Marie Krarup står for en politisk form for kristendom, der er lige så destruktiv som politisk islam. Hendes kristendom er i virkeligheden en tvang, som kun er beregnet til folk, der tilbeder Gud på en anden måde, end hun selv gør, skriver Marianne Olsen i dette debatindlæg.
Indlægget blev bragt i Information 13. august 2020.

Marie Krarup (DF) repræsenterer i sin kronik den 31. juli en politisk form for kristendom, som er lige så destruktiv som politisk islam. At ville fremme sin sag med magt er ikke kristendommens kald.

Politisk religion er alle steder og til alle tider blot en række skikke, som vil udøve magt over andre mennesker. I Krarups udgave optegnes en særlig kristendom, der bliver til en karikatur, fordi den lægger vægt på nogle særlige træk og samtidig fuldstændigt udelader andre: Det er for eksempel aldeles uden for kristen tænkning at ville tvinge folk til at spise svin.

En anden af evangeliets pointer er, at man godt må spise offerkød. For det er ikke det, der kommer ind i munden, men det, der kommer ud af munden, der gør det urent. Det skader derfor ikke den oprigtigt kristne at spise halalkød. Dette sidste træk er Krarup tydeligt uden forståelse for i sin kristendom.

Hendes forskrifter er i virkeligheden en tvang, som kun er beregnet til folk, der tilbeder Gud på en anden måde, end hun selv gør: Kvinder skal eksempelvis tvinges til at tage tørklædet af i uddannelsesinstitutioner.

Herskesygen

Krarup lader frit herskesygen komme ud af sin mund, og den slags urenheder vil hun have mandater til. Men kristendommen understreger også, at kejseren, altså herskeren, skal have, hvad der tilkommer ham, og guden, hvad der tilkommer ham.

Det, vi skylder staten, nutidens kejser, er at rette os efter lovene og glæde os over et fædreland, hvor vi både kan nyde religionsfrihed og efterleve landets love.

Her i landet er det faktisk god skik at adskille religion og politik. Det er skadeligt, at et parti vil bruge kristendommen som middel til udøvelse af den brutalitet, der kræver tørklæder væk og personligt gudsforhold erstattet af en falsk kristendom.

Man kan kun håbe, at vælgernes mandater tilfalder politikere, der under befolkningen den åndelige frihed, som et demokrati giver plads til.”

Marianne Olsen er redaktør på tidsskriftet SOS Racisme

Læs artiklen i Information her.