelse og indrejseforbud efter en udsendelse, og true med/ indsætte flygtningen i Ellebæk i 4 måneder for manglende medvirken til samarbejde; indsættelsen ville desuden kunne forlænges af andre grunde.
UNHCR advarer Danmark mod refoulement og andre brud på Flygtningekonventionen
UNHCR har – siden det midlertidige beskyttelsesasyl blev indført i 2015 – protesteret mod den danske lovgivning og praksis, og mener, at de samme ophørsklausuler som findes i Flygtningekonventionens art. 1, C, (5) og (6) bør gælde for alle flygtninge: altså også for dem, der ikke har konventionsstatus, men en subsidiær status. UNHCR har udtalt meget kritik af Danmark og søgt at få en dialog med Danmark herom i brevet nedenfor og i tidligere breve om Somalia, om smykkeloven, om midlertidigheden, og generelt om den danske politik på området, men uden at vinde gehør. UNHCR har også advaret om, at et dansk asylcenter i Rwanda vil underminere Flygtningekonventionen, med risiko for, at fattige lande, som i dag huser 86% af flygtningene på verdensplan ikke vil huse dem mere, når rige lande som Danmark undslår sig. Se nedenfor.
Uddrag af UNHCR’s brev til Danmark.
UNHCR er bekymret over tempoet og omfanget af de restriktioner, som skiftende danske regeringer gennem årene har indført for at begrænse beskyttelsen af flygtninge. Mange af de foranstaltninger, der oprindeligt havde til formål at håndtere en ekstraordinær situation i 2015-2016, er fortsat i kraft, selvom der nu er sket en normalisering af situationen.(…)
UNHCR beklager,4 også vedtagelsen i 2019 af en pakke med lovændringer, kendt som det såkaldte “paradigmeskift”, der lægger uforholdsmæssig stor vægt på “midlertidigheden” i flygtningebeskyttelsen, og som dermed risikerer at forårsage uro og ængstelse hos personer med stærke beskyttelsesbehov samt hindre deres muligheder for hurtigt at integrere sig i det danske samfund. (…)
UNHCR har de senere år også fremsat høringssvar til en række danske lovforslag, såsom indførelse af en midlertidig subsidiær beskyttelseskategori,5 konfiskation af værdigenstande fra asylansøgere,6 begrænsninger af familiesammenføring,7 reduktion i sociale ydelser for flygtninge,8 indførelse af kortvarige opholdstilladelser,9 obligatorisk regelmæssig vurdering af beskyttelsesbehov,10 øget brug af bestemmelser for at inddrage eller ophøre beskyttelse,11 indførelse af restriktive kriterier for tildeling af permanent opholdstilladelse og den midlertidige pause i Danmarks genbosættelsesprogram (kvoteprogrammet).12 (…)
UNHCR beklager derfor den regelmæssige obligatoriske genvurdering, der blev indført i 2019, og som gælder for alle personer med behov for international beskyttelse, når deres opholdstilladelse udløber.14 (…)
UNHCR er endvidere meget bekymret over de utilstrækkelige kriterier, der er indført i Udlændingeloven, med hensyn til inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en subsidiær beskyttelsesstatus.15 I henhold til Udlændingeloven kan forbedringer af de generelle forhold i hjemlandet – som ikke bare er af midlertidig karakter – føre til tab af beskyttelse, uanset om forholdene stadig må anses for at være alvorlige, og sikkerhedssituationen forbliver skrøbelig og uforudsigelig.
Det er UNHCR’s opfattelse, at inddragelse af beskyttelsesstatus på grund af ændringer i de forhold, der gav anledning til beskyttelsesbehovene, kun bør komme på tale, når ændringerne i sig selv er grundlæggende og varige. I UNHCR’s og EU’s terminologi kaldes dette ophør af beskyttelsesbehov.
Selv om flygtningebeskyttelse efter 1951-konventionen (konventionsstatus) og subsidiær beskyttelsesstatus er juridisk forskellige, bør inddragelse efter UNHCR’s vurdering kun finde sted ved en analog anvendelse af ophørsgrundene i 1951-konventionen.16
Danmarks seneste praksis med hensyn til at stræbe efter tidligt ophør af beskyttelsesstatus har haft betydelige konsekvenser for flygtninge, herunder mange somaliere og syrere, der har mistet deres beskyttelse, selvom situationen i deres oprindelseslande ikke har ændret sig grundlæggende og varigt.17
Ud over risikoen for at blive sendt tilbage til en situation, hvor deres liv eller frihed kan være i fare, kan tabet af beskyttelse også føre til, at familier bliver revet fra hinanden, da familiemedlemmer kan have forskellig beskyttelsesstatus. Dette synes især at have påvirket beskyttelsen af yngre kvindelige voksne i familier.
