Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on reddit
Share on telegram
Share on whatsapp
Share on email

Som en scene fra Schindlers liste

I et læserbrev i Politiken 10. september har jeg sammenlignet den socialdemokratiske regerings forslag om 37 timers arbejdspligt med en kendt scene fra filmen Schindlers liste: “Regeringens nye forslag om 37 timers arbejdspligt om ugen for ”borgere med integrationsbehov” lyder som noget, jeg forbinder med nazismen. I filmen “Schindlers liste” ses et klip med jøder fra ghettoen på tvangsarbejde. De skovler sne. Der er ikke brug for det; men “vi skal kunne se jøderne arbejde”, siger opsynsmanden! Der er den samme logik bag forslaget om 37 timers pligtarbejde. De såkaldte nyttejobs er ikke til nytte for nogen: det er ikke rigtigt arbejde, man nærmer sig ikke arbejdsmarkedet og får ikke talt dansk eller lærer danskere at kende! Regeringen har et ”integrationsbehov” – ikke alle i Danmark hader flygtninge!”

Men hvordan er det kommet så vidt?
Hvordan kan en statsminister komme med udtalelser, der ikke har noget med virkeligheden at gøre, om at en kvinde med minoritetsbaggrund kommer nærmere arbejdsmarkedet og lærer dansk på arbejdspladsen ved at samle cigaretstumper op på gaden, eller renholde en strand? Engang gravede de arbejdsløse huller og fyldte dem op igen, men det er for dumt at gentage nu! Hvordan kan statsministeren tillade sig, vedblivende at udtale sig så negativt om etniske minoriteter, når den vigtigste del af integrationen går fremad?

Regeringens eget redskab: Integrationsbarometret viser jo, at personer med ikke-“vestlig” baggrund faktisk er kommet godt med, hvad angår uddannelser: flere tager en videreuddannelse, flere er i arbejde og færre er på offentlig forsørgelse, når man sammenligner mellem 2012 og 2018-19, før Corona. Ligeledes viser Integrationsbarometret andre positive tendenser: mindre kriminalitet hos unge mænd, lidt færre unge, der ikke går ind for ligestilling mellem kønnene, og færre hvis selvbestemmelse begrænses af familien. På den negative side er der kun: at færre indvandrere har bestået 9. klasses afgangsprøve med mindst 02 i dansk, og at lidt færre er politisk aktive – det sidste kan skyldes politikerne selv! En ting der desværre ikke har ændret sig siden 2012 er oplevet diskrimination på grund af etnicitet: det har 45% oplevet. Se mere i SOS Racismes Minileksikon 2020 – Tabel 1.

Lige nu har vi en høj beskæftigelse, og der er mangel på ufaglærte inden for fx hotel og restauration. Det, der skal til, er ikke pisk, men fx gode mentorordninger med støtte, samtaler og anerkendelse – og om nødvendigt mulighed for kompensation til arbejdsgiveren i en periode under oplæring og tilpasning; og at sørge for rimelige krav, udnyttelse af evnerne, inklusion og en god tone på arbejdspladsen uden mobning og racisme. Selvom arbejde ifølge statsministeren ikke skal være sjovt, vil det nok gå bedre med at blive inkluderet på arbejdsmarkedet, hvis den, der arbejder får en løn og kan se en mening med det.

En statsminister er ikke kun statsminister for de hvide danskere, men for hele befolkningen i Danmark. Også for de ca. 10% myndige, som ikke har dansk statsborgerskab og ikke har stemmeret til Folketingsvalg. Kan vi i det hele taget kalde os for et demokrati, når vi ekskluderer så mange fra at stemme, fordi vi hele tiden øger kravene til at få dansk statsborgerskab?

I stedet for at glæde sig over alt det, der er gået godt på arbejdsmarkedet, fokuserer statsministeren på en mindre gruppe: kvinder fra de overvejende muslimske MENARP-lande, hvor færre end blandt danske kvinder er i job. Men hvis en statsminister skal have respekt i befolkningen, bør hun stoppe med at tale folk med minoritetsbaggrund ned og lade være med at træde dem endnu mere under fode med diskriminerende love!

Ellers ender vi som nazisterne!