Krystalnatinitiativet d. 9.11.2024 kl. 17.30-19 på Kultorvet i København – taler – i rækkefølgen de blev holdt: Nazisternes jødeforfølgelse og den fortsatte kamp imod diskrimination og racisme blev markeret på Kultorvet. Foto: RES.
Efter Anden Verdenskrig gav vi håndslag på, at aldrig igen, må fascismen og nazismen slå rod i vores samfund. Derfor står vi her i dag. Læs hele talen fra formanden for Byggefagenes Samvirke til arrangementet Aldrig mere Krystalnat her.
Rune Eltard-Sørensen, Journalist.
Tale af Henrik Juul Rasmussen, formand for Byggefagenes Samvirke, til Krystalnat-arrangement på Kultorvet i København lørdag d. 9. november 2025. Begivenheden “Aldrig Mere Krystalnat” blev traditionen tro støttet økonomisk af samvirket ligesom Henrik Juul Rasmussen igen i år var konferencier. Besøg Krystalnat-arrangementets hjemmeside her: www.krystalnatten.dk.
Vi holder vores løfte. Vi står her i dag for at huske hinanden på dengang intolerance og racistiske ideer blev til massevold og blodtørst rettet mod minoriteter og anderledes tænkende. Vi er her for at huske på, at hvad der startede hos små, yderliggående grupper, under de værste omstændigheder, kan sprede sig og gribe statsmagten. Kaste verden ud i krig, had og udslettelse. Efter Anden Verdenskrig med Krystalnatten og Holocaust, stående som forfærdelige minder, lovede vi hinanden, aldrig at glemme, hvad der var sket. Vi gav håndslag på, aldrig igen, må fascismen og nazismen slå rod i vores samfund. Vi står her i dag for at vise at vi står ved vores løfte. Vi mindes de døde og dem der kæmpede imod rædslerne. Det kræver aktiv handling at leve op til vores løfte, derfor denne manifestation.
I uge der gik, har vi set, hvordan vælgerne i USA har givet statsmagten til ekstreme kræfter. Det puster til splittelsen og frygten. Det er en farlig leg med ilden, som er startet i vrede og utilfredshed over samfundsudviklingen. Vi skal afvise den yderste højrefløjs svar på samfundets udfordringer. De er forkerte, kortsigtede og tilhører en mørk fortid. Vi skal lytte til vores medborgeres frustrationer, så vi sammen kan finde solidariske løsninger.
Alle mennesker ønsker tryghed, både hjemme og på job. De bedste samfund skabes på et solidarisk fundament af lighed, retfærdighed, fællesskab og sammenhold. Vi har meget mere tilfælles end hvad der skiller os ad. Det finder vi ud af, når vi mødes og snakker sammen. Ved samtale, kan vi forbedre alles livsvilkår i hverdagen. Derfor håber jeg at vi i aften kan mødes om alt det vi har til fælles. Og for at ære det løfte vi gav.
Under parolerne: Ja til fællesskab, omsorg og sammenhold, nej til hadtale, splittelse og destabilisering! Minoriteters ret til værdighed og egne fortællinger, nej til generaliseringer! Aldrig mere en Krystalnat!
Abdel Aziz Mahmoud, Journalist.
Krystalnattale – Mange tak for invitationen. Det har ikke været uden overvejelser for jer at invitere mig. Det forstår jeg godt. Men jeg accepterer ikke det vilkår. Det har heller ikke været uden overvejelser for mig at stille op. De mekanismer forstår jeg også godt. Men det accepterer jeg heller ikke. For intet – intet – burde være mere indlysende, end at vi står side om side som medmennesker og borgere for i kor at sige: Aldrig mere en krystalnat. Aldrig mere meningsløs død. Aldrig mere udryddelse af et folk.
Denne her slags taler kan for den udenforstående virke som klicheer. Men for den sårede er det tiltrængte ord. Der er – fuldt forståeligt – strenge dessiner om, hvad jeg må og især ikke bør tale om. Politi og Mellemøsten fik jeg at vide. Men det er så også derfor, I kan mærke min bæven og rysten. For kan jeg så overhovedet sige noget brugbart, når så meget andet skygger? Og endnu vigtigere: Kan man sige noget klart, uden nogen leder efter usagte ord mellem linjerne?
