Hvad betyder iranernes frihedskamp for Mellemøstens storpolitik?
Mens iranerne kræver deres frihed, har præstestyret travlt med at indgå nye alliancer med tidligere ærkefjender i regionen. Men hvad betyder Irans nye alliancer for frihedskampen i landet? Og hvordan vil det påvirke magtbalancen i Mellemøsten, hvis præstestyret falder?
De spørgsmål søger vi svar på, når seniorforsker Helle Malmvig og Poya Pakzad sammen tegner et billede af den iranske frihedskamp set i lyset af landets geopolitiske rolle i Mellemøsten.
Mere end otte måneder efter drabet på Jina Mahsa Amini – og trods risikoen for vold, fængsling, tortur og dødsstraf fortsætter iranerne kampen for grundlæggende rettigheder. Det har skabt en af de bredeste og mest mangfoldige folkeopstande siden revolutionen i 1979, men iranernes frihedskamp foregår ikke i et vakuum. Efter syv år med fastfrosne diplomatiske relationer, valgte Iran og Saudi Arabien i marts måned at begrave deres stridsøkse, og samtidig bejler Iran til bl.a. Syrien og Tyrkiet.
Tag en ven eller kollega under armen, hvis du vil blive klogere på Irans rolle i Mellemøsten og dynamikken mellem den iranske frihedskamp og Mellemøstens storpolitik.
Debatten bliver modereret af Martin Lemberg-Pedersen, chef for politik og dokumentation hos Amnesty International Danmark.
Arrangementet er blevet til i et samarbejde mellem Voice of Iran, Demokrati Garage og Amnesty International.