UNHCR beklager, at ophøret af beskyttelsesstatus også har været gældende for flygtninge, der blev genbosat i Danmark under UNHCR’s globale genbosættelsesprogram, som er designet til at give flygtninge en varig løsning på deres situation.
Den målrettede søgen mod tidligt ophør af beskyttelsesstatus for visse grupper af syriske flygtninge har også skabt en situation, hvor flygtninge, der enten har fået afslag på at forlænge deres beskyttelse i Danmark, eller som frygter, at dette også kan ske for dem, når deres opholdstilladelse næste gang skal fornyes, er rejst videre til andre europæiske lande for at opnå en anerkendt beskyttelsesstatus. Dermed udfordres det etablerede system med ansvarsfordeling inden for EU med hensyn til håndtering af asylansøgere og flygtninge.18
UNHCR’s anbefaler Danmark at:
Tilpasse standarder og praksis for tab af subsidiær status (ophør) med kravene i artikel 1 C i 1951-konventionen;
Anvende ophørspraksisser forsigtigt og restriktivt og med de nødvendige retlige standarder og proceduremæssige garantier på plads;
Afstå fra en regelmæssig obligatorisk genvurdering af beskyttelsesbehovet for personer med international beskyttelsesstatus.
Konventioner, der især skal beskytte handlede og voldsramte kvinder mod refoulement
Kvindekonventionen
Kvindekonventionen beskytter handlede kvinder mod refoulement, men det bruges sjældent, da det kan være svært for dem at få fremskaffet nødvendig dokumentation for trusler om vold ved hjemvenden og for observeret vold, fx ved lægeerklæringer. Enkelte eksempler kan ses her
Istanbulkonventionen uddrag
Artikel 59: ofre for vold i hjemmet, skal have rimelige muligheder for at søge og få en selvstændig opholdstilladelse.
Artikel 60: staterne skal træffe de (…) foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at kønsbetinget vold mod kvinder kan anerkendes som forfølgelsesgrund i medfør af artikel 1, A (2) i Flygtningekonventionen, og som en form for grov overlast, der medfører subsidiær beskyttelse.
Artikel 61: forbud mod at tilbagesende personer i risiko for kønsbaseret vold og æresdrab, ud fra non-refoulement princippet.
Istanbulkonventionen beskytter kvinder – og mænd – mod vold i hjemmet. De tre paragraffer ovenfor omhandler beskyttelse af kvinder og ofre for vold i hjemmet mod udvisning og tilbagesendelse. Danmark underskrev Istanbulkonventionen i 2014, men i første omgang syntes det, som om vi havde glemt det! For nylig har Udlændingestyrelsen dog ændret ordlyden på Nyidanmark.dk i afsnittet om samlivsophør/skilsmisse. Det kan tydes som, at Styrelsen nu hyppigere vil anvende Kvindekonventionen eller Istanbulkonventionen hyppigere i tilfælde, hvor samlivsophøret skyldes vold i hjemmet, eller hvor tilbagesendelse til hjemlandet vil udgøre refoulement – fx ved risiko for æresdrab.
Mange sager er tidligere faldet på, om kvinden kunne skaffe tilstrækkelig dokumentation for hustruvold, eller for eventuelle trusler fra familien i hjemlandet, og om hvordan troværdigheden af kvindens udsagn er blevet bedømt af Udlændingestyrelsen, Udlændingenævnet eller Flygtningenævnet.
En aktuel undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder viser, at denne mulighed for at undgå tilbagesendelse ofte er nægtet kvinden på grund af høje krav til dokumentation af vold eller trusler, og skader efter vold, ligesom det vil være svært at bevise risici for æresdrab i hjemlandet. Desuden havde nogle kvinder fået en fejlagtig rådgivning. Det sidste vil Udlændingestyrelsen råde bod på med oprettelsen af en særlig hotline for kvinder der har været udsat for vold eller negativ social kontrol eller samlivsophør. Mange afvises dog stadig.
EU og Sverige har vedtaget at anerkende kønsbetinget forfølgelse af kvinder i Afghanistan som asylgrund. I Danmark har Flygtningenævnet ikke taget det samme skridt fuldt ud. Men i og med at mange rettigheder for kvinder i Afghanistan systematisk er blevet frataget dem, fx til uddannelse, arbejde, og til at færdes offentligt uden mandlig ledsager, har Flygtningenævnet siden januar 2023 indført en ”lempet bevisvurdering for kvinder fra Afghanistan. Dette indebar, at tærsklen for, hvornår en kvindelig afghansk asylansøger måtte anses for at have sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse, skal være lavere end i en almindelig asylsag”. Herefter har næsten alle afghanske kvinder fået asyl efter udlændingeloven §7, stk. 1.