Jeg antager, at det netop er mine palæstinensiske aner og mit journalistiske virke, der har skaffet mig denne invitation. Så jeg har derfor valgt at holde den udelukkende på egen bane og også bruge denne lejlighed til at kigge indad
Om at tage afstand.
Og jeg er her i aften for at erkende noget… Det kommer jeg tilbage til. Da jeg for snart 10 år siden første gang stak arabernæsen frem i den offentlige mening som andet end journalist – som debattør, ja, men mest af alt som erfaringsperson med et broget og levet liv at dele ud fra – ja, der gjorde jeg det faktisk også bævende – faktisk modvilligt. Jeg blev provokeret frem fra mit integrerede skjul af en tilfældig og for de fleste ligegyldig historie om en imam, der havde sagt noget tåbeligt i medierne. Reaktionerne i debatsamfundet var nok en gang paroler om, at andre muslimer skulle tage afstand fra denne imams udtalelser. “Det er tankevækkende, at det moderate flertal er så tavst”, lød det anklagende. Og det lyder jo umiddelbart rigtigt, hver gang. At nogen bør tage afstand. Man har sagt det igen og igen. Men dét, man egentlig sagde om den gruppe, var: Du er skyldig til det modsatte er bevist. Og beviset bestod altså af den der afstandtagen, man forlangte af muslimerne.
“Pyha, godt du siger, du er imod vold eller undertrykkelse! Ellers troede jeg godt nok det modsatte om dig, Abdel.” Som så mange gange før, forstod jeg simpelthen ikke, hvad jeg, min familie, mine venner skulle gøre her rent praktisk. Tage afstand… altså hvor henne? Hvordan? Skal man udfylde en blanket på Borgerservice? Eller er der en app? Eller skal man bare sige det til hver eneste person, man møder? Hvor tager man afstand henne?
Jeg lavede i stedet en video, hvor jeg tog dem på ordet. Uopfordret og inviteret passede jeg fremmede mennesker op og remsede for dem, alle de ting, jeg tog afstand fra i verden. Ud af det blå forstyrrede jeg folk på gaden og tog afstand fra alt muligt forfærdeligt. Det så fjollet ud. Flere blev irriteret eller overraskede. Men de sidste grinte, mens de forsøgte at overtale mig om, at det har jeg bestemt ikke et ansvar for. ”Det behøver du da ikke at gøre over for os!”
Videoen gik viralt. Pointen var feset ind.
OM AT BRYDE PRINCIPPET FOR ET STØRRE FORMÅL
Så det har jeg troet på, fuldt og fast. Det tror jeg stadig på. Lad os møde hinanden i egen ret og med egne ord. Ikke med antagelser og skyld ved associering. Vi som samfund gentager ofte de her uimodsagte principper, der lyder rigtige, men rammer andre. Os der bliver ramt, gentager også nogle gange nogle principper for at passe på os selv.
Men her kommer min selvransagelse. For præcis et år siden i dag blev der rykket ved mit princip om ikke at ville tage uopfordret afstand i tide og utide. Jeg sad i et radiostudie med den dansk-israelske journalist, Sanne Cigale, vi skulle forestille at være hinandens “modsætninger” i podcasten. Undervejs gentog vi begge igen og igen, at vi ikke havde lyst til at sidde der. Vi vejede vore ord og passede på, vi ikke var for lidt og for meget. At vi ikke sårede vores egne folk eller hinandens. Det var anspændt, og vi anede ikke, hvad samtalen skulle gavne eller hvor den skulle ende. Hen mod slutningen tager jeg ordet og Sannes hånd: “Jeg er SÅ ked af, hvad du går igennem. Ingen jøder i Danmark bør føle sig utrygge, som du gør,” får jeg sagt.
Meget banalt og indlysende, syntes jeg, men for jøden over for mig var de ord tiltrængte og kærkomne. Jeg så, hvordan Sanne fysisk sænkede skuldrene en smule og trak vejret dybere for en stund. Hun kvitterede med en invitation til krystalnatten samme dag. Da min bror og jeg troppede op foran synagogen senere på aftenen blev vi mødt af taknemmelige blikke og smil. Og ja, to kom endda hen og krammede os. Jeg erkendte her, at intet princip er ubøjeligt.
