Forargelsen var stor efter at Gyldendal fornylig genudgav Halfdan Rasmussens samlede børnerim og i den forbindelse har udeladt otte af digtene og et antal tegninger. Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen var humanister og ikke racister og kan vi nu ikke bare få lov at beholde ordlyd og billeder, som de var dengang rimene blev skrevet, tiden var jo en helt anden, lyder kritikken.
Til det er at sige: selvfølgelig var de to kunstnere ikke racister. Men det betyder ikke at man bare kan genoptrykke de gamle tekster og tegninger. Det handler faktisk slet ikke om de to kunstnere, som givetvis var anstændige mennesker og ikke har villet krænke nogen med deres kunst. Desværre er det typisk for diskussionen, at den ender med at blive en forsvarstale for to hvide mænd, i stedet for et forsvar for de børn, der kan blive kede af det.
Nyligt udkom bogen: White Fragility af Robin Di-Angelo (hvid kvinde) (Se Tidsskriftet SOS Racisme Nr. 121). Hun fremhæver i sin bog bl.a. at hvide har ganske svært ved at tåle at skulle tage strukturel racisme alvorligt. Ofte bliver hvide vrede eller sårede, når de erfarer, at man kunne formode, at de er racister. Men man må forstå, at der ikke er tale om en personlig anklage for racisme.
Det er smerteligt, når debattøren Natasha Al-Hariri i P1 morgen fortæller at hendes søn gerne vil være hvid og når man ved forsøg kan se, at brune børn heller vil lege med hvide dukker end med brune, hvis de har valget. Rasmussen og Olsens tekster og billederne bevæger sig i stereotyper, hvor brune er vilde og nøgne, og det at være brun forbindes med at være beskidt. Tegningerne giver kun individuelle træk til de hvide børn og ikke til de brune.
Rasmussen har digtet smukt om alle børn på denne jord som en stor familie. Men hvis det virkelig skal tages alvorligt og vi ønsker et samfund, hvor alle føler sig inkluderet og ingen brun skal ønske at have en anden hudfarve, så må vi starte med at få øje på den strukturelle racisme, der er vores arv, og som viser sig tydeligt hos Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen. Det er ikke en anklage, men en opfordring til at være mere opmærksom. Strukturel racisme må, netop fordi den ikke er sig bevidst, forstås og ses som det, den er. Det er ikke censur at fjerne stereotyper og klicheer – det er forudsætningen for Halfdan Rasmussens smukke drøm om et fællesskab, hvor alle børn kan være med uanset etnicitet og hudfarve, når han digter:
Vi er een familie.
Børn af samme jord.
Sov, min sorte søster!
Sov, min gule bror.