EU’s fælles asylpolitik – kvalifikationsdirektivet – Ny asylpolitik
EU har udarbejdet en fælles asylpolitik og fælles minimumsstandarder på asylområdet, bl.a. med Kvalifikationsdirektivet i 2011, som Danmark dog ikke har tilsluttet sig. Kvalifikationsdirektivet giver bedre muligheder end i Danmark for at få asyl, og bedre beskyttelse mod at blive udvist til hjemlandet før situationen er stabil for flygtninge, som har en beskyttelsesstatus eller anden subsidiær status.
Det betyder bl.a. at for flygtninge fra det samme land, vil det typisk være sværere at få asyl eller subsidiær status i Danmark, end i Tyskland eller i andre medlemslande af EU, se eksempler i bogen: En fast hånd i ryggen, som kan købes på Refugees.dk.
Det betyder også, at mange af de somaliere, syrere, afghanere, iranere eller irakere, der får ophævet deres midlertidige, humanitære eller anden subsidiære status i Danmark, fordi regeringen har bedt Udlændingestyrelsen gennemgå deres sager for at ophæve opholdstilladelsen for at kunne hjemsende dem til hjemlandet, ville kunne have fået asyl i et andet land end Danmark og have beholdt det.
Med EUs nye asylpolitik vil mange af medlemslandene dog skærpe betingelser og procedurer for asylansøgere, landene vil inden for rammer selv udforme deres politik.
Tilbagesendelser til Irak
Hvor langt Danmark selvstændigt går, har vi gennem de senere år set med irakerne, hvor mange blev tvangshjemsendt i 2009-2010, efter at Kirkeasylet i Brorsons Kirke, var blevet stormet af politiet. Her havde ca. 60 irakere opholdt sig, siden en hjemsendelsesaftale mellem Irak og Danmark var blevet indgået 13. maj 2009. Hjemsendelserne skete trods protester fra UNHCR, som advarede regeringen om, at tilbagesendelser til det sydlige Irak ikke var sikre for bestemte grupper, og til det centrale Irak ikke var sikre for nogen som helst, og begge dele ville udgøre refoulement. Der var da også fortsat borgerkrig, og der foregik massakrer, og der var generelt meget farligt. En undersøgelse af irakiske flygtninge, der tidligere var hjemrejst, – uden tvang, men nogle havde følt sig presset -, men vendt tilbage til Danmark, viste, at flere var i fare i hjemlandet, to var blevet kidnappet. UNHCR havde kritiseret hjemsendelsesaftalen mellem Irak og Danmark af 13. maj 2009 i et brev til udlændingeministeren d. 28. maj 2009, og skrevet at tvangshjemsendelse af enhver iraker fra det Centrale Irak kunne udgøre refoulement. UNHCR havde også frarådet tvangsmæssige udsendelser til den nordlige del af Irak under det kurdiske selvstyre, og havde udarbejdet en opdateret vejledning herom i april 2009, og havde advaret om ikke at udsende sårbare personer til Irak på grund af sikkerhedssituationen og den ustabile situation. Alligevel udsendte Danmark seks afviste irakere d. 25. juni til Bagdad, dagen efter en bombe i Bagdad havde kostet 72 civile livet.
Den 13. august stormede politiet Kirkeasylet i Brorsons Kirke. Politiet tvangsudsendte 22 irakere d. 2. september, 4 af forsøgte at komme ud af lufthavnen i Bagdad, og blev straks arresteret, men blev sluppet fri efter nogle dage. De andre turde ikke forlade lufthavnen, men rejste med fly til andre byer typisk i det nordlige Irak, hvor de måtte skjule sig. Nogle irakere gik under jorden i Danmark eller Sverige, omkring 250 blev hjemsendt i løbet af et år, trods stigende vold mange steder i Irak. I november 2010 blev en udsendelse forhindret af Menneskerettighedsdomstolen, EMD.
Hjemsendelserne til Irak var én af de første gange efter Tamil-sagen hvor Danmark direkte trodsede UNHCR’s anbefalinger og med åbne øjne udøvede refoulement. En reporter fra BBC interviewede en hjemsendt iraker, der måtte skjule sig hos en ven i det nordlige Irak, fordi der var for farligt for ham i hans hjemby. BBC’s interview med ham og med en aktivist fra Kirkeasyl, der besøgte ham, kan høres her. (fra ca. 1/2 min til ca. 7 1/2 min inde på båndet). Flere af de øvrige hjemsendte måtte også leve i skjul. Irak protesterede også selv. Et år efter forhindrede Menneskerettighedsdomstolen hjemsendelser med regel 39, og en årrække har Irak heller ikke villet tage imod tvangshjemsendte, eller kun tvangshjemsendte, som havde begået kriminalitet. Irak har dog nu åbnet igen for det efter kraftigt pres fra Danmark. Danmarks mål er åbenbart at få alle udviste irakere dømt, så de kan hjemsendes til Irak! Men Irak er ikke sikkert endnu, og nogle vil være forfulgte i Irak – også selv om de har fået afslag på asyl i Flygtningenævnet.