Nogle gange skal man mindes om det fundamentale. Det, som kan virke åbenlyst for mig – at jeg ikke ønsker nogen fortræd overhovedet – ja, det kan andre hungre efter at høre. Noget, som jeg bliver fornærmet over overhovedet at blive spurgt til, kan være lindrende for en anden. For når verden ændrer sig så fundamentalt i en periode, så må også vores gerninger og principper gøre det for en stund. Så naturligvis ønsker jeg jer fred, tryghed og heling.
Selv mens jeg skrev denne tale, selv mens jeg siger det nu, så virker det helt åbenlyst, helt banalt. Men jeg kan se på nogle af jer, at I vil høre det. Bare en gang imellem. Så hvis det stadig lyder lidt vagt, lidt tvetydigt, lidt usikkert, fordi jeg vil tage hensyn til arrangementets principper… og mine egne, så lad mig sige det tydeligt: Nej til forfølgelse. Ingen antisemitisme på vores gader. Ingen jødehad på vores stræder! Tak for ordet.
Isabel Bramsen, fredsforsker fra Lund Universitet
Godaften. Hvor er det rørende at se så mange mennesker, der stiller op for fred og dialog. Fred er ikke et håb. Fred er en praksis. Selve det at være her i dag. Det at samles omkring dialog og sprækker af lys i mørket. Det at lytte og engagere sig. En udstrakt hånd.
Det kræver høj grad af mod og tålmod. En evne til at stå fast på egne værdier og visioner OG samtidig være åben og lyttende. En evne til at omfavne lidelser på tværs af konfliktskæld og ikke forfalde til polarisering.
Også stor tak til politiet, som passer godt på os i aften. Tilstedeværelsen af så megen politi bevidner om dette events vigtighed netop i denne tid. En tid med øget antisemitisme, islamofobi og polarisering. Ofte næres et sådant had af distance og afstand. Hvis der skulle være én til stede her til aften, der skulle være her for at ødelægge dette event og sprede frygt, tror jeg, det ville være anderledes, hvis han eller hun havde mulighed for at sidde stille og roligt over en kop kaffe sammen med dem, de måtte være imod.
Det er slet og ret en anden situation at sidde ansigt til ansigt i befordrende omgivelser. Langt vanskeligere at hade. Når vi mødes ansigt til ansigt, kan der ske noget. En forsigtig tilnærmelse. En skrøbelig opløsning af ellers så fastslåede positioner. Det er enkelt. Men det er bestemt ikke nemt.
Nogen har helt mistet empatien for den anden side. For en tid mistet evnen og lysten til at lytte – deres smerte skal vi også rumme. Andre kan netop, på mærkværdig vis, bedre rumme andres smerte i kraft af deres egen. Paradoksalt nok har smerten åbnet deres hjerter, og de kan således bedre forstå de andres lidelse.
For smerte er ikke konkurrence. Det er ikke et frugtbart spørgsmål, hvem der lider mest. Den enes lidelse udelukker ikke den andens. Ofte ser vi nuancerne og detaljerne i oplevelserne af vores egen gruppe eller dem, vi støtter. Omvendt generaliserer vi og ser overfladisk på oplevelser fra den anden gruppe. Dialog, nærværende lytning og menneskelige møder kan bringe os ud af denne tendens og tilføje nuancer og følelser til den gruppe, vi ellers kun forstår på et generelt plan, eller måske slet ikke.
Gennem dialog kan vi skabe forbindelse og forståelse. Ikke nødvendigvis meget. Men lidt. Også gennem skønlitteratur kan vi skabe forbindelse og forståelse af liv, der er meget anderledes end vores. Vi kan gå hånd i hånd, for eksempel med en forfatter, der tager os igennem smerten ved at miste sine to døtre i krigen, som den fantastiske biografi, Jeg vil ikke hade af Izzeldin Abuelaish, en læge fra Gaza.
Tænk at have oplevet så megen lidelse, tænk at have mistet det dyrebareste, man har, og så stadig have kræfterne og modet til at kæmpe for fred. Dette er ikke den eneste bog, der virkelig har rørt mig i år. I sommers vågnede jeg på en sommerhøjskole, i en vakkelvorn køjeseng og kunne ikke sove mere. Jeg satte en lydbog på for at falde til ro og falde i søvn.
