Selv om tosprogede børn normalt er meget dygtigere end etsprogede, forsøger Majoritetsdanmark at undertrykke tosprogede børns andet modersmål.
Alle undersøgelser undtagen dem, den danske regering har bestilt, viser helt tydeligt, at det er vigtigt at styrke modersmålet. En undersøgelse i USA omfattende 750.000 børn hamrer fast med syvtommersøm, at børnene bliver bedre rent fagligt end etsprogede, hvis man styrker deres første sprog.
Men i Danmark trodser vi forskningen og kan endda finde på at skamme tosprogede børn ud, når de ikke taler dansk. Derved andetgør vi dem og ekskluderer dem fra fællesskabet. Og vi ødelægger deres selvværd.
Læs her Pia Bjerre Christensens ‘Udendørs refleksioner i februar’:
“For ikke så forfærdelig længe siden løb en lille dansk-kinesisk dreng rundt og legede her. Jeg savner ham. Familien er flyttet.
Begge forældre er højtuddannede, og færdes i internationale miljøer, så de taler mest engelsk.
Drengen startede i børnehaven, hvor det store flertal er majoritetsbørn. Hurtigt fik han ros for, at han blev god til dansk, og inden længe fik jeg en velkendt nagende følelse af noget, jeg ikke så godt kunne lide. Noget, jeg selv har skullet forholde mig til i mine år som lærer.
Dansk var det rigtige nu. Det kinesiske (det kaldte forældrene det) knap så godt. Det handler om definitionsmagt. Dybest set er det jo noget sludder. Der er uendeligt mange flere mennesker, der taler kinesisk, end der er mennesker, der taler dansk. Men mest af alt handler det om, at jeg godt kender, at skulle forlade noget af mig selv for at være værdig. Av!
Så jeg begyndte f.eks. at sige: “Hold nu op, hvor du heldig. Du kan snakke TO sprog. Du kan godt nok snakke med mange mennesker så!”
Med tiden skete der noget. Han begyndte selv at sige det og ikke mindst at have armene lige så højt i vejret, når han sagde “kinesisk”, som når han sagde “dansk”.
Og den dag han sagde “Ja, og English” smeltede mit hjerte.
I øvrigt er det en rigtig dejlig børnehave.
Fænomenet er strukturelt.
Nu går jeg i sofa igen. Tak for sol.”