For få år siden refoulerede Finland en person, som ifølge UNHCR ville være særlig udsat. Han blev dræbt i det kurdiske selvstyreområde i det nordlige Irak. Finland blev dømt for refoulement ved Menneskerettighedsdomstolen; – men det bragte jo ikke den dræbte tilbage, og Danmark har ikke taget ved lære heraf!
Tilbagesendelser til Iran
Iranerne kan ikke tvangshjemsendes for tiden, for Iran har ikke villet modtage tvangshjemsendte iranere de seneste år, medmindre de har et iransk pas. Det er dog indtrykket, at Hjemrejsestyrelsen går meget hårdt til værks over for iranere og presser dem med lange fængselsophold i Ellebæk, som ikke har andet formål end at forsøge at knække dem psykisk for at få dem til at skrive under på frivillig hjemsendelse. Det er usselt af Danmark, men skønt Danmarks behandling af dem er hård, tænker mange at tortur i Iran vil være værre.
Med forfølgelsen, fængslingerne, mishandlingen og torturen af de unge – kvinder og mænd, der har gjort oprør i Iran under slagordene: Kvinde – Liv – Frihed, og med eksekveringer af dødsdomme næsten hver dag, er det svært for iranere i dag at tro på, at de kan være trygge ved at rejse tilbage til Iran. Canada har netop lukket op for iranere, som kan søge fra lande uden for Iran. I 2022 henrettede Iran ifølge Amnesty.dk i alt 576 mennesker i de første 6 måneder af 2023 mere end 356 mennesker dvs. to hver dag.
Det er meget positivt at flere Folketingsmedlemmer er blevet sponsor for en dødsdømt, politisk fange i Iran! Men: kunne man ikke forestille sig, at Folketingsmedlemmerne også ville støtte de afviste iranere, så de kan slippe for det danske pres for at blive hjemsendt – måske til tortur og død? Mange iranere har boet her længe; fordi de har grund til det, selv om Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet ikke har anerkendt deres asylmotiv -eller har fundet dem utroværdige.
Amnesty International opfordrer regeringer og internationale forsamlinger til: “At arbejde for at alle lande indstiller tvangsudsendelser iranere til Iran, da tilbagevendte iranere vil være i risiko for repressalier fra myndighederne, alene fordi de har søgt asyl i et andet land”.
Danmark har tilbagesendt flere mænd til Iran, der er blevet udsat for tortur. Værst gik det udover en dengang 18-årig dreng der i 1999 umiddelbart efter et selvmordsforsøg i Kastrup Lufthavn blev sat på et fly sammen med danske betjente og afleveret i Teherans Lufthavn. Han blev kort efter opsøgt af sikkerhedstjenesten og derefter fængslet og tortureret i meget lang tid. Det lykkedes til sidst hans mormor i Iran at finde ud af, hvor han sad fængslet og købe ham fri, og han endte midlertidigt i en græsk flygtningelejr. Siden lykkedes det ham at komme til Danmark, og denne gang fik han asyl, og blev genforenet med sin mor og søster, som havde fået asyl, efter han var forsvundet i Iran.
Tilbagesendelser til Afghanistan
I denne sag fra 2010 fik asylansøgeren medhold fra Komiteen mod Tortur i at hjemsendelse til Afghanistan var ulovlig, da den overtrådte artikel 3, fordi asylansøgeren ikke havde fået en lægeundersøgelse for torturfølger. Men afgørelsen kom først efter han var blevet tvangshjemsendt. Han blev fundet i Pakistan, som han måtte flygte til efter at være kommet tilbage. Flygtningenævnet genoptog hans sag og gav ham beskyttelsesasyl.