Der, midt om natten, fandt jeg frem til en bog ved navn Jordens lykkeligste mand. En biografi. Helt perfekt til at falde i søvn til, tænkte jeg. Men jeg tog helt fejl. Bogen omhandlede en jødisk mand, der gennemlevede krystalnatten, som vi her er samlet for at mindes. Han var i en anden by for at studere, men var hjemme for at overraske sin familie, som han ikke havde set i flere år.
Skæbnen ville, at netop den nat, han var tilbage til hans hjem, var d. 9. november 1938, krystalnatten. Hans familie havde fået et tip om at gå i skjul. Han selv blev mishandlet på groveste vis og bragt til en koncentrationslejr. Midt på natten lå jeg og hørte om de værste uhyrligheder, man kan forestille sig. Ind og ud af koncentrationslejre. Helt ubegribelig lidelse. Jeg faldt ikke i søvn den nat, men følte et moralsk ansvar for at høre bogen til ende. Hvis forfatteren, Eddie Jaku, kunne udholde at gennemleve det, kunne jeg også lytte til det.
Bogens titel, Jordens lykkeligste mand, kommer først til sin ret efter mange, mange siders øjenvidnebeskrivelser af de vanvittige uhyrligheder, som jøderne undergik under Anden Verdenskrig. Titlen kom af, at forfatteren endelig blev fri, fik en kone og nogle børn, et helt almindeligt og helt fantastisk liv, som mange af os her er forundt.
Selvom jeg end ikke havde lukket et øje siden kl. 3 den nat, var jeg på én gang forfærdet og opløftet på menneskehedens vegne, da den lange nat i køjeseng endelig blev til dag, og bogen kom til sin afslutning. Jeg krammede mine børn og min mand ekstra tæt og ekstra ofte den dag. Indåndede den friske luft og betragtede den blå himmel med fornyet taknemmelighed over livet selv.
Henrik Nordal skriver i digtet Til Ungdommen:
“Kanske du spørg’ i angst, udækket, åben:
‘Hva’ ska’ jeg kæmpe med, hvad er mit våben?’
Her er dit værn mod vold, her er dit sværd:
Troen på livet vort, menneskets værd.”
Troen på livet og menneskets værd er gode våben i kampen for fred. Fred er ikke en blødsøden størrelse, et svagt håb. Fred kræver enorme mængder mod, politisk mod og menneskeligt mod til at se fjenden i øjnene. Det er langt mere krævende at se frygten og fjenden i øjnene end at gemme sig bag en mur, en skærm eller en pistol.
Lad vores færden og politik i højere grad være præget af et sådant mod. TAK.
Helen Krag, minoritetsforsker ved Københavns Universitet
I dag markerer vi årsdagen for Krystalnatten i det nazistiske Tyskland, inklusive Østrig, natten mellem den 9. og 10. november 1938. Den er blevet symbolet på, at alle tiders mest systematiske folkemord blev indledt. Vi markerer dagen, fordi det er forfærdeligt, at det skete, og fordi vi ikke ønsker, at forfølgelse af minoriteter skal gentage sig. Vi må holde erindringen i live.
Nazisten, propagandaministeren Joseph Goebbels opfandt navnet Reichs-Kristallnacht. Han ville have, at folket, tilskuerne, skulle more sig, når de hørte lyden af støvler, der vader gennem glasskår fra jøders forretninger og lejligheder. Navnet krystalnat skulle få det til at lyde, som var det bare lidt glas, der var gået i stykker. Men det var ikke blot glas. Det var terror! Krystal lyder bedre end spot og mord.
Det var en nøje planlagt trussel om ødelæggelse af jødisk liv og kultur begået af nazist-partiets stormtropper, SS og Hitlerjugend. Synagoger blev brændt ned, lejligheder blev plyndret, deres ejere blev smidt på gaden. Naboer kunne frit overtage det hele og berige sig uden at frygte straf. Bagefter blev jøder erklæret skyldige. De blev tvunget til at rydde op i murbrokker og glasskår. Og de skulle betale en kollektiv straf på en milliard mark. Det var nazisternes endelige krigserklæring mod jøderne.
