Kaare Djuraas: “Skygger hvisker om natten“. Konsekvensen af at blive fængslet i et center som dette er, at man ikke kan stole på alle. Lejrens verden består ikke altid af solidaritet, venskab og støtte.
Kaare Djuraas: “De kommer om natten”. Beboere i Kærshovedgaard lever med en konstant frygt for at blive hentet af politiet for at blive udvist eller varetægtsfængslet i Ellebæk Fængsel eller Enner Mark Fængsel. Politiet ynder at komme om natten iklædt sort tøj og på dramatisk vis tvinge udvisningstruede beboere på Kærshovedgaard til Ellebæk til total isolation og torturlignende forhold (jævnfør rapport fra Europarådets Torturkomite).
Kz-lejrene var værre end Ellebæk og udrejsecentrene, men der er fælles træk
Stig Grenov, daværende formand for Kristendemokraterne skrev i 2017: ” Udrejsecentret Kærshovedgård ved Ikast er i dag det tætteste, Danmark kommer på en koncentrationslejr, uden at være det”. Men efter at have læst Ellebæk-rapporten fra Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur i 2020 skrev han: ”Det er det ikke længere. Det er ikke, fordi jeg nu billiger forholdene på stedet eller de håbløse metoder til at få folk til at rejse hjem. Det skyldes alene, at Udlændingecenter Ellebæk faktuelt er værre.”
Meningsløshed og stress i centrene gør de udviste syge
Der er nu kommet tre omsorgsafdelinger i asylsystemet med ca. 20 pladser på hver: Én drevet af Kriminalforsorgen på Kærshovedgård, og to drevet af Røde Kors: den ene på Center Jelling, og den anden: Omsorgscenter Øst, placeret på Sjælsmarks grundareal, men helt adskilt derfra og med separat indgang. De fleste på omsorgsafdelingerne har en svær psykisk lidelse, og ville for 15 år siden formentlig have fået humanitært ophold; men denne mulighed er næsten afskaffet nu. Måske kunne nogle af dem få et bedre liv, hvis de blev placeret i egen bolig uden for en institution med den nødvendige omsorg og støtte, og således kunne undgå stress fra institutionslivet og fra andre psykisk syge.
Hos nogle er det psykiske sammenbrud kommet af traumatisering og konstant stress i asyl- og udrejsecentre, Ellebæk og evt. fængselsafsoning for småting som overtrædelser af pligterne, samt den konstante frygt for at blive sendt hjem. Uanset om en straf er retfærdig eller ej, vil den stigmatisere, og for udlændinge i reglen betyde, at de ikke kan få genoptaget en asylsag og aldrig få permanent ophold i Danmark. Hos andre kan torturfølger fra hjemlandet eller følger af isolationsfængsling i Danmark, eller andre traumatiske hændelser som fx tab og savn af kære familiemedlemmer have gjort skade. Nogle kan også have lidt af psykisk sygdom før de flygtede, og den kan være forværret af de lange, usikre og farlige stræk under flugten, i asylsystemet og siden i udrejsesystemet, hvor de fortsat hele tiden er i risiko for at blive udsendt.
Ophold på udrejsecentre og frihedsberøvelse i Ellebæk vil formentlig svække det mentale helbred hos alle mennesker, måske mere, hvis man ikke kan se eller skabe en mening i det, begge dele tager håb, relationer, kompetencer og meningsfuldhed fra folk, og kan medføre angst, depression, apati, psykose, ringe selvværd, selvskade og manglende interesse for livet og for andre.
Auschwitz var langt værre end Ellebæk og udrejsecentrene –
alligevel er der nogle fælles træk:
Stærkt indskrænkede livsmuligheder, ringe indflydelse på sit eget liv;
ingen respekt udefra, stigmatisering, nedladende omtale og kategorisering som “kriminel”, “farlig”;
nedværdigende behandling, hårdhed, uretfærdighed, fysisk eller psykisk vold, fattiggørelse;
indespærring, isolation fra verden uden for, manglende bevægelsesfrihed;
angst for at blive sendt i døden eller sendt hjem til tortur;
man ved ikke, hvor længe det skal vare, der er ingen slutdato.
Ellebæk: ekstremt indskrænkede muligheder for kommunikation mht. besøg, telefon og so-me,
overvågede telefonsamtaler og overvågning af breve, ingen internetadgang;
håbløshed, meningsløshed, uforudsigelighed, afmagt, savn af børn, kære, partner, og familie,
sprogproblemer, manglende eller stærkt begrænsede muligheder for at orientere sig og få overblik over egne muligheder, chancer og risici;
manglende selvtillid, fordi man ikke er blevet troet på.
Når mennesker bliver psykisk syge af at sidde i udrejsecentre eller Ellebæk skyldes det bl.a. at forholdene er beregnet på at nedbryde deres modstandsdygtighed. Sammenligner man med Antonovskys model om “følelse af sammenhæng” neden for, stækkes alle de tre faktorer, som kan beskytte den indkvarterede eller indsatte mod sygdom og selvopgivelse.