Den afviste afghanske asylansøger havde tidligere været udsat for tortur både fra Talibans side, som havde brækket tre ribben på ham, og fra regeringens side, som havde sat ham i fængsel i 3 dage med flere afhøringer om dagen, fordi de mistænkte han var terrorist fra en islamistisk bevægelse. En slægtning havde bestukket politiet til at løslade ham, og politichefen havde anbefalet ham at udrejse af samme grund. En lægelig rapport omtalte at han igennem det seneste år havde natlige mareridt med genoplevelser af forhørene. Flygtningenævnet troede ikke på ham på grund af divergenser i hans fremstillinger af nogle forhold som i øvrigt var irrelevante i forhold til asylbegrundelserne. Han havde ingen identitetspapirer i Danmark. Hans bror og far var blevet slået ihjel af Taliban, som troede, de var spioner, hvilket de også troede om ham. Trods gentagne anmodninger om en lægelig torturundersøgelse blev det nægtet ham af Flygtningenævnet, som heller ikke havde forholdt sig til to lægenotater om, alvorlige søvnproblemer grundet mareridt om torturen, som han genoplevede hver nat. Endelig var han præget af smerter i brystet grundet tidligere ribbensbrud. Han blev tvangsudsendt til Afghanistan, blev fængslet af politiet ved ankomsten, fik trusler fra Taliban og flygtede derefter til Pakistan. Han blev efterlyst i 3 måneder i Afghanistan uden held, men en TV-2 journalist udsendt til Afghanistan for at finde ham, kom i kontakt med ham i Pakistan, siden kom han til Danmark og fik efter en genoptaget sag beskyttelsesasyl.
Komiteen mod Tortur, CAT skrev: “Desuden på trods af de medicinske beviser og hans anmodning om yderligere specialiseret lægeundersøgelse afviste nævnet hans asylansøgning uden at beordre en sådan undersøgelse. Følgelig vil deltagerstatens manglende hensyntagen til de lægelige oplysninger, som klageren har givet, og afvisningen af anmodningen om yderligere lægeundersøgelser udgøre en overtrædelse af konventionens artikel 3“.
Flygtningenævnets sekretariatschef udtalte til Politiken om sagen, at det måtte bero på en misforståelse, for “Normalt vil nævnet ikke iværksætte en undersøgelse, hvis ansøgerens forklaring om tortur må tilsidesættes som utroværdig“. Det sidste er et synspunkt som Flygtningenævnet har opretholdt gennem årene og også anfører i dag; men det er urimeligt af flere grunde. CAT nævnte at sproglige misforståelser kunne være skyld i divergenserne. I øvrigt var klageren analfabet, og havde derfor ringere mulighed for at tjekke sine forklaringer og kunne fx ikke læse referatet fra samtalen med Udlændingestyrelsen. Desuden: jo længere tid, der går, jo mindre husker man, og nogle gange vil man vurdere det skete i et andet lys. De allerfleste torturoverlevere vil have svære psykiske ar efter torturen i form af PTSD, som svækker dem mentalt vedrørende hukommelse, indlæring, overblik, og søvnproblemer, og nogle kan grundet hyppige flash-backs have problemer med at huske, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er. Udlændingestyrelsen optager ikke selv samtalen på bånd, selv om dette ofte har været kritiseret fra advokater og NGO’er, da det gør det umuligt for Flygtningenævnet at tjekke om forskelle kan bero på en fejlagtig oversættelse. I nogle tilfælde er en dato eller et år oversat forkert fra den islamiske kalender til den gregorianske, og det kan føre til, at fremstillingen vurderes som ulogisk eller utroværdig og medføre afslag på asyl.
Ved interviewet i Udlændingestyrelsen ved asylansøgeren ikke altid, hvad der er vigtigt at nævne, eller orker ikke/har ikke tillid til overfor tolken og sagsbehandleren at omtale tortur, eller er bange for at bryde sammen, hvis han lukker op for det. Og når nye påstande kommer til senere, betragter Flygtningenævnet det som udbyggende forklaringer, som kan svække troværdigheden.
Ud fra en logisk tankegang burde dette tværtimod understrege vigtigheden af en uvildig undersøgelse af tegn på tortur.
Behandlingen af afghanske tolke m. fl. viser nogle meget kritisable træk af dansk asylpolitik!
Danske politikere gjorde indtil Talibans magtovertagelse i Afghanistan i august 2021, hvad de kunne, for at undgå at tilbyde de tolke, der havde hjulpet dansk militær og NGO’er, asyl i Danmark. Da Afghanistans regering – i lyset af USA’s tilbagetrækning fra Afghanistan ikke kunne yde tilbagesendte afghanere beskyttelse – indførte Afghanistan i 2021 en pause for tilbagesendelser til Afghanistan. Danmark vedblev med at protestere mod det og presse Afghanistan, og forsøgte at få EU med, hvilket heldigvis mislykkedes. Den daværende regering og dele af Folketinget søgte – helt til lige før ambassaden blev lukket – at undgå at evakuere de afghanere, der havde hjulpet Danmark.