Krystalnatten i Wien
Krystalnatten var særlig slem i Wien. Jeg er selv vokset op i byen Wien. Mine forældre, bedsteforældre og oldeforældre boede der. I Wien blev 49 af byens 50 jødiske gudshuse ødelagt. Jøder måtte ikke længere eje deres forretninger. Min morfar mistede sit skrædderi. Uden hæmninger slæbte befolkningen møbler, tæpper, billeder ud af jøders boliger og tog dem med hjem. 30 jøder blev myrdet på den ene nat alene i Wien, 90 blev lemlæstet, endnu flere begik selvmord. 4000 jødiske mænd blev sat i KZ-lejren Dachau. Dobbelt så mange blev arresteret.
Unge jøder blev vist bort fra deres uddannelser. Lidt senere blev jøder smidt ud af alle offentlige stillinger. Jøderne havde ikke gjort andet end at tilhøre en uønsket minoritet. Jeg kan tilføje, at 11.000 østrigske sigøjnere senere også blev arresteret og sendt i KZ, ligesom homoseksuelle og politiske modstandere.
Jeg er gammel, men ikke gammel nok til at have været der i krystalnatten i november 1938. Det var dem før mig, mine aner, der oplevede den. Gennem min barndom har jeg hørt adskillige smertefulde historier.
Mine forældre kunne flygte. De var unge. Derfor kunne jeg blive født. Min jødiske mor var kun 17 år. I skolen råbte en af hendes klassekammerater: “Luk vinduet op, der lugter af jøder.” Kort tid efter blev hun, som alle jødiske børn, smidt ud af gymnasiet. Det blev hende forbudt at sidde på en bænk i en park. Hun måtte ikke længere køre med sporvogn, cykle eller gå i svømmehal. Hendes liv, der havde været fyldt med venner og kultur, blev nu mere og mere begrænset og trist.
17 år var min mor. Jeg har et barnebarn på 17 og ser, hvor spændende et liv han lever. Det er svært at forstå, at livet i Wien for min mor ligesom var slut. Hun ville bare væk. Hun var heldig: Hun kom afsted. Den britiske regering besluttede at hjælpe 10.000 børn ved at give dem husly. Min mor var et af dem. Hun levede derefter et vanskeligt flygtningeliv i syv år. Og – hun så aldrig sine forældre igen.
Min fars flugt
Min far flygtede også. Han var 20 år og aktiv i den kommunistiske modstand. Igen var det briterne, der hjalp. Far og mor flygtede hver for sig og ad forskellige veje. De mødtes tilfældigt i en flygtningeklub i London. De blev forelskede, og jeg kunne fødes – i 1942. Jeg nåede ikke at møde de tre af mine bedsteforældre ej heller mine oldeforældre. De omkom alle samtidigt med, at jeg blev født. Hvor ville jeg gerne have mødt dem!
Min farfar blev arresteret på krystalnatten, mens han sad hos frisøren. Han blev udsat for tortur af Gestapo og sendt til lejren i Dachau, som så mange andre. Han endte med at blive skudt i efteråret 1941. Min mormor og min morfar blev deporteret. Også de blev skudt i efteråret 1941.
Min morfars bror blev arresteret i sit hjem og sad derefter i KZ-Buchenwald i seks år. Han overlevede og fortalte mig om det. Min oldemor blev deporteret til Theresienstadt og myrdet i udryddelseslejren Treblinka tre måneder inden, jeg blev født. Min oldefar døde alene, af kræft, på et hospital i Wien. Han slap i hvert fald for at blive deporteret og gasset. De er alle væk. Og dog har de fyldt meget i mit liv.
Efter krigen
Efter krigen blev ingen straffet for det, der skete under krystalnatten, selv om SS, Gestapo og brandfolk indberettede præcist, hvad der skete. Aviser og radio berettede også udførligt. Alle vidste det. Ingen ville kendes ved det, der var sket. Efter krigen vendte min lille familie tilbage til Wien. Der var bomberuiner og krigsinvalider. Og ellers – den dybeste tavshed.