Det er svært at fatte, at en så nedrig behandling af mennesker finder sted i Danmark, for at få nogle udlændinge til at rejse væk!
I Udrejsecentre og Ellebæk er beboerens mulighed for at overskue og begribe, hvad der foregår, stækkede. Det anvendte sprog fra personalet er dansk, evt. engelsk, og beboerne er fra mange lande. Det vanskeliggør kommunikationen i forhold til beboere og personalet, og der bruges næsten aldrig tolk. Dokumenter, fx ansøgninger om besøgsorlov på udrejsecentrene er på dansk. Mange opslag er på dansk, evt. også på engelsk. Ligeledes er tilladelsen til besøgsorlov på dansk, og nogle får den ikke oversat, eller spurgt helt ind til, hvad der står i den, og kan fx have overset en meldepligt der skal gennemføres, og selv en enkelt overtrædelse af én pligt medfører oftest en straf.
Udrejsecentrene indebærer en uforudsigelighed på den måde, at man i princippet altid er i risiko for at blive sat i Ellebæk og evt. senere udsendt, eller blive arresteret og sat i varetægtsarrest for pligtforsømmelser. Der vil være problemer for nyankomne med at lære centrenes rutiner at kende og undgå pligtovertrædelser. Der kan være konflikter med andre beboere. Man bliver på skift talt med og presset af Hjemrejsestyrelsen.
Håndterbarhed: Man kan ikke leve et almindeligt liv på centret med meningsfuldt arbejde eller uddannelse, og kan kun komme i praktik uden for centret, hvis man samarbejder om hjemsendelsen. Man får måske tilbudt narko af andre, og bliver måske afhængig, men kan ikke få egentlig behandling for stofmisbrug eller alkoholmisbrug, da man “jo ikke skal være i Danmark”. Og man skal hele tiden opfylde pligterne og der er ingen slutdato at se frem til. Det er kun hos dem, som er på tålt ophold, at opholdspligten kan blive fjernet efter 4 år, fordi det da vil overskride retten til privatliv og familieliv, ikke de øvrige grupper, selv om menneskerettighederne også gælder for dem. Det er begrundet i at man som afvist asylansøger eller som “kriminel udvisningsdømt” jo bare kan rejse hjem, -men det kan man jo ikke, hvis man risikerer at blive dræbt eller tortureret efter hjemsendelsen. Så de indkvarteredes muligheder for at håndtere situationen er stærkt begrænset af forholdene.
Når det gælder meningsfuldhed, kan det være svært for beboerne at holde fast i. Nogle får styrke gennem deres religion eller moral, nogle har en ægtefælle eller en kæreste eller børn, der prøver at holder modet oppe hos dem, og nogle har venner i udrejsecentret eller udenfor, som de kan tale med. Der foregår så meget meningsløst i udrejsecentrene og Ellebæk, at det er ufatteligt! .
Såvel begribeligheden, som håndterbarheden og meningsfuldheden har endnu værre kår i Ellebæk, som begrænser livet endnu mere end udrejsecentrene, bl.a. fordi man næsten ikke kan kommunikere med personer uden for fængslet, ligesom der er meget lidt man kan foretage sig. Kun gårdture på bestemte tidspunkter, kun rygning udendørs og ingen pc eller mobiltelefon. I Ellebæk er det så besværligt for den indsatte at få et besøgstidspunkt til én, der kommer udefra, at det ofte mislykkes de første gange, hvilket må være en stor skuffelse både for begge parter. Hvorfor kan Ellebæk ikke opfinde et system uden så mange svipsere? Risiko for hårde straffe ved konflikter med vagtpersonalet og hvis man fortæller vagtpersonalet, man har selvmordstanker: op til 14 dage i isolationscelle, hvilket endda overskrides nogle gange. Man ved ikke, hvor længe man skal være frihedsberøvet. Man får ofte ikke besked om, hvilken advokat man har, eller at man selv kan vælge advokat, og de første gange har man tit ikke nået at tale med sin advokat før retssagen om forlængelse af varetægtsarresten.
Meningsfuldhedens betydning
Nedenfor er givet et kort resumé af to teorier om betydningen af meningsfuldhed for at opretholde sundhed og engagement i livet under belastende omstændigheder, af sociologen Aaron Antonovsky fra Israel, og af psykologen og den østrigske psykiater Viktor Frankl, som selv havde været fange i Auschwitz og andre kz-lejre.
Antonovsky: Følelse af sammenhæng
Aaron Antonovsky havde studeret modstandskraft hos holocaust-overlevere i Israel, som havde klaret sig, trods alle de lidelser de havde oplevet. Han havde udviklet to koncepter: “følelse af sammenhæng i livet” og “salutogenese”- det sidste betyder: sundhedsskabelse, at man holder sig så sund som muligt. Følelse af sammenhæng betyder: at man grundlæggende opfatter verden som meningsfuld, begribelig og håndterbar, og at de problemer, man støder på, er nogle, man kan se som udfordringer, man tager op – snarere end at synke ned i opgivenhed og passivitet, eller lader sig skylle rundt i et hav af lidelser og tilfældigheder, uden kompas og retning og uden man selv forsøger at få indflydelse på sit liv. Det modsatte af følelse af sammenhæng er fremmedgørelse: at man ikke forstår, hvad der sker, ikke prøver at gribe ind i livet, og måske heller ikke har nogen, der kan hjælpe én med det, og at man ikke kan se en mening eller et formål med livet.