Fra en tidligere særlov om afghanske tolke, der havde hjulpet Danmark, havde så vidt vides kun én fået asyl i Danmark. Tolkene måtte selv rejse gennem Mellemøsten og Europa mod Danmark – uden visum fra ambassaden. Da der endelig kom et Folketingsflertal for at redde de afghanere, der havde hjulpet Danmark, fik Danmark i sidste øjeblik travlt med evakuering af flygtninge og deres familier. Her gjorde Udenrigsministeriets ambassadepersonale til gengæld et kæmpe arbejde med at få flest muligt ud af landet; men nåede ikke at få alle med. En del af de afghanske flygtninge, som fik ophold i Danmark efter en særlov, rejste siden til USA, fordi de endnu ikke havde fået lov til at arbejde og flytte i egen bolig; og fordi de kun havde opholdstilladelse i 2 år. En særlov har forlænget opholdstilladelsen til 30. november 2025. Der er aktuelt 562 tilbage, knap halvdelen er under 18 år og enkelte er over 67 år. Af personer mellem 18 og 67 år har over halvdelen været i lønarbejde.
Afghanske kvinder – kønsbetinget forfølgelse
EU og Sverige har vedtaget at anerkende kønsbetinget forfølgelse af kvinder i Afghanistan som asylgrund. I Danmark har Flygtningenævnet ikke taget det samme skridt fuldt ud, men i og med at mange rettigheder for kvinder i Afghanistan systematisk nu er blevet frataget dem, fx til uddannelse, arbejde, og til at færdes offentligt uden mandlig ledsager, har Flygtningenævnet siden januar 2023 indført en ”lempet bevisvurdering for kvinder fra Afghanistan. Dette indebar, at tærsklen for, hvornår en kvindelig afghansk asylansøger måtte anses for at have sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse, skal være lavere end i en almindelig asylsag”. Herefter har afghanske kvinder indtil nu fået asyl efter udlændingeloven §7, stk. 1.
Afghanske mænd og Taliban
Efter mødet i koordinationsudvalget i 2023 har Flygtningenævnet screenet og genbehandlet en del asylsager hos mænd, der har fået afslag. En del af mændene har dog fået afslag på ny. Der har været tilbagesendelser til Afghanistan i 2022, men vi er usikre på, om afghanske mænd er sendt tilbage efter afslag på asyl i 2023, da udlændingeministeren har svaret udenom på et Folketingsspørgsmål herom.
En tvangstilbagesendelse af en 17-årig afghansk dreng endte tragisk
Da Danmark sendte en 17-årig dreng tilbage til Afghanistan sammen med sin lidt ældre bror, der led af PTSD, Det skete trods advarsler fra bl.a. FN’s Migrationsorganisation IOM, som ikke ville deltage i hjemsendelsen, fordi de fandt den for risikabel. Den 17-årige blev ifølge broderen tortureret og dræbt af Taliban kort efter tilbagesendelsen. Der var tale om en tvangsudsendelse. Broderen flygtede siden tilbage til Danmark og fik efter nogle år asyl.
Refoulement af en alvorligt psykisk syg mand til Afghanistan
I 2019 blev en 22-årig afghaner sendt tilbage til Kabul. Han blev udsendt med medicin til 7 dage. Han var indlagt med depression, var angst og forpint, led af mareridt og havde PTSD, havde begået selvskade og havde forsøgt selvmord flere gange. Den ene gang blev det forhindret, da præsten kom ind på hans værelse. Da han var for syg til at være på Ellebæk, blev han indlagt på psykiatrisk afdeling, siden overført til Vestre Fængsels sygeafdeling og blev derfra hentet af politiet, fik medicin med til 7 dage og blev tvangsudsendt til Kabul. TV2 mødte ham 2 måneder senere i Kabul, hvor han var meget dårlig, depressiv, rystende og tænkte hele tiden på selvmord, og var bange for, om Taliban fandt ham.
Dette er endnu et eksempel på refoulement, uden respekt for den unge mand, og uden respekt for hans alvorlige tilstand, og manglende indlevelse i, hvor svært det må være for en psykisk syg mand at leve skjult og klare sig – formentlig uden medicin. Hjemsendelsen må være i modstrid med Paposhvili-dommen fra EMD i 2016, som ikke kun har betydning for mennesker, der er døende, men også for mennesker, der risikerer at blive udsat for en alvorlig, hurtig og irreversibel helbredsforværring, der vil føre enten til intens lidelse eller væsentlig kortere levetid. Myndighederne burde forinden have undersøgt om han reelt havde adgang til den medicin han brugte og kunne betale den, om der var nogen, der kunne passe på ham, og om han kunne få psykiatrisk eller psykologisk behandling af depression og PTSD.