I dag forstår jeg, hvor traumatiserede mine forældre var. Min far nævnte aldrig sin egen far med et ord, min mor talte ofte om sine forsvundne forældre, hvis gravsted hun ikke engang kendte. Mine forældre levede også gode liv. De havde succes efter krigen, men traumer er som ubudne gæster, der hele tiden banker på. De levede med traumer og en trussel om, at det kunne ske igen.
Fremtiden har brug for fortiden
Er vi ikke opmærksomme og husker vi det ikke, er der en fare for, at den ubudne gæst vender tilbage. Fremtiden har brug for fortiden. Det er bedre at se erindringen i øjnene. Den går ikke væk. Når vi husker den, kan den finde sin plads. Vi må anerkende det, der var. Vi må rumme det.
Jeg blev født samme år, som mange af min familie blev udslettet. Det kunne sagtens være hændt, at jeg ikke selv var kommet til verden. Men jeg blev født, og jeg har en skøn familie. Jeg bor i et roligt land.
Jeg må fortælle historien om, hvad der skete, igen og igen, for det er, hvad den kan bruges til: at minde os om, at det aldrig må ske igen. At minde os om, at forfølgelse og flugt går i arv, ligesom krig gør. Aldrig mere en krystalnat, siger vi på denne dag. Vi må gentage ordene, indtil de virker. Vi må mindes den onde tid, mindes diskrimination, forfølgelse, mord og flugt.
Man gør nok ikke andre så ondt, hvis man tør se hinanden i øjnene, hvis man taler sammen – om alt. Vi bør tale MED hinanden, ikke OM hinanden, som var den anden en ting, en fjende. Vi må tale som et jeg til et du. Vi må tage ansvar. Behandle hinanden ordentligt!
Alle minoriteter skal behandles med anerkendelse. Man kan bedømme et samfund på, hvordan det behandler sine minoriteter. Jeg ville ønske, at vi sammen kan bekæmpe forfølgelse, at vi alle vil samværet, humanismen og demokratiet. Lad os sammen tænde lys i mørket.
Jair Melchior
Havde ikke noget talepapir
Heine Andersen, professor emeritus i sociologi ved Københavns Universitet
I aftes var jeg med ved Krystalnat-manifestationen på Kultorvet i København. På trods af den grusomme og dystre baggrund følte vi det som en varm manifestation at være sammen om. Og opløftende, at det er muligt at lave sådan et fredeligt og bredt favnende arrangement, uanset den polariserede atmosfære, der findes rundt omkring.
I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at bringe et lidt længere uddrag af referat fra Jair Melchiors tale:
»Jeg har lært rigtig meget i de sidste tredive minutter.« Det var de første ord fra overrabbiner Jair Melchior, da han lørdag aften talte i forbindelse med markeringen af årsdagen for Krystalnatten.
Kort inden arrangementet, som fandt sted på Kultorvet i København forud for den officielle mindehøjtidelighed, havde han nemlig fået nye oplysninger om de voldelige episoder, der torsdag fandt sted i Holland. Først lød historien, at flere israelske fodboldfans torsdag var blevet angrebet uprovokeret efter en fodboldkamp mellem klubberne Maccabi Tel Aviv og Ajax Amsterdam.
Senere har det dog vist sig, at der gik visse provokationer fra de israelske fans’ side forud for propalæstinensiske demonstranters voldelige overfald på dem. Aftenen inden kampen gik i gang, skulle israelske fans ifølge The New York Times nemlig have revet et palæstinensisk flag ned, mens andre råbte antiarabiske slagord. Derfor blev ti israelere anholdt onsdag aften for at have forstyrret den offentlige orden.
På scenen fortalte Jair Melchior, at han også selv er blevet bekendt med, at en af de videoer, han havde set af en mellemøstlig mand, der sparkede en jødisk mand, faktisk ikke passede. Videoen forestillede nemlig i virkeligheden en jødisk mand, der sparkede en mellemøstlig mand. Og det fik den danske overrabbiner til at rette kritik, både mod de israelske fans og ham selv.