Følelse af sammenhæng er en indstilling, der udtrykker tillid til, at
(1) de stimuli, der kommer fra ens indre og ydre miljø, er strukturerede, forudsigelige og forståelige;
(2) der står tilstrækkelige ressourcer til rådighed for én til at klare de krav, disse stimuli stiller; og
(3) disse krav er udfordringer, det er værd at engagere sig i.
Begribelighed (1) og håndterbarhed (2) har at gøre med, hvad man selv kan, eller med hvad man kan få hjælp af andre til at kunne: overskue, forstå, planlægge og gøre for at klare de krav eller udfordringer, som livet stiller. Meningsfuldheden (3) var ifølge Antonovsky den vigtigste af de tre faktorer og kan beskrives som en tro på, at verden og livet er værd at engagere sig i:
At man ikke bare lader sig slå ud eller drive rundt i en malstrøm, men forsøger at begribe og gribe stimuli, problemer og belastninger. Håndterbarhed og begribelighed fordrer ikke, at man selv alene kan løse alle problemer, men at man evt. kan søge hjælp hos andre, og vende og spejle situationen med andre, eller få konkret hjælp, når man har brug for det.
Viktor E. Frankl: At skabe mening i livet – trods meningsløsheden
Før Antonovsky havde psykiateren Viktor Frankl i Østrig grundlagt logoterapien. Logoterapien går ud på at skabe mening i livet og se og forstå tilværelsen som meningsfuld. Det gør det nemmere at fortsætte og acceptere livet, og gebærde sig i en tilsyneladende umulig situation, og udholde og overkomme lidelsen. Også efter meget svære traumer og begivenheder. Mange af de erfaringer, som teorien byggede på, kom fra Frankl’s eget ophold som kz-lejrfange 3 år i Auschwitz. Den bedste illustration heraf er hans tale til sine medfanger i Frankl’s bog “Psykologi og eksistens” , 1947.
Talen var ment til at indgyde håb og omsorg ved at omformulere en håbløs situation til en lidt bedre situation. Og til at forsøge at genkalde de meningsfulde handlinger, man selv havde udført, og som ingen kunne tage fra én. Og give livet og selv lidelsen og døden mening. Og minde dem om deres kære; dem, de havde betydet noget for, og det meningsfulde, man i dag havde gjort, for at redde en kammerats liv.
Viktor Frankl’s tale om mening. En vinterdag i Auschwitz, hvor fangerne fastede
I 1945 blev 2.500 mand i Viktor Frankl’s barak pålagt en dags sult, fordi.de ikke ville angive en kammerat. De fik at vide, at enhver lille overtrædelse ville udløse dødsstraf. Ydermere gik lyset pludselig ud, så der var kulsort i barakken. Barakformanden holdt en tale om, at det gjaldt om at undgå, at nogen opgav det hele og døde. Han bad derefter Frankl sige noget, der kunne beskytte kammeraterne mod selvopgivelse.
Frankl opmuntrede dem med, at den sjette krigsvinter ikke var den værste; at de, der var i live endnu, havde grund til at håbe. At man måtte spørge sig selv om, hvad man havde mistet – af noget, der var uerstatteligt, men at sundhed, familielykke, arbejdsmæssig ydeevne, formue, social stilling – det var alt sammen noget, der kunne komme igen, noget, man kunne finde igen eller skabe igen.
Og at han selv – skønt han måske kun havde 5% chance for at overleve, ikke tænkte et øjeblik på at opgive alt, for hvem ved, hvad der sker i morgen? Man kunne fx være heldig at komme i en kolonne med særlig gode arbejdsbetingelser. Og at alt det, vi har oplevet og gjort, det store, vi har tænkt, har vi reddet ind i virkeligheden: det kan ingen og intet tage fra én.
At meningen med tilværelsen også omfatter lidelse, nød og død. At selv det udsigtsløse i vor kamp ikke kan rokke ved dens mening og værdighed. Og at alle havde en ven, en kone, en levende eller en død – eller en Gud, der så på ham i de tunge timer, og som ventede af dem, at man ikke svigter, men forstår at lide og dø stolt.
At det offer, vi bragte den dag i barakken, gav mening, fordi det reddede en kammerat. At en mand i barakken ved ankomsten til kz-lejren havde bedt himlen om, at hans lidelse og død måtte spare et menneske, han elskede højt, for en pinefuld død; på den måde var smerten og døden ikke meningsløs, den var blevet et offer, fyldt af den dybeste mening.
Og at han selv med disse ord ville give livet en sidste mening.
Kilde: Viktor Frankl: Psykologi og eksistens, København, Gyldendal, 1947