Udvisning af syrere, men aktuelt ingen tvangstilbagesendelser
Syrerne kan aktuelt ikke tvangshjemsendes, da Danmark ingen aftale har med Syrien om det. Men mange syrere har fået –eller får nu alligevel – ophævet deres subsidiære status og tvinges på udrejsecentre eller i Ellebæk, hvis de ikke samarbejder om frivillig hjemsendelse. Nogle syriske kvinder er flygtet til andre lande, eller har fået revurderet deres status og fået asyl eller forlængelse. I Dublin-landene er de i risiko for tilbagesendelse til Danmark; men fx i Holland har man i et tilfælde tilbudt ny asylbehandling efter afslag på forlængelse i Flygtningenævnet i Danmark. Andre lever fortsat under jorden i Dublin-lande, eller er måske sendt tilbage til Danmark, hvor de typisk vil være sat i Ellebæk. Danmark har også – frem til 2013- tidligere tvangsudsendt bl.a. kurdere til Syrien, hvor de blev udsat for fængsling og tortur. Det skete også inden borgerkrigen, hvor fire mænd blev tvangsudsendt til Syrien i vinteren 2010-2011. De tre blev først fængslet, mindst én kom tilbage til Danmark og fik asyl. Den fjerde blev kortvarigt udsat for tortur i Damaskus lufthavn, men tilbagesendt til Danmark sammen med dansk politi, der ledsagede ham. Han fik siden opholdstilladelse i Danmark.
Amnesty og Human Rights Watch har publiceret undersøgelser af tilbagevendte syrere, som har været udsat for en række ubehageligheder. Bl.a. er nogle efter tur blevet tortureret af flere forskellige efterretningsvæsener. Selv om der ikke er så meget åben krig i dele af Syrien, er efterretningsvæsenerne stadig aktive og på vagt, så der er ikke sikkert i Syrien.
Tidligere i 2022 og 2023 sad der flere unge syriske kvinder på Kærshovedgård; men de fleste har fået genoptaget deres sag og fået deres opholdstilladelse tilbage. Det har stadigvæk ikke været rart for dem at skulle væk fra deres familier.
Et ældre syrisk ægtepar som havde boet i Libanon med voksne børn og børnebørn fik i 2022 pålagt opholdspligt på Kærshovedgård. De var begge svært psykisk syge, og den eneste søn, der havde beholdt sin opholdstilladelse i Danmark, måtte sove i sin bil på en parkeringsplads om natten og passe sine forældre om dagen. Efter lang tid fik de en midlertidig plejehjemsplads. Men derfra blev de hentet og tvangsudsendt til Libanon sammen med de fleste af deres voksne børn, som i mellemtiden havde været frihedsberøvet i Ellebæk. Dette er også et eksempel på, at der stort set ikke mere gives humanitært ophold i Danmark.
Efter Assad’s flugt fra Syrien, december 2024
I december 2024 kunne oprørsbevægelsen HTS, Hayat Tahrir al-Sham, som er en sunni-muslimsk oprørsstyrke, sammen med andre oprørsbevægelser indtage Damaskus uden større blodsudgydelser efter en lynhurtig fremmarch, efter at have indtaget Aleppo. Den syriske hær havde stort set deserteret og opgivet at kæmpe imod. De første reaktioner fra dansk side var, at nu skulle de syriske flygtninge rejse hjem hurtigst muligt – uanset at Israel straks invaderede Syrien, og Tyrkiet havde intensiveret kampene mod kurdere mod nord, og USA og Israel havde bombet militære mål og våbendepoter, missiler, tanks, og et forskningsinstitut, som Israel mente havde at gøre med kemiske våben, lufthavne og flåden, for at de “ikke skulle falde i hænderne på de islamistiske oprørsmilitser”.
Udlændingeministeren har også talt om bistand til reintegration. Vi må afvente og se, om Danmark igen vil begynde at refoulere – eller om Danmark vil vente, til der bliver fred og ordnede forhold i Syrien. FN mener, at 16 millioner syrere vil have brug for hjælp.
Tilbagesendelser til Somalia
Se mere om tilbagesendelser til Somalia og læs mere om landet her side 15-26.
Mange flygtninge fra Somalia fik ophævet deres beskyttelsesstatus fra 2017, medens andre forinden var flyttet eller flygtet til andre lande. Det skete trods fortsat borgerkrig med mange forskellige aktører og meget store terrorangreb fra al-Shabaab i Somalia i 2016-2017. Hjemsendelser af somaliere blev en slags prøveklud for hjemsendelser af syrere siden hen.
Udlændingestyrelsen havde så småt været i gang med planer om at revurdere og ophæve opholdstilladelser for somaliske flygtninge siden efteråret 2016, efter at Danmark havde fået en hjemsendelsesaftale med Somalia.