»Det ramte mig lige i maven. Fordi jeg forstod med det samme tingene, som det passer mig. Hvor mange gange regner vi med, at vi ved, hvad der er sket og beskytter den ene eller den anden? Peger fingre?« sagde han og fortsatte:
»Vi kan tage fejl. Vi skal være så forsigtige. Vi regner med, at vi ved, hvad vi ser i videoer på sociale medier, og vi drager konklusioner. Det må vi ikke gøre. Det er en generalisering.«
Efterfølgende understregede overrabbineren dog, at det ikke retfærdiggør angrebene på de israelske fans. »For hver og en, som vælger at gå til angreb, har valgt ondskaben til. Og det er den, vi skal bekæmpe. Uanset hvem den er rettet imod.«
Citat slut.
Hvor kunne man ønske, at vores statsminister, hendes løjtnanter og ligesindede i andre partier, der ikke forsømmer en lejlighed til at skabe fjendebilleder og piske modsætninger op, kunne udvise et tilsvarende format – bare en gang imellem.
Marianne Olsen, SOS Racisme, pensioneret lektor
Mange traditioner fortaber sig i fortidens dybe brønd. Med Krystalnatten er det helt anderledes. Måske er der ovenikøbet nogen af jer, der er kommet i dag, der husker den. Det ville være et helt forkert praleri af mig at påstå at kunne mindes den personligt, men jeg har min fars lommebog fra den 9. november 1938, hvor han selv var en ung jøde på 34 år.
Der står: FORFÆRDELIG Nat. Der er ikke plads til mere, og sådan som jeg lærte ham at kende efter, at han havde sat mig i verden, tror jeg, at han var mundlam. Men vi, der har skabt en tradition ud af rædslerne, vil tale og huske.
For det blev værre, meget værre, og i 1943 måtte min far flygte til det gæstfrie Sverige. Som bekendt satte jødeforfølgelserne for alvor ind i Danmark den 2. og 3. oktober. Når jeg fortæller jer, at han først flygtede den 18., forstår I, hvor meget det var ham imod at flygte fra sin unge kone, min kristne mor, min storebror og mig, der netop var født i juli måned. Vi tre kunne lidt senere komme over sundet legalt, og det er derfor, jeg altid vil gøre, hvad jeg kan for det, vi kalder familiesammenføring, som vore politikere svigter, men som kunne skabe både trivsel og integration.
Krystalnatten fik sit navn fra flammerne, der skinnede i glasskår, som fyldte gaderne. Nazisterne i Tyskland havde antændt synagoger og jødisk ejede forretninger. Mange år senere grundlagde min datter et forlag, hvor hun blandt andet udgiver tysk-jødisk litteratur. Det hedder Klara W, efter min farmor, Klara Wechselmann. Forlagets anden udgivelse handler om Otto Silbermann, der flygter på Krystalnatten i det ene tog efter det andet, vild af skræk. Bogen er skrevet af Ulrich Alexander Boschwitz, der ligesom jeg havde en jødisk far og en kristen mor. På Hohenzollerdam 81 i Berlin ligger der en snublesten med hans navn.
Allerede i 1938 stod der et J i jøders pas, så man kunne slå dem ihjel uden straf, hvor man mødte dem. Jeg giver jer et kort uddrag fra bogen, der hedder Den rejsende:
Otto Silbermann taler med en ukendt kvinde, som han har mødt i toget.
»Jeg hedder Silbermann.«
»Nå ja, det er nok ikke det heldigste navn i øjeblikket.«
»Nej, og det ville heller ikke hjælpe mig at hedde Meier, for der står et stort rødt J i mit pas.«
»Hvad er det for noget!« sagde hun forarget. »Hvorfor gør der det? Det lyder lidt mærkeligt, og normalt siger man ikke sådan noget, men jeg synes, De er virkelig sympatisk.«
Han gjorde et lille buk i hendes retning, så lo han:
»Desværre er regeringen ikke enig med Dem. Den synes bestemt ikke, jeg er spor sympatisk. Det betyder, at den bare siger: Silbermann, du er jøde. Dermed siger den, at min person og mine egenskaber er helt og fuldt uden betydning. Det hele kommer an på, om du er jøde eller ikke jøde, ikke på om du er sympatisk eller usympatisk. Mærkatet bestemmer. Indholdet er helt ligegyldigt.«
Vi ønsker inderligt, at det aldrig skal ske igen, men vi skal passe på, hvad vi ønsker. For det kan godt være, at små glasskårs glimten som krystaller i flammer aldrig er kommet igen, men menneskets evne for ondskab og værste sider viser sig alligevel igen og igen – også i Europa. Jeg vil minde jer om grusomhederne i Bosnien, hvor 8372 drenge og mænd døde for serbiske våben. Undskyldningen for denne utilgivelige forbrydelse havde en anden syndebuk: muslimerne.
