SOS Racisme fordømmer den israelske regerings forsøg på etnisk udrensning i Gaza og på Vestbredden.
Vi fordømmer også Hamas’ terrorangreb med massakre på 1200 og gidseltagning d. 7. oktober 2023. Siden har Israel hævnet sig ved at dræbe over 50 gange så mange palæstinensere, de fleste civile: cirka 54.000 i Gaza og 1.000 på Vestbredden, desuden er cirka 12.000 personer i Gaza forsvundne.
Israel har lukket helt for tilførsel af mad, medicin og livsvigtigt medicinsk udstyr. Størstedelen af Gazas befolkning lider af sult, og i visse områder er der sandsynligvis hungersnød. Israel sigter nu på etnisk udrensning i Gaza og fortsætter med etnisk udrensning på Vestbredden og i Østjerusalem.
SOS Racisme fordømmer Danmarks fortsatte salg og eksport af våben og våbendele til Israel. Den gør os medansvarlige for katastrofen, hvad enten eksporten foregår indirekte via USA eller direkte. Vi opfordrer regeringen og Folketinget til at anerkende Palæstina som en stat nu, hvilket er forudsætningen for en to-statsløsning.