Man afsatte penge til hjemsendelsesarbejdet med somaliske flygtninge på Finansloven for 2018 en måned efter at verdens 3. største terrorkatastrofe fandt sted i Mogadishu d. 14. oktober 2017. Katastrofen kostede 587 tilfældige civile livet i Mogadishu. Terroristernes mislykkede plan mentes at være at sprænge en lastbil fuld af sprængstof ud for FN’s og AMISOM’s hovedkvarter i en mere sikret del af Mogadishu. Men lastbilen blev beskudt så dækkene punkterede, og bilen kørte ind i en betonbjælke, det igangsatte sprængningen i et af Mogadishus mest befærdede vejkryds. Eksplosion og brand forstærkedes af, at en tankbil parkeret tæt på med benzin eksploderede. Statsministeren kondolerede, men havde allerede glemt det måneden efter, for i Aftalen om Finansloven for 2018 stod der, s. 13: “Det er ambitionen, at Danmark skal være blandt de lande, der er bedst muligt rustede til at reagere, når der – som eksempelvis tilfælde har været i Somalia – sker ændringer i et asylproducerende land, der kan begrunde, at færre har brug for beskyttelse”. I det hele taget steg volden og især antallet af civile dræbte i 2016 og i 2017, i Somalia, og især i Mogadishu, hvor der fandt mange større terrorangreb sted med mange dødsfald, men i øvrigt var der mange andre former for politisk vold mod civile, fra regeringer, politi, efterretningsvæsenet, hæren, udenlandske hære og egen soldater – foruden fra al-Shabaab som stod for 60% – 70% af drabene på civile. Mogadishu var reelt blevet farligere end i 2011, terrorangreb, hjemmelavede bomber og vilkårlig personvold fra politi og militær fra alle sider havde afløst en mere traditionel militær krigsførelse med gevær, tanks og granater.
Både FN’s tal og tal fra acleddata.com, som SOS Racisme sendte til Flygtningenævnet, Udlændingeministeriet, Udlændingestyrelsen og udlændingeordførerne, modsagde, at situationen var mindre farlig i Somalia i 2017 end i 2011. Men Flygtningenævnet holdt fast ved sin beslutning ud fra to tidligere domme ved EMD, som Sverige havde vundet mod to somaliere: i 2013 og 2014; på det tidspunkt var situationen mere rolig og præget af håb. Volker Türk, dengang vicegeneralsekretær for UNHCR advarede i 2016 den danske udlændingeminister Inger Støjberg om, at tilbagesendelse til Mogadishu kunne udgøre refoulement. Det tog ministeren ikke notits af, men efter forespørgsel af Enhedslistens repræsentant i UUI blev brevet offentliggjort.
I 2023 har Al-Shabaab stadig herredømmet over store områder i af landet, selv om krigen mod bevægelsen er intensiveret siden sommeren 2022. Over 900 civile blev dræbt i krig i 2022, mange flere end i 2011, hvor SUFI-og ELMI-dommen ved EMD afgjorde, at enhver der blev tvangshjemsendt til Mogadishu ville være i høj risiko for at dø eller tortur og umenneskelig behandling.
Desuden var den humanitære situation elendig, og dem, der led mest, var de personer, der var flygtet til IDP-lejre på grund af sult og tørst. Der blev erklæret hungersnød i 2011, der slog ca. 250.000 ihjel. En begyndende sultkatastrofe i 2017 slog ca. 31.000 mennesker ihjel. I 2022 døde cirka 43.000 af sult, i 2023 forventedes mellem 18.000 og 30.000 i de første 6 måneder. Halvdelen af befolkningen i Somalia sultede i starten af 2023. Der var mange større byer, der var på randen af hungersnød, især manglede der mad og vand i mange IDP-lejre. Mens der i 2011 var 1,5 millioner fordrevne, er der nu 3,7 millioner fordrevne i slutningen af 2023 – ca. 21% af hele Somalias befolkning. Desuden bor mange internt fordrevne hos familie andre steder i landet. Det skyldes krig, tørke, græshopper, store brande, høje fødevarepriser, manglende nødhjælp, oversvømmelser og sult. Landet er stadig ikke sikkert for nogen, og der er fortsat krig og konflikter mange steder! Men Danmark fortsætter hemmelige udsendelser af somaliere, og oplyser sjældent hvor mange somaliere der hjemsendes, det skjules under “øvrige”. Mange somaliere er flygtet fra Danmark, for at undgå udrejsecentre, Ellebæk eller tvangshjemsendelse – eller fordi de ikke har kunnet få arbejde i Danmark eller på grund af diskrimination eller andet. Af somaliere, der havde fået flygtningestatus mellem 1995 og 2016, var 32% siden udvandret – over dobbelt så mange som af de øvrige grupper.
Opdateret 11. december 2024