Derfor er det en særlig opmuntring for os danske jøder, at vores overrabbiners farfar Bent Melchior har sagt, at vi ikke skulle bruge jøderne til at slå muslimerne i hovedet med. For vi mennesker hører sammen, hvad enten vi kan lide det eller ej, og det er op til os selv, om samhørigheden er ubønhørlig eller inderlig. Den er i hvert fald et faktum.
Dino Copelj og poesiens vidnesbyrd
Udrensningen i Bosnien bragte Dino Copelj til Danmark, da han var 15 år. Dino er blevet en af dansk digtnings fornemste repræsentanter. Det er en stor glæde at kende hans digte på vores eget sprog, et menneske som med sine grusomme erfaringer helt autentisk forstår både velsignelsen og forbandelsen ved menneskenes overladthed til hinanden. På en særlig poetisk måde er Dino forbundet med Bent Melchior, som han næppe har kendt: Bent Melchior var nemlig optaget af, at han selv var født samme år som Anne Frank.
I skal høre Dinos digt Til Anne Frank:
Kære Anne!
De kan argumentere,
manipulere,
omskrive historien
og revidere.
Lege med tal og fakta,
antallet af døde
og konspirere.
Men de kan aldrig
få mig til at glemme,
din søde,
uskyldige stemme,
som mine ører
aldrig har hørt.
Kun femten somre gammel
blev din spinkle krop;
men dine stærke ord,
kan ingen Bergen-Belsen
dræbe.
Dino har også skrevet om den brutale ulykke, der overgik ham selv. Jeg læser et uddrag fra hans digtsamling Forbandede styrke. Det hedder Spat og myrekryb:
”Den kristne Barmhjertighed” lugtede af terror,
Folkemord og etnisk udrensning i starten af 1990’erne,
Mens den største forbrydelse mod menneskelighed i Europa
Siden anden verdenskrig var i fuld gang.Mine medmennesker blev fundet skyldige i at være muslimer.
Udyr i vores by tilbød de fleste at konvertere til kristendom,
Ellers ville de ikke kunne garantere vores sikkerhed, som de sagde.
Et par familier accepterede.
Min familie gjorde ikke.Sammen med flere tusinde andre blev vi deporteret og mistede alt.
Jeg har aldrig betragtet det, som var det kristendommen,
Der fik os ’udrenset’ men monstre,
Der misbrugte religionen og nationalismen.Udyrene ville sikkert dræbe selveste Jesus,
Hvis han boede i den bosniske by Bijeljina på det tidspunkt,
For han var jøde og omskåret.Udyrene trak bukserne ned på mænd
For at tjekke, om de manglede forhud,
Hvorefter de blev slået ihjel, hvis de gjorde.Jeg ved også godt, at der i Danmark findes muslimer og kristne,
Som blev fordrevet af andre muslimer.
Jeg forstår godt, at de ikke bryder sig om ”islamiske styrer”,
Som har gjort dem ondt.Religion var og bliver stadig misbrugt til at skade andre
Medmennesker på kroppen og sjælen.
Den minder mig nogle gange om dynamit,
Som oprindeligt skulle gøre en kæmpestor gavn for menneskeheden
Men som menneskets svaghed har omdannet til et altødelæggende våben.For mennesket er åbenbart i stand til at ødelægge alt
I grådighedens magtblodrus.
Men når enkelte mennesker hader islam
Og vil have mig til at konvertere til noget andet,
Får jeg spat og myrekryb (….)
Dino skriver senere i SOS Racismes tidsskrift i foråret 2022:
»Et menneske, der har overlevet krig, forfølgelse og etnisk udrensning og som er parat til at dø for kærlighed og medmenneskelighed, hilser jer! Aldrig igen … og jeg mener det!«